Tor. 14. aug. 2008 Anmeldelse

Medier 0.-4. klasse

Film, musikvideo, nyhedsindslag og tv-reklame

Materialetype: Bog med dvd
1.243 kroner, 87 sider
Forfatter: Grethe Grønkjær
GeGe Forlag - Telefon 8619 0119

Anmeldt af: Jesper Haghfelt

Bogen om medier

Dette materiale har bare gjort mig så glad. Her er alt om medier samlet i ét materiale

Jeg kan kun sige til lærere: Køb, læs, nyd og lær (selv - og dine elever om medier). Her er masser af stof til de mest garvede medielærere, og samtidig er det en formidabel introduktion til faget til alt fra begyndere i 0. klasse til lærere, der er på vej mod pensionen.

Mest imponeret er jeg over den trykte lærervejledning. Den samler i et let tilgængeligt, men alligevel fagligt grundigt sprog al teoretisk viden om billedmedier. Og ganske vist er materialet bygget op omkring disse, men enhver dansklærer vil kunne se, at store dele af stoffet lige så godt kunne anvendes til skrevne tekster (fag- og skønlitterære), faste billeder og tegneserier med meget mere. Der er nærmest tale om en grundbog til danskundervisning.

Derudover er der i lærervejledningen et vældigt udvalg af forslag til undervisningsforløb i 0.-4. klasse, men bestemt også til 5. og opefter. Disse forløb er endda ikke énstrengede (først, så, så og til sidst), men giver den enkelte lærer mulighed for at tilrettelægge egne forløb, så det passer bedst muligt til hende og hendes elever.

Forskellige arbejdsformer tilgodeser såvel de individuelle som de sociale kompetencer: enkeltmands-, par-, gruppe- og storgruppe/klasseopgaver. 

I øvrigt er det rart, at bogen giver en oversigt over relevante fag- og trinmål, så læreren nemt kan tjekke, at alt sker efter lovgivningen - og det er jo vigtigt i disse tider.

De medfølgende videoer med eksempler på de fire hovedgenrer, materialet er delt op i (film, musikvideo, nyheder og reklamer), er meget velvalgte. En del af disse vil kendes af eleverne et stykke tid endnu - og det er fint. Men jeg tror også, de er så godt valgt, at de ved førstegangsmodtagelse om nogle år stadig vil kunne ses uden at virke forældede/komiske, som megen hurtig formidling har en tendens til.

Kopiarkene til elevbrug er ligeledes fremragende, og når de så kan anbringes på skolens server, har det den fordel, at de kan hentes, når som helst man som elev eller lærer får brug for dem - papirnusseri-begrænsende.

Medielæring skal indeholde to elementer, en "læsefærdighed" og en "skrivefærdighed". Det sidste har det knebet lidt med i den moderne skoles jagt på paratviden. Men det er der bestemt blevet plads til her. Ikke blot i form af elevproduktioner i skoletiden, mange af disse vil givetvis inspirere en masse børn og unge til at lege videre i fritiden - det er reinforcement, så det basker.

Det trænger skolen til, og det vil give fremtidens voksne langt bedre muligheder for at komme til orde i de debatter, de måtte ønske at deltage i. Det er vigtigt for demokratiet, at almindelige borgere kan deltage og ikke bare lader sig tromle ned af diverse politikere, spindoktorer, "eksperter" og underholdningschefer, som for tiden nærmest har monopol på offentlig kommunikation. 

Bragt i: Fagbladet Folkeskolen 21 / 2008


Yderligere materialeinfo

Kommentarer

Log ind for at skrive debatindlæg eller opret en profil hvis du ikke har en i forvejen
 
 
 

Folkeskolen · Postboks 2139 · Vandkunsten 12 · 1015 København K · tlf. 3369 6300 · folkeskolen@dlf.org
©2010 Folkeskolen og Stibo Graphic

Udskrift fra Fagbladet Folkeskolens / Månedsmagasinet Underviseres netmedier

http://www.folkeskolen.dk   http://www.undervisere.dk
http://www.ernaeringogsundhed.dk   http://www.specialpaedagogik.dk