Specialundervisnings-elever følte sig overset i skolen

Af: Anna Marie Bohsen

De var i klassen - men de blev overset. Sådan oplevede mange elever tiden i folkeskolen med specialundervisning, viser et nyt forskningsprojekt. "På et tidspunkt måtte jeg på ud på toilettet for at se i spejlet, om jeg stadig eksisterede", siger én.

"En af flere pointer er, at vi som professionelle skolefolk skal være meget mere opmærksomme på vor egen rolle i, hvordan vi møder eleven og hvordan vi forvalter dette møde, fordi vi bidrager væsentligt til elevens personlighedsudvikling!

Det siger Christian Quvang, som for kort tid siden har gjort sin ph.d. færdig om hvordan tiden med specialundervisning har påvirket unges og voksnes liv og færden.

I godt fem år har han forsket i 33 unges og voksnes livshistorie om effekten af at have fået specialundervisning - for nogles vedkommende en kort periode i specialklasse.

Ph.d-afhandlingens titel "Jeg ville hellere have været i den anden båd" er citat fra en af deltagerne, som hentyder til, at hun hellere ville have været sammen med de andre i klassen, stedet for at blive henvist til specialklasse.

"Det har været overraskende at konstatere, at det at have haft problemer i skolen får så store konsekvenser i voksenlivet", siger Christian Quvang.

Ingen anerkendelse

Deltagerne fortæller om, at det har været en kamp dag ud og dag ind for at klare de ting, som man skal klare i skolen. Det har været mobning fra klassekammerater og fra lærere, som ikke så dem, ikke gav dem anerkendelse og ikke tog deres problemer alvorligt - og som behandlede dem åbenlyst forskelligt fra andre i klassen. Det er følelser, som også har præget mange af dem i deres voksenliv og deres valg af uddannelse og arbejde.

"Undervejs i udvælgelsen var der voksne mænd, som ikke ønskede at deltage, fordi de havde problemer med at fortælle deres historie", siger Christian Quvang og fortsætter: "Det går igen i beretningerne, at lærerens relationer til eleven er vigtigere end undervisningskompetencen. Man kan ganske enkelt ikke lære noget, hvis der er et modsætningsforhold mellem lærer og elev, eller eleven ikke kan finde ud af læreren.

Deltagerne fortæller, at 'lærerne tilsyneladende ikke kunne lide os, for de ville ikke hjælpe os'. De fleste lærere gør, hvad de kan. Men for nogle må fortællingerne mane meget til eftertanke og understreger vigtigheden af, at vi bevidst skal arbejde med vor egen selvforståelse: hvorfor arbejder vi egentligt med det, vi gør? Hvad motiverer os?", siger Christian Quvang. Han er uddannet lærer, har arbejdet som psykolog i 11 år, heraf ledende psykolog i otte år, lektor på læreruddannelsen på UC Syddanmark i Esbjerg og har siden 2005 arbejdet som videncenterkonsulent.

Flere aldersgrupper med

"Da jeg gik i gang i 2004, lå der ikke nogen større dansk undersøgelse, som havde afdækket de kvalitative forhold om børns og unges oplevelse af at blive henvist til specialundervisning - og af specialundervisningen som sådan. Fordi jeg har arbejdet en hel del med ungdomsproblemstillinger, var det nærliggende se på de unges oplevelser. Ret hurtigt fandt jeg ud af, at det ville være for kort et sigte. En femtedel af en ungdomsårgang får ikke en ungdomsuddannelse, og derfor ville erfaringsforløbet være for kort".

Det blev så til fire grupper respondenter: (1) 9.-10. kl. elever fra folke- og efterskoler, (2) unge, der gennem REVA skal have afklaret deres kompetencer i forhold til arbejde og uddannelse, (3) voksne i 20'erne som er i gang med uddannelse og arbejdsprøvning og (4) voksne fra sidst i 20'erne til 45 år.

I udvælgelsen sikrede Christian Quvang sig, at de 33 havde været i gennem ganske almindelig specialundervisning, enkelte kortvarig i specialklasse. Ingen af dem havde diagnoser som ADHD, var autister eller andet.

Der var også en fordeling mellem kønnene - 65 procent drenge og 35 procent piger, der afspejler den virkelige verden. Sidst men ikke mindst skulle det være deltagere, der både havde lyst til at fortælle og som også havde reflekteret over deres liv.

Negativ oplevelse

Generelt havde deltagerne en negativ oplevelse af at gå i skole. Og for mange af de unge og voksne havde det også været tale om selv-eksklusion: at de havde ekskluderet sig selv fra fælles aktiviteter og samvær, fordi de ikke mødte den anerkendelse, som de havde brug for.

"Men", siger Christian Quvang, "det var også vendepunktsfortællinger. For godt nok havde det været en kamp, men det havde også givet selvindsigt. Livet havde ført til ensomhed - men det havde også vist vejen til andre. Flere havde taget sig af andre, der havde problemer - eller de var blevet opsøgt af nogen, som havde samme slags problemer som dem selv".

"Min mening var at give disse mennesker en stemme. I mine år som lærer har jeg jo stået med elever, der skulle henvises til specialundervisning, og undervejs i forarbejdet til ph.d.'en kom jeg til at gribe dybt i min egen historie. Hvad havde min egen rolle været som lærer, som psykolog og som lektor på læreruddannelsen? Havde jeg gjort arbejdet godt nok? Pointen med at lærerne arbejder med deres selvforståelse er vigtig. Tja, det gælder vel egentligt ikke kun lærerne - men i det hele taget alle professionelle inden for velfærdsprofessionerne", siger Christian Quvang.