Nationalt netværk af skoletjenester

Blog

Lokale arkiver udvikler læringstilbud

Mange børn kender nok nissen Pyrus på arkivet i julekalenderen, men uden at fornærme nogen tror jeg, at de færreste børn nogen sinde har været på et arkiv. Det bliver der forhåbentlig lavet om på nu. For arkiverne passer som fod i hose ind i den åbne skoles formål om, at eleverne skal have større kendskab til lokalsamfundet som forudsætning for at styrke den lokale sammenhængskraft.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Kolding Stadsarkiv har man udnyttet den mulighed for at samarbejde med lokale lærere. På kommunens årlige skole-kultur-dating-dag søgte arkivet lærere, der frivilligt ville være med til at udvikle nye læringstilbud, og det er der foreløbig kommet fire forskellige tilbud til mellemtrinnet ud af. På stadsarkivet arbejdes der med særlige tilrettelagte tværfaglige forløb, hvor billedkunst, historie og samfundsforhold indgår i et samlet forløb. Det har resulteret i en ny måde at lære på, hvor ord som kildekritik, historiske scenarier, og -fortælling bliver håndgribelige gennem elevernes arbejde med visuelle produktioner og samtidig udgangspunkt for både perspektivering og refleksion. Pt. er stadsarkivet i samarbejde med de øvrige lokalhistoriske arkiver i Kolding og med lærere fra kommunen i gang med at udvikle lignende tilbud til udskolingselever.

Nationalt netværk af skoletjenester

Lærerne har i forbindelse med en evaluering udtalt: ”Dejligt at få tid til at fordybe sig i sit fag”, ”Skønt at være den, der bliver spurgt på grund af ens faglighed”, ”Her er engagement og plads til de vilde idéer”.

Hvis det inspirerer dig som lærer, vil vi råde dig til at kontakte det lokale arkiv hurtigst muligt. I løbet af efteråret er SkoletjenesteNetværk nemlig med til iværksætte nye initiativer, der skal få selv de mindste arkiver bragt i spil i skolens fag.

Kontakt SkoletjenesteNetværk, hvis du mangler viden om, hvad du som lærer kan bruge arkivet til i din undervisning.

HistorieLab bevilliger mindre puljer, som bl.a. kan bruges til samarbejde med det lokale arkiv (link)