Skolefaget idræt har den fordel frem for alle andre skolefag, at der bag faget findes en Team Danmark, der tager faget alvorligt og interesserer sig for fagets trivsel. De fleste andre fag har vist også en organisation eller en forening bag sig. Der skulle efter sigende eksistere både en matematiklærerforening, fysik/kemilærerforening m. fl. Men når det drejer sig om at tage disse fag alvorligt og røgte deres betydning og trivsel i folkeskolen, synes disse foreninger nærmest lammede. Mon det skyldes, at de tror, at folkeskolelærerne med brug af fupnummeret undervisningsdifferentiering kan holde samme faglige niveau, som det var muligt for den nedgjorte og nu udraderede delte realskole at holde? Næppe. Der skulle jo efter sigende sidde læreruddannede og lærerpraktiserende i disse foreninger. Men nu er Undervisningsministeriets lovfortolkning i forbindelse med den famøse eliteidrætsklassesag jo også så ny, at man kan håbe, at de forskellige faglærerforeninger tager sagen op på deres fags vegne.

Principielt er idræt et skolefag på linje med alle andre skolefag. Så hvis der er skoler, der vil udvikle en matematiktalentmasse, der måtte forefindes latent hos skolens elever, skulle der ikke være noget i Undervisningsministeriets lovfortolkning, som den er refereret i pressen, der hindrer disse skoler i at oprette matematikklasser for sådanne elever, når skolerne blot giver alle andre elever adgang til disse klasser. Og da ministeriet ikke har udtalt forbud mod, at der i de eliteidrætsklasser, hvortil der er eller bliver fri adgang for alle, undervises i eliteidræt, kan det næppe heller være forbudt, at man i de mulige matematikklasser, hvortil der jo også vil være fri afgang for alle, undervises i matematik på højt plan. Og tilsvarende for alle skolens andre fag. Og så begynder det hele da at smage af en børnevenlig og undervisningsegnet delt folkeskole. Det vil være en kæmpe pædagogisk udvikling af folkeskolen og et længe ventet og velfortjent nederlag for den forbenede ideologiske front.

Sauer spørger så, om de talentløse så skal samles i klasser for talentløse. Man kunne jo også spørge, om de talentfulde – de bogligt dygtige – virkelig skal fortsætte i al evighed med at være tvunget ind i de af Sauer døbte ”talentløses klasser”, hvor de dygtige kan få lov til selv at sygne hen i talentløshed. Sauer er åben for valgfagsdannelse. Hertil er for det første at anføre, at timetallet for disse valgfag er – og nok vil forblive - så minimale, at der med deres hjælp næppe flyttes noget som helst. For det andet eksisterer der formentlig stadig bestemmelser om, at valgfagene netop ikke må bygge på strengt boglig undervisning. Valgfagene har altid været et produkt af tåbelighedens antiboglighedshetz. Og for det tredje er det bragende ulogisk at opretholde en skoleform, hvor man er nødt til at klistre en slags boglige valgfag på de ældste klasser for at bøde på, hvad skolen ikke formår i skolens øvrige undervisning.