Kunsten at græde i kor

Anmeldt af: Ingrid Skovgaard Andersen

Død, sorg og fortjenester er uløseligt forbundne drivkræfter for den sønderjyske købmandsfamilie i Erling Jepsens medrivende, gruopvækkende, men også humoristiske roman. Titlen henviser til den bibeskæftigelse, faderen og hans 11-årige søn er fælles om. Nemlig at møde op til byens begravelser og levere tale, sang og løbende tårer på kind, så ingen (næsten) kan undgå at lade sig rive med, og alle græder i kor. Takken er øget omsætning, berømmelse og respekt fra landsbyens borgere. En berømmelse, som fører til tillidsposter. Begravelsesunderholdningen er bizar. Men familiens liv bag hækken slår det med syvmileskridt. For bogens jeg-fortæller, den 11-årige søn, er faderens velbefindende magtpåliggende. Hvis far har det godt, har alle det godt, og alle må yde deres ofre. Når verden går faren imod, må søster Sanne yde det største offer på sofaen i stuen. Et offer, som får fatale følger og sender hende på den lukkede afdeling. Moderen lever sit eget liv med småsang og det allestedsnærværende viskestykke. Men allermest lukker hun øjnene for hændelserne i familien og håber på fred og fremgang. Fremgangen smuldrer, da Sanne er væk, og rygterne om familielivet bag hækken begynder at løbe. Sønnen griber til handling og kidnapper Sanne fra den lukkede, så verdensordenen kan genoprettes. Det sker ikke, en mystisk brand skal opklares, og afsløringer truer.

Jeg-fortælleren har hele vejen igennem været gennemloyal over for familielivet (faderen). Fortalt og antydet om incest, mord og brand, som var det almindeligheder i enhver familie. En utrolig virkningsfuld og ærlig fortællemåde, som netop virker skræmmende. En bog, som bør formidles til de ældste elever i folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Læs den højt, nyd de sproglige perler og den dramatiske opbygning.

2003