Vi bestemmer mere selv

Rart selv at have større ansvar, mener elever

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Måske er vi sære, men lad vores skole være. Sådan står der på banneret, som en lille gruppe elever er ved at male, så det kan være klar til borgermødet på Skamby Skole samme aften.

Tine Aagaard og Mikkel Chrone fra »store rød« og begge fra 7. klasse viser rundt på skolen. Fortæller, hvordan vægge er blevet brudt ned, så hver gruppe får et større lokale at være i. Vi besøger »lille rød« og »lille blå« med elever fra børnehaveklassen til 3. klasse samt »store rød« og »store blå« med elever fra 4. til 7. klasse.

De fortæller, at undervisningen er delt op i basistid med dansk, matematik, sprog og kristendomsundervisning, hvor eleverne hver mandag skriver i deres logbog, hvad de vil arbejde med hver især. De skriver, hvilke sider i matematik- og danskbøger de vil arbejde med, og får en underskrift fra en af lærerne, når de er færdige.

Hver af de fire grupper har tre lærere tilknyttet, og undervisningen varer fra klokken 8 til 14 hver dag.

De to elever fremhæver den nye skoleform, at de selv har et større ansvar og beslutter, hvad de vil arbejde med.

»Det er mere frit, jo ældre man er. Lærerne holder mere de yngste elever fast, men vi taler jo alle løbende med lærerne og kan kalde på én, når vi har brug for det. Lærerne kan også samle en gruppe og holde kursus for os om et bestemt emne«, siger Tine Aagaard.

»Lige nu har vi valgt at have et emne om situationen med vores skole her i Skamby, for lærerne må ikke give os lov til at skrive en protest til politikerne, så det har vi selv taget os lov til under arbejdet med emnet«, siger Mikkel Chrone med et smil.

De ældste elever har holdt møde og formuleret et brev, som skal læses op til borgermødet.