Vis Skolelukninger på et større kort

Tir. 2. jun. 2009 11:01 Nyhed

Skole forbyder Facebook i skoletiden

Af: Jakob Wärme Hansen

Stigende problemer med mobning på Facebook får nu en skole i Kolding Kommune til at forbyde Facebook i skoletiden. Størsteparten af skolens elever er under Facebooks aldersgrænse på 13 år, så det burde slet ikke være et problem, siger skolelederen.

"Der har været nogle episoder, hvor børnene er blevet kede af det, fordi der blev skrevet nogle ting om dem på Facebook. Det vil vi gerne eliminere ved at forbyde Facebook i skoletiden. Det er en hjælp til de børn, der er lidt svage og udsatte", siger skoleleder på Sønder Stenderup Centralskole, Uffe Rasmussen til folkeskolen.dk.

Han fortæller, hvordan lærerne har oplevet at skulle løse et stigende antal konflikter mellem eleverne på grund af Facebook.

Burde ikke være et problem

Sønder Stenderup Centralskole er en 0.-6.-klasse skole, så det er ganske få af eleverne, der legalt kan have en profil på Facebook, hvor aldersgrænsen er 13 år. Det problem omgår børnene ved at indtaste en falsk fødselsdato og på den måde få adgang. Uffe Rasmussen opfordrer eleverne til at benytte andre portaler i stedet for.

"Der findes hjemmesider og portaler, der er målrettet børn i den aldersgruppe. Steder, hvor man rent faktisk har en politik og læser, hvad der bliver skrevet og holdt øje med, at der ikke er voksne, som udgiver sig for at være børn. Det tilbyder Facebook i hvert fald ikke", siger han.

Møder opbakning

Forbudet mod Facebook i skoletiden for de yngste elever bakkes op af Anders Balle, formand for skoleledernes forening.

"Hvis det er en skole, hvor børnene ikke er over 13 år, så synes jeg, det er meget relevant at sige: Så er det forbudt her på vores skole", siger han til JydskeVestkysten.

"Det er noget, jeg synes, at man skal snakke om og lave principper for i skolebestyrelsen i tæt samarbejde med forældrene", siger han.

Uffe Rasmussen opfordrer forældrene til at overveje om deres børn er gamle nok til at have en profil på Facebook. På samme måde opfordrer han til, at forældrene tjekker elevernes mobiltelefoner for underlødige sms'er.

 
BEMÆRK: Netdebatten er sommerferielukket. Der er åbent for nye indlæg igen fra den 2. august.

Kommentarer

Log ind eller opret en profil hvis du ikke har en i forvejen
 
 
 

Folkeskolen · Postboks 2139 · Vandkunsten 12 · 1015 København K · tlf. 3369 6300 · folkeskolen@dlf.org
©2010 Folkeskolen og Stibo Graphic

Udskrift fra Fagbladet Folkeskolens / Månedsmagasinet Underviseres netmedier

http://www.folkeskolen.dk   http://www.undervisere.dk
http://www.ernaeringogsundhed.dk   http://www.specialpaedagogik.dk