Skal man pege på en positiv ting ved coronapandemien, så er det, at unge som gamle overkom den sangforskrækkelse, der ellers kendetegner danskerne, og pludselig sad hjemme i sofaen og sang fællessang med Phillip Faber.

Sådan lød det fra musiklærer og formand for Bornholms Lærerforening Signe Ballegaard Schmidt på Folkemødet på Bornholm om udfordringerne og mulighederne for musikfaget i folkeskolen.

”Det skal vi bare have grebet – og så skal vi eddermame bare ud og synge!”, slog hun fast.

Mens andre i debatpanelet – som vi vender tilbage til – drømte meget stort på musikfagets vegne, var Signe Ballegaard Schmidts indledende ønsker noget mere beskedne: Hun kunne godt tænke sig, at flere af hendes kollegaer turde synge.

”For mig er musikfaget som lavpraktiker det med at synge sammen. Det er sangen, der er det bærende. Så man behøver faktisk ikke være særlig dygtig. Jeg er ikke nogen særlig dygtig musiklærer. Det er jeg altså ikke. Men jeg er meget glad for at synge – også for mine elever”, sagde hun og tilføjede:

”Jeg kunne godt tænke mig, at der var flere lærere, der tænker: ’Det kan godt være, jeg ikke kan spille guitar eller klaver. Men jeg kan synge en sang, så det går jeg ind og gør. Det kan godt være, det ikke er flot, men jeg kan smitte med min begejstring og skabe et klasserum, hvor vi har en fælles oplevelse og er klar til at gå videre med dagen’”.

Sang og samspil skaber fællesskab og disciplin

Udover musiklæreren bestod panelet af næstformand i Skolelederforeningen Dorte Andreas, leder af læreruddannelsen på Via i Aarhus Svend Thorhauge, folketingskandidat for Radikale Venstre Klaus Bondam, direktør for Danmarks Underholdningsorkester Andreas Vetö og direktør for DEOO Asbjørn Keiding.

Svend Thorhauge pointerede, at musikfaget lider under, at man i sin tid gik væk fra, at alle lærerstuderende skulle beskæftige sig med to ud af tre praktisk/musiske fag. Det gør dels, at færre vælger musik som linjefag/undervisningsfag, dels at alle lærere har mistet et vigtigt redskab, som kan bruges i alle timer: Sangen.

”Musik er også en klasseledelsesmetodik, som man mister som skolelærer. Når man starter med at synge en sang, har man haft alle med, og så har man et helt andet sted at starte undervisningen”, sagde han.

Netop musikfagets fællesskabende egenskaber blev af flere i panelet påpeget som en af grundende til, at det er vigtigt.

”Hvis man giver børnene instrumenter, går der anarki i den, hvis man ikke også har disciplin og evne til at lytte til hinanden”, lød det fra Andreas Vetö, mens Dorte Andreas fortalte om elever, der stråler af glæde efter at have haft en musikoplevelse:

”Og når man er glad, er det svært ikke at have lyst til at lære. Musik kan skabe fællesskab, dannelse og uddannelse”.

Klaus Bondam pointerede endda, at hans reaktion på overskrifter i medierne om, at en andel af eleverne ikke lærer at læse og regne er, ”at de skal nok klare sig”:

”I hvert fald hvis de får nogle andre kompetencer. Og for mig er de største kompetencer at være i stand til at lytte til andre mennesker og at få en menneskelig, sanselig rytme ind i kroppen”, sagde han og tilføjede:

”Når man spiller, synger, danser og laver teater sammen, lærer man at lytte efter hinanden. Man er ikke noget alene, man er kun noget, når man sammen med andre kan bringe en fælles stemme frem”

Få få musiklærere og ingen efteruddannelse

Enigheden var også stor, når det kom til fagets udfordringer. Der er for få musiklærere, og kravet om komptencedækning gør, at efteruddannelseskronerne bruges i andre fag.

”Musikfaget er inde i en dødsspiral, der skal ændres. Vi er nødt til at befolke skolerne med nok folk, der kan undervise i det. Og der skal være nok af dem, så de ikke står helt ensomme med opgaven”, sagde Asbjørn Keiding.

Klasserummet er ”benhårdt”, og det får musiklærerne til at løbe væk, supplerede Andreas Vetö.

”Vi skal starte med at skabe et klasserum, hvor det er sjovere at undervise”, sagde han.

Dorte Andreas pegede på den udfordring, at skolen i højere og højere grad skal skabe resultater, der kan måles i form af testscorer og karakterer.

”Men jeg er også optimistisk i forhold til, at der er en bevægelse imod også at have fokus på den brede dannelse. Vi snakker om praksisfaglighed, mere varieret undervisning. Der er en fornemmelse af, at der skal ske noget”, sagde hun.

Endelig var der bred enighed om, at der er for få timer at gøre godt med.

”Det er langt ude, at man har sidste musiktime i sjette klasse. Der skal flere til”, lød det fra Signe Ballegaard Schmidt, der også slog til lyd for samarbejde mellem folkeskolerne og musikskolerne:

”Det er dem, der kan det fagfaglige”, sagde hun.

Obligatorisk morgensang?

Når det kom til drømmene for et fremtidigt musikfag, pegede Andreas Vetö på genindførsel af obligatorisk morgensang – og måske endda obligatorisk nodelære:

”Jeg er enig i, at sang er rigtig vigtig. Men læren at beherske et instrument er også vigtig. Det er noget andet at kunne spille sammen på den måde, end det er bare at synge”, sagde han og tilføjede:

”Hvis man virkelig skal ønske stort, kunne man jo ønske to lektioner om ugen op til 6. klasse og en enkelt i udskolingen også. Så kan man nå at lære noderne”.

Asbjørn Keiding påpegede, at der er krav om 45 minutters bevægelse om dagen i skolen.

”Hvis man også bevægede dem i 45 minutter om dagen med musik, drama, billedkunst og så videre, ville det være et stort løft af folkeskolen”, sagde han og erklærede sig enig i ønsket om obligatorisk morgensang – under hensyntagen til skolernes forskelligheder:

”Der skal være frihed til at tilrettelægge, hvad man vil ude på skolerne”, sagde han.

Og den pointe resonerede hos praktikerne i panelet. Dorte Andreas fremhævede netop de obligatoriske 45 minutters bevægelse som et eksempel på et måltal, hvor tallet - ikke bevægelsen - er blevet det vigtigste.

”Jeg går ikke så meget ind for, at noget skal være obligatorisk. Man skal hellere snakke om, hvorfor det er vigtigt”, sagde hun.

”Vores erfaring i skolen er, at tvang ikke virker. Jeg tror snarere på, at vi skal frisættes fra et målstyringsparadigme med utroligt fokus på at nå nogle fagfaglige mål i de tunge boglige fag. Med mere fokus på almen dannelse, skal morgensangen nok vokse frem helt af sig selv. Især hvis vi få nogle nye, unge kollegaer, der har musikken med sig”, sagde Signe Ballegaard Schmidt.

Klaus Bondam erklærede sig enig i, at hvis tingene kan vokse nedefra, er det at foretrække. Men han pointerede også, at han går ind for obligatorisk sang, hvis alternativet er, at der går kulturarv tabt – og det er han nervøs for er ved at ske, sagde han.

Klaus Bondam understregede desuden, at de kreative fag ikke bare er afbræk for eleverne, men også repræsenterer fagligheder, man kan forfølge en professionel karriere inden for senere.

Selv er han fra et akademikerhjem, men endte som skuespiller ikke mindst på grund af at være blevet introducereret til drama i skolen, fortalte han.

”Man må ikke glemme, at musik, kunst og kultur i grundskolen også er fødekæde ind til en professionalisering. Vi skal væk fra at tænke, at musiker, skuespiller eller billedkunstner er noget, man kan blive, efter man har taget en rigtig uddannelse at falde tilbage på”, sagde Klaus Bondam og tilføjede:

”Det er en rigtig uddannelse at gå på konservatoriet. Og man har et godt liv som uddannet musiker, skuespiller eller billedkunstner. Et anderledes liv, men et godt liv. Vi kan ikke alle sammen blive djøf'ere, læger, sygeplejersker eller skolelærere. Der skal også være nogle til det andet. Og det er også folkeskolens opgave”.