For nogle år siden blev en dansk mor anholdt i New York og anklaget for børnemishandling. Hendes brøde bestod i at have parkeret sin sovende datter i en barnevogn uden for en restaurant, hvor hun sammen med barnets amerikanske far spiste middag. Forbipasserende tilkaldte politiet, mor og far blev taget med på stationen, og datteren sat i familiepleje. Fem dage senere blev mor og barn forenet. En efterfølgende stort anlagt erstatningssag med krav om uretmæssig anklage blev tabt med et brag. Juryen i New York ligestillede det at sove ude i en barnevogn med anden form for børnemishandling som at efterlade sit barn i en faldefærdig og insektinficeret lejlighed.

Ved denne lejlighed overgik amerikanske og danske aviser hinanden i at karakterisere hinandens barndom. Amerikanske aviser mente at vide, at vi i Norden anser det for nærmest helligt, at børn sover ude året rundt, og at det videnskabelige rationale herfor er kompensation for de lange mørke vintre, hvor børn får for lidt sollys og D-vitamin. De danske aviser var ganske på det rene med, at amerikanske forældre er grænsehysteriske, arbejder for meget og er helt unaturlige i omgangen med deres børn. De foretrækker nemlig at køre rundt med dem på bagsædet af en bil frem for at skubbe dem foran sig i en barnevogn.

Interessant er det, at barndommen ikke bare kan være så forskellig afhængig af tid og sted, men også at vi ser den som så forskellig. For enhver kan jo se, at disse forskelle mere er karikaturer end realiteter, og at de måske mest er opfundet til lejligheden.

Forestillingen om Norden som alt andet end børnevenlig er ikke så ny endda. I 1964 besøgte en amerikansk psykiater Skandinavien og konstaterede, at der var store forskelle på, hvordan børn voksede op i de tre lande. I Norge havde børnene det bedst; de var mest selvstændige, og nordmænd var særlig gode til at komme af med deres vrede med det samme; børnene blev således ikke opdraget med skyld og skam. Anderledes forholdt det sig i Danmark og Sverige. Jagten på forbrugsgoder var vigtigere for svenske mødre end deres børn. Børneopdragelsen var på én gang præget af store ambitioner på børnenes vegne og en kølighed grænsende til børnemishandling på den anden. De danske børn var de mindst selvstændige, fordi deres mødre var overpylrede og overbeskyttede dem, samtidig med at de som straf skammede dem ud. Hertil kom, at den fremvoksende velfærdsstat i den grad havde spændt et sikkerhedsnet ud under individet, så danskerne var på vej til at udvikle sig til et dovent folkefærd.

Siden er billedet som bekendt blevet et andet. På verdensplan læs FN-systemet ses der op til Norden for institutionaliseringen af børns rettigheder. Progressive kræfter verden over henviser til Norden, særlig Sverige, for den særlige ligestillingsvenlige politik, som har været ført her, markeret med indførelse af barselsorlov til fædre i 1974, et udbygget daginstitutionsnet og kort arbejdstid. Nogle gange er det næsten for meget, for vi, som bor her, ved jo godt, at der er langt fra ord til handling, når det gælder børn og deres vilkår. Vi oplever, at den nordiske børnefamilie føler sig tidspresset, at kvaliteten af såvel daginstitutioner og skoler ikke altid er i top, og at livsstilssygdomme som overvægt, stress, røg og alkohol findes blandt børn og unge.

Det er måske ikke børnemishandling i den gængse forståelse af ordet men tag ikke fejl. Det kunne godt forstås sådan af andre uden for de nordiske grænser. Det var måske en overvejelse værd, om de havde ret i én eller anden grad.

Ning de Coninck-Smith er lektor, dr.phil. på Institut for pædagogisk sociologi, Danmarks Pædagogiske Universitet