Åbne læringscentre

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På bagkant af diskussionen om helhedsskolen er der flere ting, som taler for skolen som noget, der rækker ud over syv lektioner om dagen. I en tid, hvor politikerne snakker - om ikke andet - om flere midler til skoleombygninger med videre, vil vi endnu en gang benytte lejligheden til at tage dette emne op. Det skal ikke mindst ses i lyset af, at andre uddannelsesinstitutioner nu betegner det som en succes at udvikle skolen til et fleksibelt læringsmiljø. Helt konkret drejer det sig om en række erhvervsskoler, der har indrettet åbne læringscentre. Et åbent læringscenter kan kort beskrives som et sted på en skole, hvor lokalet er indrettet med forskellige læringsressourcer inklusive et par stykker af kød og blod. Det specielle er, at computerkraft, netværker og elektroniske undervisningsmaterialer gives frit i et anderledes pædagogisk rum, hvor eleven er i centrum for egen læring. Det er altså et supplement til den grundlæggende undervisning, og lokalerne er derfor åbne efter skoletid, gerne også i aftentimerne, hvor andre brugere fra lokalområdet kan bruge dette videnscenter. Det er vigtigt at påpege, at der ikke er tale om offentlige Internetcafeer, men at der er knyttet en pædagogisk praksis til, og at al den software og elektronik, der måtte forefindes, er målrettet imod læring. Konceptet er, som tidligere skrevet i disse spalter, hentet fra England, der har stor succes med det, og de foreløbige erfaringer fra Danmark er altså ligeledes gode. Vi vil derfor anbefale at bestille temahæftet 'Åbne læringscentre - hvorfor og hvordan', som netop er udgivet på Undervisningsministeriets forlag. Hæftet er skrevet af A. Neil Jacobsen, som man kan læse et interview med på følgende link fra Undervisningsministeriets hjemmeside:http://www.uvm.dk/nb/nb0021/7.htm

Denne uges NETopNU er redigeret af Synne Andersen og Vibe Strange