Pædagogik

Udblik og indblik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Signe Holm-Larsen, Marianne Ledstrup og Lise Stampe Rasmussen

188 sider, 179 kroner

Kroghs Forlag

Et gammelt indiansk ordsprog siger, at 'der er to værdier, du kan give dit barn i tilværelsen. Den ene er rødder, den anden er vinger'.

Vingen kunne blandt andet være en såkaldt 'interkulturel kompetence', som skolen i stadig større grad er forpligtiget til at give eleverne.

De skal forberedes til at 'leve og handle i en globaliseret verden præget af international konkurrence, men også af gensidig afhængighed'.

Folkeskolen skal tage den internationale dimension med i undervisningen. I folkeskolens formålsparagraf stykke 3 hedder det blandt andet, at 'folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer'. Men også i Klare Mål for de fleste af fagene omtales kravet om at 'styrke den internationale forståelse'.

I Undervisningsministeriets 'Strategier for udvikling af den internationale dimension i uddannelserne' - fra 1997 - hedder det blandt andet, at der i de flest mulige fag og flest mulige uddannelser skal arbejdes for den internationale dimension, ved at 'alle lærere er orienteret mod og kvalificeret til' at arbejde med den, og ved at så mange elever som muligt kommer til udlandet på studie- og udvekslingsrejser. Endelig fremhæves det, at 'informationsteknologien inddrages som et særligt redskab i det internationale arbejde, der hvor det er muligt'.

Der er således al mulig god grund til at gøre noget ved det.

Som en meget nyttig hjælp - med hensyn til det formelle, det praktiske og som inspiration til undervisningen - kan helt klart anbefales nærværende bog.

Bogen gør status over, hvor vi er i folkeskolen i dag. Det er desværre ikke særlig langt fremme.

Bogen belyser nogle af de mange barrierer, der kan være forbundet med dette arbejde. Derudover giver den - som det mest væsentlige - en stribe af gode eksempler på og ideer til, hvordan man kan arbejde internationalt i skolen.

Den behandler struktureringen af det internationale stof gennem et helt skoleforløb, arbejdet med læseplaner, tværnationale projekter, de tosprogede elever som en særlig resurse, brugen af gæstelærere, venskabsbykontakter og endelig flere gode forslag til evaluering af den slags undervisning. For eksempel beskrives brugen af arbejds- og udviklingsportfolier gennem et skoleår.

Arbejdet med den internationale dimension kræver opbakning fra skolens ledelse. Men også støtte fra kommunen.

'Lærerne og lærerteamet er det udførende led og har dermed ansvaret for at udvise initiativ, kreativitet, ildhu og overblik i aktiviteternes gennemførelse samt at være garant for, at de udfordringer, den enkelte elev stilles over for, er passende'.

Et god begyndelse for alle parter kunne være at læse denne bog.

Ole Jakobsen

Powered by Labrador CMS