Kendt folketingsmedlem opfordrer Folketinget og KL til lovbrud Undervisningsordfører og næstformand i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg Lotte Rod fra de Radikale opfordrer i en udtalelse til DR.dk direkte Folketinget og landets kommuner til at bryde Arbejdsmiljølovgivningen. I fredags på Danmark Radios netavis www.dr.dk opfordrede næstformanden i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg Lotte Rod fra de Radikale, direkte kommunerne og forligsparterne bag lærernes nye overenskomst til at begå lovbrud. DR har nemlig spurgt Lotte Rod, hvad forligsparterne vil stille op med de meget dyre og tidskrævende opgaver, som venter landets kommuner i forbindelse med at skaffe tilstrækkeligt med kontorarbejdspladser og lokaler, når folkeskolelærerne den 1. august 2014 skal udføre deres fulde arbejde på skolen. Hertil svarede Lotte Rod: ”Selve lokalesituationen er ikke en del af det lovindgreb, der ligger nu. Men det er klart, at når det går i retning af, at lærerne er mere sammen med eleverne og forbereder sig mere og mere på skolen, stiller det også krav til, at lærerne har gode muligheder for at arbejde på skolen”. Hun har dog ingen penge til at løse de problemer, som skolerne står overfor. ”Nej, men det er noget af det, vi må arbejde med i løbet af de næste mange år”, slutter Lotte Rod. Og det er denne sidste bemærkning, som har fået jurist Henrik A. Brinks op i det røde felt. ”Det er fuldstændig uacceptabelt og særdels uhørt, at et fremtrædende folketingsmedlem på denne måde direkte opfordrer både folketingsmedlemmer og kommunerne til at bryde loven”. ”Det bør stå lysende klart – selv for Lotte Rod –, at der naturligvis gælder de samme arbejdsmiljøregler for folkeskolelærere som for alle andre, og at disse regler skal overholdes fra dag et og ikke bare er noget, som skal løses henover de næste mange år”. ”Lotte Rods udtalelse svarer til, at hun accepterer at folk kører over for rødt lys og, at det bare er noget, der må stoppes engang ude i fremtiden”, fortsætter Henrik Brinks. ”Enten opfordrer Lotte Rod altså direkte sine kolleger i folketinget og kommunerne til at bryde arbejdsmiljølovgivningen eller også udviser hendes udtalelse en afgrundsdyb inkompetence og mangel på indsigt i og respekt for de arbejdsvilkår, som gælder for skolelærerne”, udtaler Henrik Brinks. Begge dele er mildest talt hovedrystende, ifølge Henrik Brinks. ”Arbejdsmiljøreglerne siger nemlig MEGET klart og tydeligt, at en medarbejder som skal udføre kontorarbejde på arbejdspladsen 1-2 timer næsten hver dag har ret til en kontorarbejdsplads, som skal opfylde alle de UFRAVIGELIGE krav, som remses op i lovgivningen”. ”Det betyder, at den pågældende lærer til enhver tid er sikret adgang til f.eks. skrivebord, kontorstol og computer, som alt sammen skal være placeret i omgivelser, som lever op til loven – dvs. ordentlig plads omkring skrivebordet, tilstrækkeligt lys og med acceptable luft-, ventilations- og temperaturforhold osv. Alt sammen krav som SENEST skal være opfyldte 1. august 2014”, siger Henrik Brinks. Så der venter kommunerne en større milliardregning og en omfattende og meget tidskrævende arbejdsopgave med, at få skolerne til at leve op til arbejdsmiljølovgivningen, når folkeskolelærerne møder på arbejdet efter næste års sommerferie. ”Så hvis Folketingets forligsparter og KL troede, at de med den nye overenskomst har sparet en masse penge til de slunkne kommunekasser, så kan de godt begynde at tro om igen”, slutter Henrik Brinks, som forsigtigt estimerer investeringsbehovet til at være minimum kr. 500 mio. til kontorinventar og mellem kr. 2.5 - 5 mia. til renovering, om- og tilbygning af de mange utidssvarende og dårligt vedligeholdte folkeskoler. Oven i disse engangsinvesteringer kommer så de løbende udgifter til vedligeholdelse af inventar, IT-udstyr og lokaler samt ekstra driftsomkostninger til f.eks. strøm, varme, Internetopkoblinger og telefoner etc. Skrevet af Henrik Brinks, Cand. Jur., 28.04.2013