Skoleudvikling

Fleksibel planlægning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- teknisk fix eller pædagogisk mulighed

118 sider, 130 kroner

Kleo ved Lise Tingleff Nielsen og Mette Løvbjerg

(Kompetence, Ledelse, Evaluering, Organisationsudvikling)

Telefon 3586 8586

Fleksibel planlægning, fleksibelt skema, skolen uden skema. Kært barn har mange navne, og begrebet er ikke entydigt. Det kan nemt blive et positivt gummiord uden reelt indhold. Forfatterne til denne bog sætter fokus på begrebet og siger, at en anden organisering af undervisningen, end vi er vant til, kan være en relevant pædagogisk mulighed. Det pointeres, at udgangspunktet må være: Hvad er det, eleverne skal lære? Hvilke kompetencer er det, de skal udvikle? Skemaet og undervisningens organisering kommer i anden række. Det er altså vigtigt at fokusere på de pædagogiske intentioner og komme væk fra for ensidig fokusering på tekniske spørgsmål, hvilket blot vil give en strukturel ændring.

Den fleksible planlægning bør tage udgangspunkt i, hvorledes man bedst muligt tilrettelægger en god undervisning og dernæst arbejder ud fra fagenes årsnorm.

Bogen indeholder seks artikler, der kan læses uafhængigt af hinanden. Men alle artikler er anbefalelsesværdige.

Artiklerne lægger op til, at løbende arbejde med skoleudvikling er nødvendigt. Nye organisationsformer ændrer ikke automatisk skolens læringsmiljøer. Teamsamarbejdets vigtighed understreges, og ledelsens ændrede rolle diskuteres.

Der kommer et par tankevækkende bemærkninger: Hvorfor spille solo, når man kan blive medlem af en trio? Eller i forhold til erfaringsdeling: Viden bliver ikke halveret af at blive delt.

Alle artikler afsluttes med spørgsmål til overvejelse i de enkelte team og på de enkelte skoler.

Bogen er meget anvendelig for alle, der arbejder med teamsamarbejde og skoleudvikling. Den har karakter af en håndbog, det vil sige, at den indeholder forslag til arbejdsprocesser og diskussionsoplæg i forbindelse med indførelse af fleksibel planlægning. Disse løbende gode råd og forslag til at komme i gang med udvikling gør bogen dejlig konkret. Den svæver ikke et sted, hvor der ikke er jordforbindelse. Og hele tiden pointerer forfatterne det meget væsentlige, at det er læringen/undervisningen, der er det centrale.

Mari Ann Skovlund Jensen

Powered by Labrador CMS