Kæmpe læremiddelfusion:
Alinea køber Clio

Clios og Alineas portaler vil blive slået sammen til ét samlet læringsunivers i løbet af kort tid, oplyser Lindhardt og Ringhof Uddannelse

Publiceret Senest opdateret

Danmarks tredjestørste grundskoleforlag, Clio, bliver fra i dag en del af forlaget Alinea. Og Alinea og Clios digitale læremidler sammenlægges i løbet af kort tid og bliver dermed det største læringsunivers til den danske grundskole. Det giver ifølge forlagsdirektør for Alinea Rikke Bay rigtig god mening at kunne smelte Alinea og Clio sammen, fordi de to læremiddelforlag har fælles værdier og forskellige styrker.

Det er Lindhardt og Ringhof Uddannelse, der har opkøbt Clio, der hidtil har hørt under den svenske Bonnier-koncern:

”Clio har gjort det fantastisk og har med teknisk innovative løsninger været trendsættende ift. digitalisering af grundskolen,” siger Cliff Hansen, der er direktør for Lindhardt og Ringhof Uddannelse i en pressemeddelelse.

”Vores forretninger komplementerer hinanden på mange områder. Nu er det vores opgave at få de to virksomheder til at vokse sammen, så vi med endnu flere resurser bag os kan blive ved med at udvikle førsteklasses digitale læremidler og løsninger".

”Vi er glade for, at Lindhardt og Ringhof Uddannelse overtager Clio og er overbeviste om, at de har de bedste forudsætninger for at videreudvikle Clios digitale læremidler", siger Clios bestyrelsesformand Jan Lund.

Lindhardt og Ringhof Uddannelse overtager samtidig Clio i Sverige og får dermed også en betydelig position på det svenske marked.

Powered by Labrador CMS