Vis Skolelukninger på et større kort

Tir. 2. mar. 2010 11:37 Nyhed

Rekrutteringskampagne provokerer arbejdsløse lærere

Af: Miriam Lykke Schultz

Masser af lærerfyringer og nyuddannede, der har svært ved at få job. Det er virkeligheden for lærerne i flere kommuner landet over. Imens er DLF med i en kampagne, der skal få flere unge til lærerfaget. Det provokerer de lærere, der står uden job.

På Langeland har næsten hver femte lærer modtaget en fyreseddel, i Kolding er hver tiende stilling nedlagt, og 20 lærere skal fyres. I Haderslev er 45 stillinger sparet væk. I Vejle forventes mere end 60 lærere at miste jobbet, og i København frygter op mod 150 lærere fyresedler i de kommende måneder.

Alt imens kører Danmark Lærerforening sammen med Kommunernes Landsforening, Undervisningsministeriet og Lærerstuderendes Landskreds rekrutteringskampagnen "bliv-lærer.nu", der skal få flere til at vælge lærerjobbet. En kampagne der virker provokerende for de lærere, der har svært ved at få arbejde.

"Hvad med at fastholde dem der er, og sørge for at nyuddannede får arbejde. Så vil man sikkert nå langt", skriver Hans Andersen i en debattråd på folkeskolen.dk.

"Kunne ikke være mere enig! Bliver gal over at høre det, når jeg selv kæmper på 8. måned for at få et job", skriver Christina Schmidt.

Det må virke helt skørt

Hos Danmarks Lærerforening forstår man godt reaktionen fra de arbejdsløse lærere.

"Selvfølgelig er det nemt at forstå. Det må virke helt skørt, hvis man lige er blevet fyret, fordi der er for mange lærere på ens skole, og så kører lærerforeningen en kampagne for at få flere til at blive lærere. Der må virke helt tåbeligt", siger formand for Danmarks Lærerforenings skole- og uddannelsespolitiske udvalg Dorte Lange.

Der er områder i Danmark, hvor det ikke er let at få et job på hverken naboskolen eller i nabokommunen, hvis man bliver fyret, forklarer hun.

"Men den aktuelle situation er noget andet, end den vi kan se på lang sigt. Der er nødt til at være flere, der søger ind på læreruddannelsen, for at vi ikke står med stor lærermangel om nogle år", siger Dorte Lange.

Om nogle år er billedet vendt

Målet med rekrutteringskampagnen er ikke at imødekomme et aktuelt behov for flere lærere, men et behov der vil komme på sigt, mener Dorte Lange.

"Når de lærere, som i dag er i slut halvtredserne snart går på pension, så vender billedet. Derfor falder kampagnen på det helt rigtige tidspunkt", vurderer Dorte Lange.

"Det er jo nu de unge skal søge ind, for at de kan være uddannet om fire år."

Hun mener, at lærermanglen kun vil blive større med tiden. For hvert år er der flere lærere, der går på pension, end der bliver nyuddannet fra læreruddannelsen. Det vil sige, at underskuddet af lærere vil blive større. Derudover skal der tages højde for den geografiske forskel i læremanglen.

"Det er klart, at en lærer, der bor i Vejle, ikke kan bruge til noget, at der er lærermangel i Nordsjælland. Men vi er nødt til at se på det samlede billede, og der kan vi se, at efterhånden som flere og flere går på pension, bliver lærermanglen større på landsplan".

De bedste af de bedste

Målet med kampagnen er ikke at uddanne lærere til arbejdsløshed, understreger Dorte Lange.

"Men vi er interesserede i, at få så mange ansøgere som muligt til læreruddannelsen for at få de bedst muligt kvalificerede til lærerfaget. Jo flere der søger ind på uddannelserne, jo flere vil man tage fra toppen", siger hun.

"Tænk om lærerjobbet gik hen og blev så eftertragtet og anerkendt et job, at vi kunne have en sådan situation, som de har i Finland, hvor det kun er hver tiende ansøger, der kommer ind på læreruddannelsen. Det kunne jo være helt fantastisk."

 
BEMÆRK: Netdebatten er sommerferielukket. Der er åbent for nye indlæg igen fra den 2. august.

Kommentarer

Log ind eller opret en profil hvis du ikke har en i forvejen
 
Af Torben Larsen  2. mar. 2010 kl. 18:23
 

Dorte Lange udtaler i sit indlæg til forsvar for rekruteringskampagnen til læreruddannelsen trods stigende ledighed, at det jo ikke hjælper noget for en arbejdsløs lærer i Vejle, at der er lærermangel i Nordsjælland !

Så er det jeg gerne vil vide: Hvor er det præcis i Nordsjælland, at der er lærermangel ?

Ser man i Statistikbanken kan man se, at der var 30 ledige lærere i december 2008. Det tal var i december 2009 steget til 43 ledige lærere.

Så vidt jeg kan se, er det en landsdækkende tendens at lærerledigheden bare stiger og stiger. Jeg synes derfor, at man skal passe på med at foregøgle potentielle lærerstuderende, at deres jobchancer afhænger af, hvor i landet de bor !

 
Af Dorte Lange  3. mar. 2010 kl. 14:31
 

Det er vigtigt at understrege, at når jeg omtaler "lærermangel" - så er det mangel på uddannede lærere. I de nordsjællandske kommuner er 391 lærerstillinger besat med ikke læreruddannede. Det svarer til 10,98% af stillingerne. Værst ser det ud i Helsingør hvor det er 20% af lærerstillingerne, der er besat med ikke-læreruddannede.

Der kan godt være arbejdsløshed blandt uddannede lærere i nogle dele af landet samtidig med at kommunerne i andre dele af landet ikke kan få tilstrækkeligt med uddannede lærere til stillingerne.

På længere sigt kan vi forudsige at manglen på uddannede lærere bliver større - og sandsynligvis bliver et mere landsdækkende problem. Der er mange flere lærere der går på pension i de kommende år, end der uddannes.

 
Af Torben Larsen  3. mar. 2010 kl. 15:14
 

Så ser alt jo lyserødt ud for de 150 lærere i København, der måske skal fyres ? De kan så alle få arbejde i Nordsjælland og især i Helsingør !

Men - var der ikke en historie i sommer om en ledig uddannet lærer, der havde søgt i Helsingør, men ikke havde fået job ? Trods det store antal ikke -uddannede lærere. ! De Nordsjællandske kommuner vil simpelthen ikke af med de billige ikke uddannede lærere.

Jeg mener også, at man skal passe på med forudsigelser. Man forudsagde lærermangel under krisen i 1983 til cirka 1995. Det kom til at passe og man fik 13 gode år for uddannede og ikke uddannede lærere. Men en masse forudgående år , hvor uddannede lærere forlod faget pga de manglende jobmuligheder.

Nu vender det igen og lærerledigheden vil måske ramme de o. 10 % som i 80erne og 90 erne ?

Selvfølgelig er det bedst med uddannede lærere i reserve og det er også bedre for de unge at uddanne sig istedet for at være ledig.

Men hvorfor dog føre kampagne for at få flere til at uddanne sig til ledig lærer - lad dog markedet regulere sig selv - når lærermangelen måske kommer om 5-10 år, så må seminarierne være klar til at modtage de mange nye studerende. Skulle der ikke være pladser nok, så - Vupti, er det de bedste, der kommer ind !

 
 
 
 

Folkeskolen · Postboks 2139 · Vandkunsten 12 · 1015 København K · tlf. 3369 6300 · folkeskolen@dlf.org
©2010 Folkeskolen og Stibo Graphic

Udskrift fra Fagbladet Folkeskolens / Månedsmagasinet Underviseres netmedier

http://www.folkeskolen.dk   http://www.undervisere.dk
http://www.ernaeringogsundhed.dk   http://www.specialpaedagogik.dk