Skole investerer 100.000 kroner i digital undervisning i 7. klasse

Bøger og bærbare er på vej ud af skolen til fordel for iPads og andre tablets-computere, spår eksperter. Til august sker det for en klasse i Aarhus, der skal hedde 7. i. Skolen afviser, at i'et er føjet til for at lefle for iPad-producenten.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forlagene er i fuld gang med at ruste sig til en fremtid uden skolebøger med en række tilbud om materialer til e-læring. Det viser årets skolebogmesse, som i dag holder sin anden og sidste dag i Aarhus. Men det bliver næppe den bærbare computer, der skal servere digital undervisning for eleverne. Atea, der sælger Apple-produkter til danske institutioner, mærker en stor interesse for iPad'en, fortalte salgschef Lars Villy Nielsen i dag til folkeskolen.dk.

Interessen kommer blandt andet fra Vestergårdsskolen i Aarhus-forstaden Viby. Skolen vil gøre sin kommende 7. klasse til kommunens første 100 procent digitale skoleklasse og investerer 100.000 kroner i iPads til eleverne.

"Det er ikke teknologien som sådan, der er interessant, men det vi kan bruge den til. Allerede for seks år siden brugte vi mobiltelefoner i undervisningen, og i dag har vi interaktive tavler på hele skolen. Men hvis vi for alvor skal bruge it i undervisningen, kræver det tilgængelighed, og det kniber det med i dag", fortæller viceskoleleder Thorkild Clausen.

Eleverne skal kun huske iPad, madpakke og idrætstøj

Skolen oplever et stort pres på de få computere i klasseværelserne, og der er også kamp om computerlokalet.

"Derfor har vi fokus på, hvordan vi kan få vores digitale omverden ind i klasselokalerne. Bærbare computere er en mulighed, men de fylder noget mere end en iPad, og de er formentlig også på vej ud. Derfor har vi besluttet os for at prøve med iPads, der i hvert fald på brugersiden har større fordele end andre tablets på markedet", siger Thorkild Clausen.

Han vil gerne prøve af, om eleverne kan komme i skole uden andre fysiske ting end deres iPad, madpakke og idrætstøj. Forsøget har den fordel, at lærerne er vant til at forberede sig til de interaktive tavler.

"Det primære er, at eleverne skal blive dygtigere, både til it og det faglige. De er vant til at operere elektronisk, og vi tror, det vil motivere dem, at de har deres bøger, hæfter, opgaver og filer lige ved hånden. De glemmer aldrig deres mobiltelefon, og de vil heller ikke glemme deres iPad", forudser viceskolelederen.

En iPad behøver ikke være mest hensigtsmæssig om tre år

En ting er udstyret. Der skal også indhold i det.

"En del af Microsofts programmer kan afvikles på iPad, Google har både e-mailprogrammer og regneark, og der findes andre gratis programmer. Og så skal vi undersøge, hvilke undervisningsprogrammer, vi tror mest på, og tegne abonnement på dem. Som lærer er man altid forpligtet på at træffe sit valg af materialer ud fra de mål, man skal nå. Her foregår det bare digitalt", siger Thorkild Clausen.

Skolen har af økonomiske årsager valgt 7. klasse til forsøget, fordi der kun er én klasse på årgangen. Men skolen håber alligevel, at dele af projektet kan medfinansieres af fonde eller firmaer, som måske vil have deres udstyr testet i rigtig undervisning.

Det er dog ikke for at lefle for Apple, der står bag iPad'en, at den kommende 7. klasseselvfølgelig skal hedde 7. i, som skolen udtrykker det.

"I'et er mest en joke, men det skader ikke, at eleverne bliver genstand for særlig opmærksom, som også forpligter dem. Vi har ingen forkærlighed for Apple, og jeg har ikke selv nogle af deres produkter. Det er læringen, der er interessant. Når det gælder udstyr, er vi er underlagt den globale udvikling, og det er ikke sikkert, at et Apple-produkt er det mest hensigtsmæssige om tre år", siger Thorkild Clausen.