Ons. 10. jun. 2009 Anmeldelse

IT & medier i undervisningen

- inspiration til skoler og skolebiblioteker

Materialetype: Hæfte
26 sider
Kommunernes Skolebiblioteksforening

Anmeldt af: Mette Schousboe

Undertitlen på denne udgivelse rammer plet. Her er virkelig tale om inspiration til at inddrage it og medier i undervisningen. Og når inspirationsmaterialet er så let tilgængeligt og af så høj kvalitet som i denne publikation, burde det sådan set være nok at opfordre til straks at gå ind på www.ksbf.dk og hente publikationen som pdf-fil. Eller læse den direkte på skærmen, så man kan udnytte de mange relevante link-henvisninger.

De fire interessante artikler er skrevet af kompetente folk. Først får vi en opfordring: "Tænd mobilen!" Elevernes mobiltelefoner skal tændes i undervisningen, så vi udnytter det læringspotentiale, der ligger gemt her. Især behandles den undervisningsrelevante del af konceptet "Lommefilm". Et spændende initiativ, hvor den nye teknologi afgjort kan gøre en forskel. Det andet indlæg handler om "Filmstriben" - en web-baseret distribution af kort- og dokumentarfilm som streaming video, hvilket giver helt nye muligheder for at inddrage film i undervisningen.

Artiklen om computerspil i skolen omhandler anvendelsen af computerspil i en systematisk læringssammenhæng. Her er mange gode ideer til inddragelsen af computerspil som en ny litterær genre. I den sidste artikel berøres fremtidens digitale skoletaske, "eBag", hvor eleverne hele tiden har adgang til forskellige medier og værktøjer, uafhængigt af hvilken lokation de befinder sig på.

Alt i alt er publikationen et rigtig godt initiativ og ved sin egen frie web-baserede tilgang i sig selv en ny formidlingsform. Så ja tak, gerne flere af den slags inspirationer.

Bragt i: Fagbladet Folkeskolen 15 / 2009


Yderligere materialeinfo

Kommentarer

Log ind for at skrive debatindlæg eller opret en profil hvis du ikke har en i forvejen
 
 
 

Folkeskolen · Postboks 2139 · Vandkunsten 12 · 1015 København K · tlf. 3369 6300 · folkeskolen@dlf.org
©2010 Folkeskolen og Stibo Graphic

Udskrift fra Fagbladet Folkeskolens / Månedsmagasinet Underviseres netmedier

http://www.folkeskolen.dk   http://www.undervisere.dk
http://www.ernaeringogsundhed.dk   http://www.specialpaedagogik.dk