Mange års praktiske erfaringer fra klasserummet fortæller mig, at Greene har ret - disse børn har generelt brug for seriøs imødekommenhed og omsorg. Det betyder ikke, at de har brug for at blive snakket efter munden eller for at man lader som om, at de notoriske dumheder, de begår, ikke finder sted. Men en tur uden for døren eller en skideballe på inspektørens kontor løser bare ingenting.

Problemet er bare, at den opmærksomhed, der er brug for, umuligt kan gives af den pressede lærer i den akutte situation, hvor der sidder en hel klasse som tilskuere og venter på, at matematiktimen kommer i gang.

Derfor er vi simpelthen nødt til at oprette akutberedskaber ved hver (større) skole, der kan modtage disse elever og tage sig af dem, samtidig med at klassen kan komme i gang med det, de er kommet i skole for. Mange skoler har allerede oprettet dem - navne som 'Pusterummet', 'Rastepladsen' eller 'Perronen' indikerer, at der er tale om en mulighed for time out med henblik på hurtig tilbagevenden til den INTAKTE klasse med den FUNGERENDE undervisning.

Vi skal vænne os til at betragte sådanne ordninger som INKLUDERENDE. De sikrer nemlig, at et barn på vej ud af tangenten bliver stoppet og sat på plads i det intakte fællesskab inden det er røget derud, hvor eksklusion er eneste mulighed.

Forudsætningen for inklusion er fællesskab, der forudsætter et anerkendt og respekterert værdigrundlag, der forudsætter regelsæt, der forudsætter sanktionsmuligheder, herunder midlertidig eksklusion. Den ikke-ekskluderende skole er ikke blot en utopi, den er en dystopi, og ordenshåndhævelse i klassen er en af skolens vigtigste inklusionsfaktorer.

Ude i klasserne sidder foruden de bogligt svage og de dygtige også nogen, der danner en tredje gruppe med den ikke særligt smigrende betegnelse, "de eksplosive". Og dem interesserer den engelske psykolog Greene sig specielt for. Og det er meget prisværdigt. Det drejer sig om ADHD-børn og børn med andre udviklingsforstyrrelser. Og med sådanne børns tilstedeværelse bliver resultatet selvfølgelig, at de adfærdsforstyrrelser, som udeltheden udvikler hos de svage, der tabes, og hos de dygtige, der forsømmes, mangedobles til ubodelig skade for undervisningen. Og oppe ved katederet, hvis dette møbel i lighedens navn ikke er afskaffet, står en lærer, hvis opgave det er, at lære børnene procentregning, hvilket kræver en tidsmæssig lang opmærksomheds- og koncentrationsperiode hos børnene. Men samtidig anbefaler Greene, at lærerne ikke bør henvise de eksplosive til specialundervisning. Læreren skal bruge vist nok umådelig lang tid til en dialog, der er skåret sådan til, at læreren foruden at lytte med irritationsfri tålmodighed, anerkender og tager barnets vanskeligheder alvorligt. Men samtidig må man formode, at læreren skal fortsætte med at gennemgå procentregningens mysterier med bibeholdelse af den for denne undervisning nødvendige opmærksomhed og koncentration. Og hvordan kan en lærer det? Det må endvidere formodes, at en psykolog som Greene, der har en patient i konsultation, aldrig kunne finde på at behandle patienten samtidig med, at han sideløbende foretog telefonopkald med andet indhold end patientbehandlingen. Men læreren skal altså gennemgå procentregning, lade sig afbryde af voldsomme adfærdsudskejelser, samtale forstående, anerkendende og udviklende med ”patienten”. Derefter genetablere den for undervisningen forliste koncentration hos resten af klassen, genoptage undervisningen i den tid, det varer, før næste forstyrrende udbrud indtræffer. Og så fremdeles. Kan en lærer det? Nej! På et tidspunkt må procentregningen komme i første række. Indlæring af procentregning er jo en af grundene til, at børn går i skole. Og så må eksplosionskilden sættes uden for døren, sendes til inspektøren, eller henvises til den specialundervisning, hvor de forstående og sikkert tidrøvende samtaler ikke konkurrerer med en sideløbende presserende faglige indlæring. Eller anderledes sagt:. Læreren skal undervise i fag og ikke behandle ADHD-tilfælede, og han skal slet ikke både undervise i fag og sideløbende behandle ADHD-tilfælde.

Det er den for udelthedens opretholdelse nødvendige underminering af alt det fag-faglige, der gør det fristende at forøge rummeligheden - eller med et finere ord inklusionen – til det stadie, hvor enhver psykisk eller adfærdsmæssig udskejende bør behandles af den undervisende lærer i klassen. Når man vil have en skole, der som udelt producerer adfærdsudskejelser, må man have udvidede specialundervisningsmuligheder. Vil man indskrænke brugen af dyr specialundervisning, må man ændre skoleformen fra udelt til delt.