Helen Sørensen gentager i Folkeskolen nummer 17 disse spørgsmål til mig: Kan en central arbejdstidsaftale sikre lærerne ens arbejdsbetingelser? Er en privatisering af lærerarbejdet bedre end en lokal aftaleret? Er den lokale aftaleret til salg for en tilbagevenden til 24,98?

Hvis en aftale skulle eliminere den kommunale vilkårlighed totalt, skulle den omfatte alle forhold af betydning for lærernes arbejdsforhold. Det er utænkeligt. En arbejdstidsaftale kan sikre lærerne ens arbejdsbetingelser for så vidt angår de forhold, aftalen omfatter, hverken mere eller mindre. Et maksimalt pålagt ugentligt undervisningstimetal og en kobling mellem tid til undervisning og forberedelse er to eksempler på tiltrængte centrale indgreb, som ligger i den model, hovedstyrelsen har foreslået.

I forhold til privatisering af lærerarbejdet vil enhver form for aftaleret, også en lokal, være at foretrække. Den nuværende aftale har imidlertid netop medført en vis »privatisering« for de mest undervisendes vedkommende, idet de har måttet bruge anselige mængder af deres fritid for at kunne levere et anstændigt stykke arbejde. En central aftale vil immervæk reducere vilkårligheden mere end 275 lokale kommuneaftaler.

Den lokale aftaleret skal efter min mening ikke sælges, blot indskrænkes. Betingelserne afgøres af parternes styrke ved forhandlingsbordet. Det forhold, at en tilbagevenden til princippet om fuld tid lig med 24,98 for de fleste lærere ville betyde en aflastning, er i sig selv en nådesløs udstilling af lærernes nuværende merarbejdsbyrde.

Den lokale aftaleret »synliggør de lokale forskelle«, skriver Helen Sørensen. Ja, og mere til, vil jeg mene: Den skaber grobund for, at de kan vokse langt større, end godt er.