Fre. 25. jun. 2010 15:36 Nyhed

Lærere - og mange andre - flokkes om nyhederne

Af: Karen Ravn

40 pct. af læserne på folkeskolen.dk og de tilhørende webmedier er folkeskolelærere. 15 pct. er lærerstuderende, 6 pct. er skoleledere, og der er også mange ekslærere, friskolelærere, DPU-studerende, politikere og journalister, viser en undersøgelse

Der er omkring 40.000 besøg om ugen på folkeskolen.dk, lærerjob.dk, specialpaedagogik.dk, ernaeringogsundhed.dk og undervisere.dk.

I begyndelsen af juni mødte de besøgende et spørgeskema på vej ud fra netmediet. 818 læsere besvarede spørgeskemaet, som Peytz Analyse har udarbejdet for redaktionen. Besvarelserne viser blandt andet, at 13,3 procent besøger folkeskolen.dk mindst en gang hver dag, og godt 35 procent besøger netmedierne mindst en gang om ugen. For kun 7 procents vedkommende var det første gang, de besøgte sitet.

Folkeskolen.dk leverer god journalistik

"Folkeskolen.dk giver en god journalistisk dækning af skolepolitiske nyheder". Det udsagn erklærer de fleste sig enig i. Næsten 40 procent fortæller, at de er blevet opmærksomme på medierne gennem fagbladet Folkeskolen eller månedsmagasinet Undervisere.

To tredjedele kommer for at læse nyheder og artikler, men der er også mange andre formål med at besøge websites'ne. 28 procent søger ledige stillinger på lærerjob.dk, 15 procent bruger sitet til at læse og deltage i debatten, og 20 procent læser anmeldelser af undervisningsmidler og anden pædagogisk litteratur på nettet. Blandt de ældre brugere er der også mange, der kommer for at aflevere en krydsordsløsning, løse netkrydsord eller følge DLF-medlemmernes basar-annoncer om ferieboliger og lignende.

Ris og ros

Redaktionen har både bedt læserne om at fortælle, hvad folkeskolen.dk er rigtig god til, og hvad vi gør rigtig dårligt. Fra roselisten kan nævnes "først med nyhederne fra folkeskolen", "dejligt med overblik ét sted", "altid fremme med seneste forskningsbaserede viden", "relevante artikler til opgaver på seminariet", "det er rart, jeg i mailboks får ting, jeg tilmelder mig, så de informationer, jeg har brug for, er sorteret" og "uddybe den offentlige debat og lade læserne komme til orde".

Til gengæld er der kritik af søgefunktionen og layoutet, og en del har svært ved at navigere på det nye jobsite, lærerjob.dk. Nogle mener, at redaktionen er for dårlig til at skrive upartisk, andre, at medierne ikke i tilstrækkelig grad understøtter de politiske vinkler for lærere og lærerstuderende. Blandt besvarelserne er der udsagn som "politisk korrekt", "for pænt og velfriseret - som foreningen!" og "for holdningspræget".

Redesign

Efter lanceringen af det opdaterede jobsite med danmarkskort over de ledige stillinger har der været megen kritik af, at man ikke hurtigt kan danne sig et overblik over alle ledige job. Det er løst med knappen 'alle job' i venstremenuen.

Også folkeskolen.dk, specialpaedagogik.dk og ernaeringogsundhed.dk skal redesignes og vil i 2011 fremstå opdateret og forhåbentlig meget mere overskueligt. Her vil de mange input fra undersøgelsen naturligvis indgå.

God sommer

Redaktionen holder sommerferie. Der kommer en ferieudgave af fagbladet Folkeskolen den 15. juli. Bladet vil kunne læses på nettet fra den 13. juli om eftermiddagen. Deadline for annoncer og debat til dette nummer er den 7. juli kl. 12.

Netdebatten og netnyhederne holder også ferie, men så tidligt som muligt efter ansøgningsfristen den 5. juli fortæller vi som sædvanlig om søgningen til læreruddannelsen. Opret dig som bruger og tilmeld dig nyhedsbrevet fra folkeskolen.dk med interesseområdet læreruddannelse, hvis du vil have nyheden i din indbakke.

Der er nyheder igen fra den 2. august. Første nummer af Folkeskolen efter ferien kommer den 12. august, og august-nummeret af Undervisere udkommer den 19.

Kommentarer

Log ind for at skrive debatindlæg eller opret en profil hvis du ikke har en i forvejen
 
 
 

Folkeskolen · Postboks 2139 · Vandkunsten 12 · 1015 København K · tlf. 3369 6300 · folkeskolen@dlf.org
©2010 Folkeskolen og Stibo Graphic

Udskrift fra Fagbladet Folkeskolens / Månedsmagasinet Underviseres netmedier

http://www.folkeskolen.dk   http://www.undervisere.dk
http://www.ernaeringogsundhed.dk   http://www.specialpaedagogik.dk