Ons. 19. aug. 2009 11:37 Nyhed

Bertel Haarder vil bruge toiletpenge til it

Af: Miriam Lykke Schultz

Undervisningsministeren gider ikke tale mere om toiletter. Nu gælder det it. Han vil bruge en stor del af de knap fire milliarder kroner, som KL og regeringen har afsat til renovering af folkeskoler, til it-investeringer.

It kan styrke fagligheden og er med til, at færre forlader skolen som dårlige læsere. Det viser en undersøgelse foretaget af Eva, som blev offentliggjort d. 18. juni 2009. Undersøgelsen viser desuden, at it er et godt redskab til at differentiere undervisningen og hjælpe og styrke både stærke og svage elever. Desuden kan det reducere behovet for, at børn skal udskilles og have specialundervisning, fortæller undervisningsminister Bertel Haarder.

"Investering i it er en investering i fremtiden", siger Bertel Haarder. Han vil derfor bruge en stor del af de knap fire milliarder kroner, som KL og regeringen har aftalt til renovering af landets folkeskoler.

"Vi skal benytte anledningen til virkelig at prioritere it. Jeg gider ikke høre mere om de toiletter. Nu er der vigtigere ting, der er på dagsordenen. Derfor har jeg inden sommerferien afkrævet finansministerens ord for at bruge en stor del på netop it", sagde Bertel Haarder på en perspektivkonference om it i folkeskolen, som Undervisningsministeriet holdt i går.

Folkeskolens udfordringer

It i undervisningen er ikke slået helt igennem, der er fortsat plads til forbedringer, mener Jørgen Bardenfeldt, administrerede direktør for Microsoft i Danmark. Han peger på tre store udfordringer, som folkeskolen står over for: Tidspres i hverdagen, efteruddannelse af lærerne og at it-infrastrukturen skal give brugeren den ønskede tilgængelighed. I den sammenhæng bør vi lade os inspirere af andre lande, mener Jørgen Bardenfeldt.

Lærernes opgaver

"Vi har fået tudet ørerne fulde af, at eleverne kan det hurtigere end lærerne. Ja, hvad ellers. Det skal man ikke få mindreværdskomplekser af. Eleverne kan det hurtigere. De har fået det ind med modermælken. Men lærerne er ikke overflødige, de kan deres fag. De skal bare skyde skuldrene frem og investere sig selv", siger Bertel Haarder, som også peger på, at en af de store udfordringer, lærerne står med lige nu er at få udstyret til at virke.

"It-udstyret skal virke, for det frustrerer lærerne, og de mister lysten til at satse på at bruge it som et middel i undervisningen. Lærerne skal trygt kunne regne med, at det virker hver gang. Ellers har det for lange udsigter at få it integreret", siger Bertel Haarder.

"Nu har vi prioriteret det her, nu må vi få skidtet til at virke. Det er ikke nok, at se på hvor mange computere der er på skolerne. Vi er nødt til at se på hvor mange computere, der reelt er brugbare", sagde Sanya Gertsen Petersen fra Eva på konferencen.

Rettet d. 19/8-09 kl. 15:44

Kommentarer

Log ind for at skrive debatindlæg eller opret en profil hvis du ikke har en i forvejen
 
Af Niels Christian Sauer  19. aug. 2009 kl. 16:07
 

Endnu en af disse jubelrapporter, hvor nogle it-forskere har sat en gruppe it-entusiaster til at vurdere alle it-fortræffelighederne. I dette tilfælde en lille gruppe it-arbejdende lærere, it-engagerede skoleledere og it-ansvarlige fra 11 skoler. Og de fortæller så, at ganske vist spilder eleverne masser af tid på it, ganske vist magter de ikke at bruge nettet kritisk, ganske vist tror eleverne at de har lært noget, når de bare har lavet kopier/sæt ind-øvelser, ganske vist fungerer teknikken ikke ordentligt, så lærerne kan ikke rigtig satse på det, ganske vist fortaber eleverne sig i form i stedet for indhold, ganske vist nytter efteruddannelsen ikke rigtig noget ... men konklusionener, at it KAN være med til at give os en sjovere, bedre og mere effektiv skole, det er ganske vist! Og mon ikke direktøren for Microsoft Denmark er helt enig?

Men hvornår sker det så? Nu har it i mindst 15 år slugt stort set alle resurser til udvikling i folkeskolen. Hvor mange år og hvor mange milliarder skal skolen bruge på det her, før vi dokumentere en ægte positiv effekt i form af bedre og større læring hos eleverne? Hvorfor får vi ALDRIG en egentlig komparativ undersøgelse, hvor skoler, der har satset på it sammenholdes med skoler, der har satset tilsvarende resurser på noget andet? Fx ordentlige fysiske rammer, herunder toiletter, så eleverne ikke skal sidde og holde sig hele skoledagen igennem. Så man kan trække vejret i skolen uden at blive kulilteforgiftet, så man kan slippe for tinnitus pga høreskader, så man få noget ordentligt at spise i stedet for at gå sukkerkold i tredje time osv.

Kritisk forskning FINDES, men kommer sjældent til orde. Se fx http://www.bestevidence.o..._07_2009.pdf

- et spritnyt forskningreview om undervisning af børn med svære læseproblemer - som herhjemme i stigende grad søges fixet med it-rygsække, der lærer børn at læse lisså lidt som kørestole lærer gangbesværede at gå. Det fremgår af denne rapport, der bl.a. har set på 14 undersøgelser af effekten af it -baseret læseundervisning (s.91-98), at effekten er MINIMAL - og helt uden sammenligning med effekten af en-til-en specialundervisning forestået af lærere, der kan deres metier.

Selvfede it-folk og papegøjepolitikere har vi nok af. Kan vi snart få noget saglighed ind i debatten om it i skolen?

 
ingen svar
Af Niels Christian Sauer  20. aug. 2009 kl. 19:27
 

Undskyld jeg 'eftertænder' på dette indlæg, men jeg må tilstå, at jeg føler mig mere og mere provokeret, efterhånden som jeg får læst på lektien.

Et er, at Bertel åbenbart mener, at ordentlige toiletter ikke er vigtigt. Man burde spørge ham, hvordan han selv har det, hvis han har været nødt til at holde sig i fem timer? Er der så ret meget der vigtigere end et toilet, selv for en minister?

Men noget andet er, at selve rapporten skamrides i artiklen:

It kan styrke fagligheden og er med til, at færre forlader skolen som dårlige læsere. Det viser en undersøgelse foretaget af Eva, som blev offentliggjort d. 18. juni 2009. Undersøgelsen viser desuden, at it er et godt redskab til at differentiere undervisningen og hjælpe og styrke både stærke og svage elever. Desuden kan det reducere behovet for, at børn skal udskilles og have specialundervisning, fortæller undervisningsminister Bertel Haarder

Hvor i rapporten er der belæg for disse konklusioner? Ingen steder, simpelthen. Det er ren ønsketænkning. Ingen af disse vidunderlige effekter har endnu indfundet sig i skolens virkelighed, 15 års milliardinvesteringer til trods. Om de nogensinde vil indfinde sig, er ikke til at vide. Man kan kun håbe. Det meget grundige engelske forskningsreview, jeg har linket til, dumper desværre it som værktøj i læseundervisningen af svage læsere.

Hvad nytter den megen snak fra politikerne om, at vi må vide, hvad der virker, når de er mere optaget af at ride deres kæpheste rundt i manegen end læse på lektien?

 
ingen svar
 
 

Folkeskolen · Postboks 2139 · Vandkunsten 12 · 1015 København K · tlf. 3369 6300 · folkeskolen@dlf.org
©2010 Folkeskolen og Stibo Graphic

Udskrift fra Fagbladet Folkeskolens / Månedsmagasinet Underviseres netmedier

http://www.folkeskolen.dk   http://www.undervisere.dk
http://www.ernaeringogsundhed.dk   http://www.specialpaedagogik.dk