I 2014 indgik regeringen og KL aftale om Brugerportalsinitiativet, som indbefatter anvendelse af en fællesoffentlig it-infrastruktur med digitale læremidler, teknologier og læringsportaler, hvor elever, forældre, pædagogisk personale, forvaltninger og statslige myndigheder får adgang. Løsningen skal være udbredt til alle skoler ved udgangen af 2017.

Hvad sker der i klasserummet, når digitaliseringen af folkeskolen som beskrevet i Brugerportalsinitativet træder i kraft? Hvad sker der med lærerrollen? Hvad sker der med eleven? Hvad sker der med fællesskabet? Hvad sker der med undervisningen?

Denne lille serie af indlæg er baseret på synopsiseksamen på pædagogisk psykologi på DPU, hvor jeg og en studiekammerat (Gitte Demant) stillede os for at undersøge hvilke effekter (virkninger) det får, når elever undervises med hvad vi kalder for læringsportalstyret undervisning. Man kan derfor betragte dette som forskning som kan åbne op for yderligere undersøgelse og dialog, idet vores indlæg er et kundskabstilbud.

I første indlæg behandlede jeg lærerrollen:

https://www.folkeskolen.dk/590455/laeringsportalstyret-undervisning-1-laererrollen---fra-sol-til-satellit

I andet indlæg behandlede jeg Brugerportalsinitiativet:

http://www.folkeskolen.dk/590619/laeringsportalstyret-undervisning-2-brugerportalsinitiativet

I dette indlæg vil jeg analysere på en udtalelse, som en elev udtalte i forbindelse med læringsportalstyret undervisning:

”Hvis læreren mener, at vi godt kan målene, så markerer de med en stjerne, og så føles det som en sejr. Vi får også en medalje. Det er lidt ligesom likes på Facebook”

Den første del af citatet ” Hvis læreren mener, at vi godt kan målene, så markerer de med en stjerne, og så føles det som en sejr. Vi får også en medalje” vil blive behandlet nærmere i et efterfølgende indlæg om målstyring og indgår ikke i denne analyse. Denne analyse har nemlig fokus på, at eleven efter at have udtalt, at en stjerne, medalje er udtryk for at eleven har præsteret fagligt og nået målene, pludselig inddrager likes på Facebook.

Analyse:

Facebook er udtryk for, at elever er sammen, selvom de ikke befinder sig i det samme fysiske rum. Rummet hvori eleverne socialiserer, er dermed ikke begrænset til den analoge/fysiske kontakt, men også den virtuelle, bl.a. i form af Facebook. Den fysiske kontakt og relation er den mest ønskelige, men den virtuelle anses som et vigtigt alternativ. Det virtuelle rum tæller dermed ligeså højt for eleverne, som det fysiske, i forhold til at pleje sociale relationer. Likes på Facebook er dermed udtryk for at blive set og anerkendt af elevens sociale netværk på Facebook.

Interaktioner på Facebook hænger sammen med Belonging – hvor jeg vil henvise til definitionen fra Helle Rabøl Hansen, hvor begrebet beskrives som ”Belonging handler om tilhørsforhold, om mennesker i socialitet, om fællesskaber, om et vi.”

Mennesket har altså brug for at høre til, at have et tilhørsforhold, er social af natur og være en del af et vi.

De største risici i forhold til at føle sig ekskluderet eller ignoreret, når vi taler om Facebook, er to faktorer: Mangel på aktive bidrag fra personen selv eller mangel på feedback fra andre.

I eksemplet med elevens udtalelse ser vi, hvordan stjerner og medaljer som er udtryk for anerkendelse for elevens faglige præstation og feedback fra læreren sammenblandes med Likes på Facebook, som også er udtryk for anerkendelse og feedback – men her handler det ikke om faglig præstation, men om socialisering, om at føle sig set, anerkendt og høre til – Belonging. Det interessante er, at eleven sammenblander hvad der sker i klasseværelset, hvor der er en lærer og klassekammerater, med et virtuelt fællesskab. Hvad kan det være udtryk for?

I læringsportalstyret undervisning er der som udgangspunkt fokus på elevers individuelle læreproces, med individuelle mål, måling af individuel progression. Hver elev sidder med sin iPad eller PC. Der er stille i klassen, da hver elev interagerer med læringsportalen (resumé af observation).

I en undervisningssituation, hvor eleven ikke længere interagerer direkte med læreren (hvis rolle er ændret fra underviser til facilitator og observatør (se indlæg ”Fra sol til satellit)), og hvor der ikke længere er etableret et fællesskab i klasserummet med et vi, opfyldes elevens behov for Belonging ikke længere i klassens fysiske fællesskab. Eleven trækker derfor det virtuelle fællesskab i form af Facebook ind i situationen, for at opfylde sit sociale tilhørsforhold, et vi, Belonging.

Konsekvenser:

Konsekvensen er altså, at elevens behov for socialisering ikke opfyldes i klasserummet længere, da der ikke er et fællesskab og interaktioner med læreren. Eleven må derfor inddrage et andet fællesskab, nemlig det virtuelle fællesskab på Facebook, for at få opfyldt sit sociale behov.

Dermed mistes en vigtig funktion i skolelivet. Socialisering, relationer og interaktioner med lærer og klassekammerater. Eleven henvises i stedet til et virtuelt fællesskab.

Danske børn er globalt blandt dem, som bruger mest tid foran skærmen, fremfor tid sammen med vennerne. Dette er skærpet kraftigt på grund af de længere skoledage i forbindelse med reformen. Her socialiserer børnene især med klip fra Youtube og dette har ligefrem medført et begreb; ”Youtube-generationen”. Mens de lidt ældre har Facebook som primær socialisering, foretrækker de yngre Youtube som primært socialt medie. (Information 18.06.2016). I privatsfæren har børn og unge altså den virtuelle verden som primær socialisering. En vigtig pointe i denne forbindelse er, at elevernes muligheder for socialisering i det fysiske rum på skolen, i form af fællesskaber, interaktioner og relationer med lærere og klassekammerater mere eller mindre fjernes med læringsportalstyret undervisning.

Virtuel socialisering kan ikke vurderes som værende positiv eller negativ. Det skal anskues i forhold til hvilke faktorer eleverne i øvrigt interagerer med. Der er dog flere mulige konsekvenser i forbindelse med den øgede virtuelle socialisering:

Eleverne spejler sig ikke i levende mennesker eks. ansigtsudtryk, gestikulationer, nonverbale signaler, stemmer, kroppe, mærken, væren – men i todimensionelle figurer på en skærm, erfaret med øjne, ører, fingre og hjerne. Elevens interaktion bliver dermed fattigere på sansning, oplevelser, interaktioner, relationer og kropslige erfaringer.

Konsekvensen kan være, hvad Vygotsky ville kalde for deprivation, eleverne depriveres bl.a. i kraft af mangel på virkelige sociale interaktioner, og kulturen de bliver tilbudt er selektiv ud fra børnenes egne normer og kriterier. Dermed lukkes deres erfaringsverden.

En anden konsekvens er egocentrisme og fraktionering af jeg’et; eleven er ikke et sammenhængende ”jeg” men defineres fraktioneret af stumper og bidder defineret af, hvor eleven opsøger interaktioner virtuelt. Eleven spejler sig ikke i virkelige mennesker, men i virtuelle figurer. Selvom eleven opsøger virtuelle relationer, er det ud fra et egocentrisk udgangspunkt. Der kan vælges til og fra. Uenighed kan lukkes med et klik. Dermed kan muligheden for forpligtethed, samarbejde, at være i fællesskabet, at håndtere uenighed og at deltage i demokratiske processer mistes.

En tredje konsekvens er hjernens plasticitet; professor i neurobiologi Albert Gjedde advarer mod den stigende digitalisering i forhold til børns udvikling. Ifølge Gjedde risikerer man børn med autistiske træk, fejludvikling og afstumpethed, fordi børnene ikke bliver socialiseret i interaktion med virkelige mennesker. Her har Gjedde også advaret mod den stigende brug af digitale læremidler i børnehaveregi - man er endda begyndt at introducere iPads for vuggestuebørn.

En fjerde konsekvens er kropslige erfaringer, at mærke sig selv i verden, at mærke andre. Vi lever i verden med hele vores krop og erfarer verden igennem den. Hvis vores erfaringsverden begrænses til en skærm, ører, øjne, fingre og hjerne bliver vores sansning og erfaringer begrænset til dette. Kroppen bliver stationær, den bevæger sig ikke i det fysiske rum. Det er kun i det virtuelle rum der sker bevægelse. Kroppen bliver bærer, et hylster, som bærer den lærende, erfarende og levede som begrænses til hvad den virtuelle verden kan tilbyde.

Perspektivering:

Som jeg har beskrevet i tidligere indlæg, kan læringsportalstyret undervisning ikke anskues særskilt, men skal ses i sammenhæng med andre faktorer, bl.a. Brugerportalsinitiativet, målstyringsparadigmet, New Public Management og digitaliseringen. Bemærk også, at indlæggene ikke omhandler digitale læremidler generelt. Der kan være pædagogisk og didaktisk velbegrundede muligheder ved at anvende digitale læremidler. Elevers virtuelle socialisering behøver ikke være et problem, men det kan blive et problem, hvis børn og unge overlades til virtuel undervisning og socialisering, også i skolerummet. Det er i skolen, elever skal udvikles, få kundskaber, socialisere og dannes til et meningsfuldt liv i fællesskabet. Her vil der, som der er lagt op til i forhold til Brugerportalsinitiativet, sammen med læringsportalstyret undervisning, være overhængende fare for store konsekvenser for børnenes udvikling og socialisering. Ovenstående konsekvenser er anskuet ud fra bl.a. udviklingspsykologiske, interaktionistiske, neuropsykologiske, psykodynamiske og fænomenologiske perspektiver.

Kilder:

https://www.information.dk/moti/2016/06/verden-voksne-forstaar