Mens vi venter på en ny Pisa....

Danmark har brug for digitale kompetencer. Både personlige for at kunne realisere egne potentialer og almene, som retter sig mod samfundsbehov. I et samfund, hvis innovationsevne forudsætter informationsudveksling og videndeling kræves i stigende grad, at den enkelte udover at kunne anvende it også kan arbejde skabende med it. Digitale kompetencer er i dag grundkompetencer og nødvendige kulturteknikker på linie med læsning, skrivning og regning. Disse teknikker skal beherskes og er en forudsætning for, at vi kan realisere nye ideer og ny udvikling. Danmarks fremtid ligger i kreativ innovation, ikke i industrisamfundets satsninger på primære og sekundære erhvervssegmenter.

Danmark fremstår i dag som en af verdens mest avancerede nationer målt på udbredelse af informations- og kommunikationsteknologi, skriver den digitale tænketank CIO Innovation Forum. Det er et stærkt udgangspunkt i den globale konkurrence. Men hvis de gode forudsætninger skal kapitaliseres i form af vækst og velstand, så er det nødvendigt, at Danmark også mønstrer verdensklasse, når det handler om de digitale kompetencer, som er nødvendige for at udnytte de teknologiske muligheder maksimalt. Men desværre peger en lang række undersøgelser på, at Danmark står med betydelige svagheder, når det handler om digitale kompetencer. Ikke mindst når det gælder uddannelsessystemet.

Derfor har folkeskolen brug for en diskussion og ny fortolkning af et alment dannelsesbegreb. Vor tid må forstås på tidens egne præmisser. Vi har ikke brug for kanoner og ideologisk genesis. Dannelse er et tidstypisk kulturbegreb og har intet med overleverede værdier og normer at gøre. Dannelse er et udtryk for personlige grundfærdigheder, evne til selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet sagde Klafki. Dannelse er hverken intellektuel konsensus eller et borgerskabsdomæne. Vor dannelsesforstilling skal beskæftige sig med vor tids almene problemer, spørgsmål og udfordringer, der vedrører alle mennesker og samtidig være så alsidig, at den kultiverer samtlige menneskelige evner, kognitive, færdighedsmæssige, motoriske, æstetiske, politiske osv. Det epokale synes at være forsvundet i den retraditionalisering, der forsøges indført, men som blot er gammel tænkning fra et industrisamfund, der ikke længere eksisterer. Er det grunden til at dagens digitale samfund forekommer fjernt fra folkeskolen, hvor fremadrettet mediedannelse og -socialisering nærmest synes fraværende?

IT-integration

Siden 1993 har it-integration været et krav i alle obligatoriske fag i folkeskolen. Undervisningsministeriets regionale konsulenter stod imidlertid i kø for at nedtone alvoren og implementeringshastigheden i skolen velvidende at skolerne langt fra rådede over tilstrækkelig teknik, ressourcer og lærere med nødvendige mediedidaktiske kompetencer til at løfte kravet. Her i 2007 er integrationskravet lige så lang fra realisering som for 14 år siden.

It og medier er ikke en integreret del af folkeskolens undervisning, langtfra, og det skønt børn og unge i dag kommunikerer via de elektroniske medier som aldrig før og henter langt de fleste informationer fra samme sted. Børn er informationssamfundets indfødte it- og mediebrugere, mens folkeskolen kører videre på industrisamfundets ideer om vidensetablering som en kanonisk reetablering af de store fortællinger. Et substantielt vidensbegreb. Hvorfor er situationen sådan, hvad er der gået galt? Bør folkeskolen resignere, skal vi give op og overlade børn og unges mediedannelse og –socialisering til kommercielle organisationer og reklamefirmaers interesser og regne med, at det hele nok går af sig selv. ”Børn er jo så dygtige til det dér med computer – de lærer sig selv det”. Skal vi opgive analytisk medierefleksion og kritisk forholden sig til it- og medieverdenen? Skal vi opgive at formalisere informationskompetence i folkeskolen? Eller skal vi tage skeen i den anden hånd og komme i gang inden den næste Pisa rapport retter endnu en sønderlemmende kritik af det danske uddannelsessystems håndtering af den manglende it- og medieintegration i skolen?

Dette er et forsøg på at redegøre for den udvikling eller mangel på samme som der er sket på it- og medieområdet i den danske folkeskole gennem de sidste 30 år. Ikke en systematisk gennemgang, men en udpegning af nogle afgørende forhold, der hver på sin måde har været en medvirkende årsag til at skabe et forvirret billede af it- og mediesituationen.

”5 minutter og du er i gang…”

Apple Computers voldførte nationen for en del år siden ved at lancere et slogan, der forsimplede computeranvendelse til et teknisk håndværk, der kunne læres på ingen tid. Hensigten var naturligvis at markedsføre McIntosh computere som langt mere brugervenlige end tilsvarende pc’ere. Men mange politikere og lærere tog ordene til sig i bogstaveligste forstand og en logisk konsekvens af denne tankegang måtte jo så også være, at man ikke behøvede at ofre særlig megen fokus på denne teknologi, da man jo havde eksperternes ord for, at det hele gik af sig selv. Og jo længere man er fra reel indsigt, jo mere overskueligt virker et læringsområde da også. Når man flyver til Paris, ser byen jo dejlig overskuelig ud set fra 10 km’s højde. Men er man først landet og begiver sig ud i byen, finder man hurtigt ud af, at dette ikke klares på en dag, en uge, en måned, men mere er et spørgsmål om år – måske ligefrem et livsstilsprojekt.

På samme måde er det med computere. Mere end én gang er undertegnede blevet bedt om lige at forklare det dér med computere en dag hvor jeg havde tid! Bare en time eller to. Folk finder dog hurtigt ud af at det ikke er så enkelt, som det er sagt og når teknologiens læringsmæssige potentiale og kapacitet for alvor går op for folk, skilles de i to hovedgrupper, som enten tager teknologien til sig eller vælger at betragte computeren som et uinteressant indslag, et tidstypisk stunt, der sikkert bliver umoderne en dag. Gruppen, som tager teknologien til sig, integrerer den i hverdagen, men finder imidlertid også ud af, at man nødvendigvis må begrænse sig i anvendelsen, da der hele tiden åbner sig nye muligheder og man ikke kan overkomme at sætte sig ind i dem alle. Med til at gøre anvendelsen kompleks er naturligvis også det forhold at informationsteknologien i sig selv konstant udvikler sig og nye muligheder opstår.

Netop den konstante udvikling har været en medvirkende årsag til det manglende fodfæste i folkeskolen. For hvordan skal man forholde sig til en muterende hybrid i et system, der kun uendelig langsomt tager nye medier til sig og som skal bruge årtier på at acceptere fx tegneserier og plakater som veletablerede genrer i børnenes hverdag og dermed i undervisningen?

IT – mutation i folkeskolen.

For omkring 30 år siden investerede man i de første computere i folkeskolen. Traditionen tro diskuterede man hvilken teknologisk standard, der ville sejre i fremtiden. Den dansk producerede Piccoline eller en af de utallige udenlandske. Fælles for teknologierne var imidlertid, at der ikke blev produceret programmer til dem. Det måtte brugerne selv og derfor etablerede ildsjæle blandt lærere rundt om på landets folkeskoler datalære. Datalære havde status som fag – valgfag – metodikken var éntydig ligesom fagets målsætning var enkel og snæver. Produktion af små programmer, der kunne udregne og udskrive prim- eller kvadrattal var centrale elementer. Man tegnede rutediagrammer og programmerede i højniveausprog, Basic eller Comal. Ildsjælene var oftest naturfagslærere, der havde it som en privat interesse og ikke veg tilbage fra at bruge en skruetrækker, når teknikken svigtede.

I firserne erkendte man at edb, som det nu hed, var mere end et naturfagligt stunt og indførte edb som et obligatorisk § 6 emne på lige fod med fx seksualundervisning og færdselslære. De obligatoriske emner blev ofte taget op i noget, der dengang hed klassens time og normalt var placeret på en fredag. Timens centrale indhold var præget af socialt samvær, hvor man bl.a. drøftede ugens genvordigheder samtidig med at man spiste hjemmebagt sandkage med grøn glasur og farverig krymmel.

Af gode grunde var det oftest klasselæreren og dermed dansklæreren, der havde klassens time og naturfagslærerne blev dermed udskiftet med lærere, der havde en humanistisk baggrund. Formål og indhold i det obligatoriske emne edb var kun vagt formuleret, det var derfor helt op til lærerens egen interesse, eller mangel på samme, og formåen at skabe rammer for og indhold i emnet. Konsekvensen af dette var naturligvis, at det var meget forskelligt hvad eleverne fik med sig fra folkeskolen - spændende lige fra rimelige færdigheder og godt overblik til absolut ingenting.

I halvfemserne fik folkeskolen en ny lov, som byggede på den forudsætning, at it, hvilket var det nye navn, var en integreret del af alle obligatoriske fag. Der stod godt nok intet i selve loven om it, men i bemærkningerne, som havde lige så stor forskriftsmæssigt vægt, var it-integration omtalt to steder. Dog undlod loven at definere, hvad den forstod ved it-integration, og det betød at mange lærere betragtede kravet som opfyldt, når blot man havde brugt computeren som et trænings- eller udskrivningsværktøj. Altså undervisning med computere. Undervisning i computerens betjening, begreber og betydning var sjældent i fokus og meget få lærere magtede at skabe synergieffekt mellem det it-faglige og det fag-faglige aspekt. It-integration blev i almindelighed betragtet som et påbud til lærerne om at kunne dokumentere computeranvendelse i et vist omfang. Kvantitet har alt for ofte overskygget kvalitet, når det drejede sig om perspektiver i digital udvikling og alene at tale om integration som begreb, betyder jo at sammenkoble to eller flere i udgangspunktet fremmede elementer til et hele. Reelt set bør it-integration vel snarere defineres som evnen til at fravælge it og medier, når teknologien, på baggrund af en kompetent didaktisk vurdering, hverken kvalificerer proces eller produkt. På den måde er dimensionen latent til stede og kan aktiveres i forhold til behov. Men tilbage til sporet.

It var altså i løbet af relativt få år gået fra at være et fag til at blive et emne for at ende som et undervisningsmiddel. Ikke så underligt at mange lærere havde det svært med forståelsen af it og it’s betydning for undervisningen. At computeren siden skulle blive et medie, et multimedie, som konvergerer mod andre medieformer og -udtryk, er senere blevet endnu en belastning for digitalt forskrækkede lærere.

Fornyet interesse og indsats.

Imidlertid begyndte man netop i halvfemserne fra politisk side stærkt at interessere sig for kvalificering af folkeskolens elever på det digitale område og mange forslag til handleplaner så dagens lys. Af de kendteste kan nævnes Dybkær-rapporten fra 1994 og Undervisningsministeriets fra 1995. Fælles for disse var, at de blev overhalet af virkeligheden og at de desværre målte indsatsen ud fra kvantitative kriterier. De beskrev it-problematikken primært som et spørgsmål om tilstrækkeligt udstyr, hvilket naturligvis er en nødvendig parameter, når man skal integrere it i fagene, men langtfra er afgørende. Analogt kunne man påstå, at jo flere bøger en skole har, jo bedre og hurtigere lærer eleverne at læse. Det holder selvfølgelig ikke og man besindede sig da også og udgav en kvalitativ strategi ”Handleplan 1998-2003” som på baggrund af en række undersøgelser godtgjorde, at man var nødt til at sætte ind på det it- og mediepædagogiske område også. Skole-it, det pædagogiske it-kørekort så dagens lys og lærerne blev sendt på kursus, hvor de lærte at med- og indtænke it i deres undervisningsplanlægning. Lærerne samarbejdede i team idet undersøgelser endvidere påviste, at normalt samarbejdende lærere ofte var privatpraktiserende, når det drejede sig om it i undervisningen, hvorfor kørekort-kurset blev tilrettelagt som teamsamarbejder, hvilket da også understøttede lovens krav hertil. Tankegangen er jo smuk, men levede ikke altid op til hensigten, idet kollaborativt arbejde undertiden polariseres på den måde, at gruppen fordeler arbejdet frem for at samarbejde, eller måske ligefrem overlader arbejdet til gruppens ”it-nørd” hvilket en senere Rambøll rapport ”E-Learning Nordic 2006” mere end antydede.

En tilsvarende indsats blev gjort med ”ITMF” initiativet (It, Medier og Folkeskolen). 340 mio. kr. blev givet til udviklingsprojekter, der involverede it og medier i folkeskolen. For at kvalificere projekterne stilledes krav om forskningstilknytning. Mange skoler var involveret i disse projekter, men nogen større effekt for it- og medieintegrationen syntes ikke at kunne spores iflg. den omtalte Rambøll rapport, og professor Mogens Nielsen, som efterfølgende evaluerede hele det samlede itmf-projekt konkluderede, at it stadig blev betragtet som noget parallelt, noget ekstra, i et slags pædagogisk frirum, som havde andre og videre grænser end det ”normale” undervisningsrum.

Rambøll foretog en række undersøgelser, i øvrigt på nordisk plan, og udgav ovennævnte rapport, som sammenfattende konstaterede, at disse to relativt store satsninger ingen effekt havde haft på it-integrationen i folkeskolen. Hvilket altså er situationen i dag, hvor bevågenheden mod it- og medieintegrationen helt synes forsvundet til fordel for en ensidig fokus på en material dannelsestradition, hvor industrisamfundets faglighedskrav er det centrale og hvor strukturelle rummelighedsproblemer søges løst ved kurser i specialundervisning og organisatoriske problemer gennem lederuddannelser, i hvilke specielt it- og mediedimensionen er totalt fraværende. Direkte forespurgt om situationen, resignerer formanden for skolelederforeningen Erik Lorenzen blot, og forklarer det med et efter- og videreuddannelsesefterslæb på ikke mindst specialundervisningsområdet og underbygger iagttagelsen med et noget visionsløst udsagn: ”Det er billigere”. (Jyllandsposten 9.3.2007)

Lærerseminarierne

Hvad gør lærerseminarierne så for at klæde nye lærere på til dagens kommunikations- og mediesamfund? Hvordan takler seminarierne it- og mediedidaktikken? Det mest præcise man kan sige er nok, at seminarierne intet gør. Lærerseminarierne er med deres stærke faglige struktur ikke orienteret mod den tværfaglig dimension, som it- og medieperspektivet repræsenterer. Det er derfor helt op til de enkelte faglige miljøer at involvere medier i deres undervisning, og det siger sig selv, at det derfor hænger på underviseren, i hvilken grad it og medier integreres.

Lærerstuderendes Landskreds lavede sammen med Dansk Industri en undersøgelse i 2006, som bekræftede, at det stod skidt til med it- og medieintegrationen på landets seminarier. En anden undersøgelse, der har strakt sig over 5 år af ca. 300 lærerstuderendes ”almen didaktik” - opgaver godtgør, at under 1 % af de studerende integrerer it og medier i deres undervisningsplanlægning. Almen didaktik er et signifikant område, idet de opgaver, der her produceres, på godt og ondt repræsenterer både den studerendes didaktiske tænkning og seminarieunderviserens, der jo er vejleder på opgaverne. Mange seminarielærere i almindelighed og undervisere i almen didaktik i særdeleshed har en lidt undskyldende adfærd i denne forbindelse, men situationen ændres nok ikke foreløbig så længe der ikke stilles formelle krav til en it- og mediedimension i læreruddannelsen. Underviserne er jo trods alt selv børn af en konservativ akademisk tradition, der absolut ikke involverer it og medier. Enkelte er endog i besiddelse af den akademiske arrogance, der ligefrem betragter it og medier som fremmedelementer og gerne koketterer med egen uduelighed på området. Og så bliver det først for alvor skræmmende. Når jeg skriver under 1% skal det dog tilføjes at tallet er stigende, hvilket sikkert kan tilskrives, at senere års studerende er it-indfødte, som er vokset op med digitale medier som et uundgåeligt vilkår, modsat tidligere studerende, som vel nærmest må betegnes som it-indvandrere og udelukkende gennem en personlig proaktiv indsats har lært sig selv at håndtere medierne. Men det må karakteriseres som et markant træk at man som elev i det danske uddannelsessystem forudsættes at være autodidakt på det digitale område.

Overfor den ene procent står 5 % af de studerende med didaktikopgaver, som på et eller andet niveau medtænker digitale medier. At den studerende er klar over, at muligheden for at anvende et it-lokale er til stede, at tekstbehandling er brugbar, er opmærksom på at bruge printer eller på anden vis signalerer et vist informationsteknologisk perspektiv, men kun som parallel til et fagligt forløb. Alt i alt giver det 6 % hvilket igen betyder at 94 % af de nye lærere ikke har – eller ønsker at anvende - et it- og mediedidaktisk beredskab. Som noget af det første i deres lærergerning må de ønske sig et it- og medieintegrationskursus, et efteruddannelseskursus! Et i øvrigt bemærkelsesværdigt træk er, at det virker som om meritlærere i højere grad integrerer it og medier end traditionelle lærerstuderende, at ”meritterne” har en it- og mediedimension med sig fra et samfundsliv, som den rene skolestuderende ikke har! Men merituddannelsen har kun eksisteret i få år og materialet er for lille til at gøre iagttagelsen signifikant. Men tankevækkende er det.

Man kunne forestille sig at den manglende indsigt miskrediterede lærerne i elevernes øjne, men paradoksalt nok viser en undersøgelse fra Farum Kommune, ITMF rapport nr. 153, at eleverne accepterer dette forhold og at de betragter det som et vilkår, at de på it- og medieområdet ofte er mere indsigtsfulde og har flere færdigheder end lærerne. Omvendt bør lærerne være opmærksomme på denne nye rolle, der i mange situationer gør eleverne til lærere og lærerne til elever.

Det helt store paradoks.

Og så er vi fremme ved det helt store paradoks. For selv om alle, der har kendskab til it- og medieintegration, erkender manglen på digitale kompetencer i folkeskolen og såmænd i hele uddannelsessystemet, har World Economic Forum udnævnt Danmark til at ligge på en suveræn førsteplads, når det drejer sig om it-anvendelse i det offentlige rum. Og det efter at Danmark har ligget på 3. pladsen flere år i træk. Og det på trods af at Danmark kun producerer 0,11 nyuddannede med en videregående IKT-uddannelse pr. 1000 borgere, hvor OECD-gennemsnittet er på 0,29 pct., hvilket som udgangspunkt betyder en relativt beskeden arbejdsstyrke med digitale udviklerkompetencer.

Danmark er altså et absolut førende land når det drejer sig om offentlig mediebåren kommunikation og servicering af borgene. Og vi ved det jo godt når vi skal indberette til Told & Skat, når vi skal henvende os til kommunen, når vi skal have tid til bilsyn, når vi skal bestille tid hos lægen osv. Det er uhyre nemt at anvende computeren og den allestedsnærværende internetadgang. Hvordan kan det så være at vort dannelses- og uddannelsessystem i den grad overser medierne? Hvorfor er tidens mest anvendte kommunikationsmiddel mobiltelefonen ikke et standardundervisningsmiddel? Hvorfor fokuserer vi så meget på mediernes negative sider og ikke den fremadrettede positive anvendelse i undervisningen? Med et mobilkamera kan eleverne tage billeder af hinanden i bad! Der er alt for mange grimme pædofile mænd i chatrooms! Spil er voldelige! MP3 - afspillere forstyrrer koncentrationsevnen! Hvis vi anvendte samme logik og anlagde samme syn på alle undervisningsmidler og gjorde det konsekvent i alle fag, ville hjemkundskab ikke have en chance med alle de knive, der anvendes, sløjd ville være umuliggjort på grund af alle fagets farlige redskaber og idrætsundervisningens legemlige udfoldelser kan vel i værste tilfælde være livstruende. Fortsæt selv.

Men hvorfor dette svælg mellem det offentliges udbredte anvendelse af it og medier, børn og unges helt naturlige mediebrug og så uddannelsessystemets manglende fokus? Der er et gyldent spørgsmål og man kan kun gisne om svaret eller svarene. Nogle mulige svar er allerede givet i denne artikel. Andre svar kunne være politikernes manglende viden om den reelle situation i folkeskolen. Vi har alle en mental model af folkeskolen, men for folk som ikke dagligt frekventerer den, kan forestillingen sagtens ligge helt tilbage til egen skoletid. En anden årsag til digital ignorance er naturligvis et spørgsmål om at råde over de nødvendige ressourcer – ikke mindst til efter- og videreuddannelse.

Et svar ligger givet vis i rekrutteringen af lærere og undervisere. Når man på et tidspunkt i sit liv vælger at beskæftige sig med undervisning og pædagogik, har man foretaget et valg. Men dermed også et fravalg. Man har således ikke ønsket en teknisk eller håndværksmæssig uddannelse, og en del lærere betragter uomtvisteligt blot computere som et stykke teknik, der kommer snigende ind i skolen. Et stykke teknik som man måske fravalgte, da man besluttede sig for at arbejde med mennesker og ikke maskiner. Uden dybere indsigt i og kendskab til de digitale mediers pædagogiske potentialer, er de jo blot nogle påtrængende indretninger, som ikke reelt har nogen berettigelse i uddannelsessystemet og hvis de endelig skal være der, må man jo ansætte folk til det! En hel del lærere opfatter de digitale medier som et ekspertforetagende, man ikke kan forlange skal interessere lærere, der ikke er i besiddelse af den store tekniske flair.

Et fjerde eller femte svar er, at meget få skoler har været gennem den nødvendige administrative og organisatoriske omstillingsproces, der skal til for at gøre it- og medier til almindelige redskaber og en naturlig dimension i skolens gennemgående læringsorientering. Skoler bliver altid bygget i forhold til den til tiden svarende informationsteknologiske udvikling og da meget få skoler er bygget inden for de seneste årtier, er indretningen af de eksisterende ofte præget af alternative løsninger, der mere er udtryk for det muliges kunst end et optimalt pædagogisk miljø, hvor it- og medietilgængelighed er prioriteret højt.

Flere andre svar findes og bør gøres til genstand for en diskurs, da det er eneste mulighed for at finde på løsninger til en uholdbar situation, der på et tidspunkt for alvor vil blive ubønhørligt formidlet i en Pisa – rapport til de danske beslutningstagere, der sikkert vil sende ansvaret videre til lærerne. Nu er det ikke sådan at den seneste Pisa-rapport undlod at gøre opmærksom på de nævnte problemstillinger, slet ikke. Men dens konklusion rettede sig mere mod drenge og pigers meget forskellige tilgang til medierne og til børn og unges primære mediekompetenceudvikling uden for uddannelsessystemet. At pigers manglende interesse for it og medier er så udtalt i Danmark siger måske også noget om skolens forhold til samme. Da piger traditionelt indtager en mere autoritetstro attitude i forhold til undervisningens indhold og ramme end drengene, kan den manglende interesse som et arketypisk træk sagtens være en konsekvens af, at skolen heller ikke tager it- og medieundervisningen alvorligt.

Hvad skal der så til?

Danmark har behov for et nationalt digitalt kompetenceløft. En indsats, som omfatter en bred satsning i grundskolen og et markant løft i de videregående uddannelser. Det digitale kompetenceløft må nødvendigvis tage afsæt i en fælles forståelse af hvad digitale grundkompetencer handler om. En dannelsesforestilling, der tager udgangspunkt i en fælles forståelse af vor tid, på tidens egne præmisser. En forståelse af ”hvad det er for en viden og hvilke færdigheder, der gør det muligt at udvikle, kommunikere og realisere mentale modeller ved hjælp af digital teknologi”. Vi kan ikke forsvare en fortsat negligering af reel it- og medieintegration i uddannelsessystemet. Fortsat debat om folkeskolens formål, grundskolens ramme, uddannelsernes indhold og et nyt digitalt dannelsesbegreb er vigtig.

Amerikansk industris konkurrenceevne lægger i disse år, på baggrund af et voldsomt betalingsbalanceunderskud og i kraft af en svag dollarkurs, afstand til den europæiske. Erhvervseksperter vurderer imidlertid at den primære gevinst ligger i amerikanernes innovative evner til at lynimplementere nyeste it- og medielandvindinger. Så ikke kun ud fra et dannelsesmæssigt synspunkt, men også ud fra et økonomisk, er situationen den, at skal Danmark på længere sigt være i stand til at konsolidere og måske udbygge den gunstige økonomiske situation, landet befinder sig i, er det nødvendigt at tage den informationsteknologiske udvikling alvorlig. Og det kræver at vi tager den digitale dannelse i uddannelsessystemet seriøst.

Erfaringen viser os at en tøvende holdning til implementeringshastigheden ikke skaber brugbare resultater, at digital selvregulering desværre indeholder for mange dispensationsmuligheder og at en konsekvensløs holdning til den ikke-eksisterende it- og medieintegrationen ikke fører nogen steder hen.

Der må derfor indføres bastante krav til anvendelsen af it og medier i uddannelsessystemet. Der må indføres formelle krav til skolelederes indsigt i den digitale dimension, og man må sikre sig, at ledere evner proaktivt at deltage i og lede it- og medieudviklingsprojekter. Få skoleledere formår dette. Det digitale perspektiv bør derfor være et obligatorisk element i alle lederuddannelser, hvilket langt fra er tilfældet i dag. Der må ligeledes indføres formelle krav til lærernes viden om digitale medier og håndtering af informationsteknologi i den daglige undervisning. It-integration bør være obligatorisk på alle seminarier. Endelig bør it oprettes som fag i skolen og indholdet konstitueres af en fælles definition på digital dannelse. Der må indføres eksamenskrav til elevernes brug af computere og anden teknologi. 14 år med en ulden holdning til it-integration og fraværet af reelle krav har gjort, at langt de fleste børn, der forlader folkeskolen ikke har de mest basale digitale kompetencer. Bevares - de har indlært sig nogle enkle faste rutiner - primært i deres fritid - men ved meget lidt om generel betjening, endnu mindre om den til it- og medieverdenen forbundne begrebsverden og intet til områdets betydning.

Kommer vi ikke snart i gang vil næste Pisa – rapport dømme os hårdt!

Bernt Hubert

Programleder,

CVU København og Nordsjælland

Titangade 11, 2200 CPH N

+45 35 86 85 78

bhu@cvukbh.dk

www.cvukbh.dk