'Danmark i top med specialundervisning', melder Undervisningsministeriets nyhedsbrev 21. marts i overskriften på forsiden. 'Nu igen', tænker man uvilkårligt. I forbindelse med den igangværende kampagne omkring 'rummelighed' beskyldes lærerne rutinemæssigt for at sygeliggøre børn i unødigt omfang, og kommunalpolitikerne taler ofte og gerne om den 'eksplosive vækst' på 40 procent på den vidtgående specialundervisning. Og det er ganske vist: Fra 0,91 procent af skolens elever i 1991 til 1,27 procent i 2001 svarende til 0,36 procentpoint på ti år. Men hovsa, hvad er nu det? Kigger man nærmere efter i den europæiske undersøgelse, overskriften relaterer til, viser det sig minsandten, at Danmark mod forventning for det første ikke er helt i top, men nummer fire. For det andet viser det sig, at det land, der ligger suverænt højest, er Finland. Af alle lande netop det land, der ofte fremhæves som et eksempel til efterfølgelse for danske lærere, fordi landet gang på gang bliver nummer et, når normalklasserne testes internationalt. Og endelig viser det sig for det tredje, at det europæiske gennemsnit for den kostbare vidtgående specialundervisning ligger på to procent af eleverne. Med den nuværende 'eksplosive' vækst vil det altså tage Danmark 20 år bare at nå op på gennemsnittet.

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse