Tosprogede, Samfundsfag

Muslim

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- Otte kvinder fortæller om forholdet til Gud og mennesker

Af Carsten Fenger-Grøn og Malene Grøndahl

304 sider, 275 kroner

Hans Reitzels Forlag

Bogen er opbygget med en indledning, en introduktion til islam og otte interviews med muslimske kvinder fra forskellige lande.

Bogens formål er 'at skabe ændringer i tankegange ved at formidle viden og fortolkninger af islam', 'at tackle fordomme, angst og mistro' og 'at bidrage til at mangfoldigheden bliver kendt, anerkendt - måske værdsat'.

Indledningen gjorde mig usikker med udtryk som 'Muslimer må man møde' og 'forholde sig til sine medmennesker på et fornuftigt grundlag', men jo mere jeg læste af bogen, jo mere spændende og saglig fremstod den.

I første del af bogen forsøges 'at indkredse sand islam' og 'at skelne mellem islam og kultur'. Et afsnit om forholdet mellem islam og kristendom historisk set bringer interessante synsvinkler, blandt andet om korstogene og islams rolle som fjendebillede i Vesten i nutiden.

Andre afsnit omhandler islam og demokrati, menneskerettigheder og kvindens ligestilling. Der gives eksempler fra nutiden. Det diskuteres for eksempel, om islam er negativ over for demokrati.

De otte interviewede kvinder repræsenterer mangfoldigheden i islam. Fællestrækkene mellem dem er, at de er født mellem 1970 og 1980 og har et aktivt forhold til islam.

Afsnittene indledes med fakta om det pågældende land og islams aktuelle situation i landet. Landene er forskellige. Flere af landene regnes som muslimske, men dette dækker over store forskelle.

De otte kvinders liv beskrives med deres egne ord og sættes ind i en aktuel samfundsramme, hvor forskellige opfattelser af ligestilling, demokrati og personlig frihed træder tydeligt frem. Der er desuden forskelle mellem by og land, økonomiske, uddannelsesmæssige, sociale og individuelle forskelle.

Bogens styrke er dens positive engagement, dens viden og evne til at trække tråde fra fortid op til nutiden og dens realistiske og overraskende beskrivelse af hverdagen i forskellige kulturer.

Bogen henvender sig til unge og voksne læsere. Den formidler viden og holdninger. De enkelte interviews vil være gode debatoplæg. Den er absolut værd at læse.

Winnie Nielsen