»Der var ingen tilbagemelding. Ingenting hørte jeg«

»Det var dybt frustrerende. Jeg stod i den situation, at kommunen godt nok var blevet underrettet, men jeg fik aldrig noget at vide om, hvad der skulle ske fremadrettet. Der var ingen tilbagemelding. Ingenting hørte jeg«.

Et halvt år er gået, siden Bettina Pedersen underrettede kommunen første gang. I starten gik det godt, men nu er alting tilbage ved det gamle: Kommunen har ikke taget hånd om eleven, det hele drejer sig om. Og tilbage står Bettina Pedersen på sin skole med en følelse af handlingslammelse og frustration over ikke at vide, hvad der så skal ske.

Siden hun underrettede, er hun kun blevet mødt med tavshed fra kommunen.

Dialog med forældrene mislykkedes

Inden Bettina Pedersen underrettede første gang, havde hun gentagne gange forsøgt at tale med forældrene til eleven, som virkede uoplagt og støjende. Eleven læste ikke sine lektier og kom aldrig til tiden.

Som udgangspunkt havde Bettina Pedersen dog tillid til, at forældrene overholdt aftalen med hende og skolen om, at eleven skulle møde til tiden og læse sine lektier.

»Men vi kunne jo bare konstatere, at det ikke skete«, siger hun.

Hun havde i årevis været opmærksom på eleven, som dengang gik i indskolingen, men ikke på noget tidspunkt haft kontakt med kommunen. Hun blev særligt opmærksom, efter at eleven havde taget nogle usædvanlige og farlige ting med i skole - blandt andet en luftpistol. Så efter mange forgæves forsøg på at få en helt basal dialog i gang med forældrene besluttede hun sig for at handle.

Der var nu ikke meget forløsning forbundet med at tage kontakt til kommunen, fortæller Bettina Pedersen. Mest af alt føltes det som en afmagt:

»Nu havde vi virkelig prøvet alt det, vi kunne, på at få forældrene til at vågne op og ændre adfærd over for deres barn. Men der skete ikke noget«.

Skolelederen tog initiativ

Det var skolelederen, der bad Bettina Pedersen om at foretage underretningen: »Min leder spurgte mig, om vi nu ikke var nået til det punkt, hvor der måtte ske noget. Nu havde vi forsøgt at få dem i tale og ændre adfærd, og så måtte det jo gå den vej. Nu måtte der være nogle andre, der tog ansvar«.

Forældrene blev efterfølgende indkaldt til et møde, hvor de fik at vide, at de sociale myndigheder var blevet kontaktet. Det blev ikke diskuteret med forældrene, om der skulle foretages en underretning. Forældrene skulle sådan set bare orienteres. Da de hørte om underretningen, reagerede de meget negativt.

De mente, at det var Bettina Pedersen, den var gal med. At det var hende og eleven, der bare ikke fungerede sammen, selv om kollegaerne havde bemærket de samme ting som Bettina.

»Nu var det jo mig, der sad med selve underretningen, så det var kun mig, der var skurken«.

Skolen tilbød eleven plads i en familieklasse, hvor forældrene var med i skole en til to gange om ugen. Det takkede de i første omgang nej til. Efterfølgende lykkedes det dog at få dem med på ideen, og Bettina mærkede en markant forbedring af elevens trivsel i det tre måneder lange forløb.

»Jeg tror, at forældrene efterfølgende blev mere åbne. Det er i hvert fald det, jeg hører. Nu er eleven jo også blevet ældre og må selv tage mere ansvar for sine handlinger«.

Underretningen er et sidste skridt

Bettina fik i sin tid aldrig den tanke at kontakte socialforvaltningen, inden hun tyede til en formel underretning.

»Vi har jo vores leder, der fortæller os, hvad vi skal gøre i en sag, hvor der måske er behov for at foretage en underretning«.

Måske netop derfor følte Bettina Pedersen det som en grænseoverskridende handling at skulle underrette. Den sidste udvej efter at hun havde sagt til sig selv, at nok var nok.

»En underretning er min vurdering af, at nogle mennesker ikke er deres opgave voksen som forældre. Men hvordan kan jeg overhovedet tillade mig at vurdere andre mennesker på den måde?«

Én ting er vold - i sådan et tilfælde er der jo ingen tvivl. Så bliver der underrettet med det samme, fortæller Bettina Pedersen. Men hvis man ikke er sikker i sin sag, hvad vil det så ikke betyde for det fremtidige forældresamarbejde, hvis man kontakter kommunen?

»Hvis bare man har mistanke om noget, der ikke er vold, men kunne være omsorgssvigt, så skal jeg jo gå ind at vurdere, hvad der er hvad. Og det står jo ikke ligefrem skrevet nogen steder, at man skal give sit barn madpakke med i skole hver dag«.

Så meget desto vigtigere er det, at der både før og efter en eventuel underretning er god og tæt dialog med kommunen:

»Egentlig tænker jeg, at afstanden er for stor, og jeg mangler viden om deres arbejde og den hjælp, de kan tilbyde mig som lærer«, siger Bettina Pedersen.