Haarder ser på centrale regler for indberetning

Undervisningsministeriet vil nu se på, om der skal indføres centrale regler for, hvordan lærere i den vidtgående specialundervisning skal indberette tilfælde, hvor de anvender fysisk magt over for en handicappet elev.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det lovede undervisningsminister Bertel Haarder (V) i en tale på et seminar om magtanvendelse i folkeskolen for nylig, og det blev gentaget af en hans embedsmænd over for 170 deltagere på en tilsvarende konference i Vejle i går. Dermed følger ministeriet op på en af anbefalingerne fra Center for Ligebehandling af Handicappede.

"Vi vil gerne have indført centrale indberetningsregler, så det bliver ens i hele landet, hvordan lærere skal følge op, hvis de har holdt en elev fast. En indberetning skal ikke bruges til sanktioner over for den enkelte lærer, men som en hjælp til at udvikle den pædagogiske praksis", siger sekretariatskoordinator Ane Esbensen fra Center for Ligebehandling af Handicappede.

På Frejaskolen i København udfylder lærerne et skema, som de afleverer til skoleleder Lone Beyer. Så kan hun forholde sig til situationen, mens den er aktuel. Senere gennemgår skolens sikkerhedsgruppe alle indberetninger for at se, om der for eksempel er tale om en bestemt elev eller lærer, fortalte hun på seminariet.

Hvis det for eksempel viser sig, at en lærer har fastholdt en elev, som lærerne ikke plejer at have fysiske konfrontationer med, skyldes det måske, at der er sket noget i elevens hjem, som lærerne bør tage højde for.

"Vi kan ikke undgå magtanvendelse fuldstændig, men ved at arbejde bevidst med det, der foregår, kan vi undgå, at det sker i afmagt. Derfor vil vi gerne have løftet indberetningerne op, så de for eksempel skal afleveres til amtet, der så kan spørge til, hvad der sker. Et amt kan også sammenligne med indberetninger fra skoler med tilsvarende elevgrupper", siger Ane Esbensen.

Det vil skærpe opmærksomheden blandt lærerne, hvis skolerne skal indberette til en anden myndighed, mente lektor Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet. Han sammenlignede med det sociale område, hvor der er centrale regler for, hvad personalet i for eksempel boenheder skal gøre. Så her kan der være inspiration at hente.

I efteråret 2004 bad Uddannelsesstyrelsen alle amter om at indsende deres retningslinjer for indberetning af magtanvendelse på de amtslige specialskoler. Nogle amter har udarbejdet klare retningslinjer suppleret med skemaer, detaljerede planer og kursusrækker. Andre har mere overfladiske retningslinjer, for eksempel om, at amtet skal underrettes, hvis der har været anvendt magt.

"Nogle amter har svaret, at de stadig arbejder på sagen. Andre har slet ikke svaret på anmodningen. Det kunne se ud som om, at der er grundlag for at diskutere, om en centralt fastsat underretningspligt er nødvendig. Jeg vil drøfte dette med mine embedsmænd", sagde Bertel Haarder på det første seminar i København.

I begyndelsen af det nye skoleår udgiver Center for Ligebehandling af Handicappede et hæfte med inspiration til, hvordan lærere kan reducere anvendelsen af magt. Hæftet bliver sendt til specialskoler og skoler med klasserækker inden for vidtgående specialundervisning.