BLOG

Empty article - Subtitle

Peters gode ide

Evaluering der motiverer eleverne til at interessere sig for fysik/kemi.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er ikke specielt dygtig – til at fremstille et måltid mad. En gang var jeg en rimelig habil til at lave mad. Jeg var nysgerrig, interesseret og engageret i madlavning. På et bestemt tidspunkt i mit liv blev min interesse for kogekunst dræbt. Jeg ved godt, hvornår og i hvilken sammenhæng. Det var, da jeg blev konfronteret med, at bestemte retter skal fremstilles på bestemte måder med bestemte ingredienser i bestemte mængder.  Jeg må naturligvis bøje mig for det faktum, ved fremstilling af brød er mængden af gær ikke uvæsentlig, ligesom temperaturen af den væske gæren blandes i også spiller en rolle for brødets evne til at hæve. Dog vil jeg tillade mig at anføre at årsagen til jeg i dag dårligt kan koge et æg skyldes at jeg ikke længere er interesseret i at lave mad.

På samme måde vil jeg hævde, at jeg hver dag kan dræbe elevernes interesse, for de fag jeg underviser i. Uden interesse intet engagement og deraf et ringere udbytte af undervisningen.

Det centrale spørgsmål bliver, hvordan jeg fastholder elevernes nysgerrighed, så de bliver interesserede i, at udvikle deres faglige potentiale i de fag jeg underviser i.

Jeg har generelt sjældent problemer med elevernes manglende motivation. Det skyldes måske at jeg er forholdsvis kritisk i forhold til de didaktiske greb jeg anvender i undervisningen.

Den sidste ”gode ide” jeg har fået er at styrke elevernes forståelse for deres egen kunnen i faget. Det kunne lyde som formativ evaluering eller ”tip en 13”. Den form for evaluering bliver ofte en søgen efter, hvad eleverne ikke kan. Jeg er interesseret i, at eleverne formulerer, hvad de nu kan og, hvad de kan anvende det til - også uden for fysik/kemilokalet.

Jeg har bemærket at eleverne bliver mere motiverede for at arbejde med faget, når de kan ane muligheden for succes. Her dækker ordet ”succes” over forskellige begreber. Det kan eksempelvis være forståelse eller anvendelse. Jeg kan naturligvis ikke bevise, at denne tilgang til elevevaluering er bedre end al anden evaluering, men lysten til at beskæftige sig med noget der er svært tilgængeligt, eller noget man ikke er så god til, er ofte mindre end lysten til at beskæftige sig med noget man har en mulighed for at kunne mestre på eget niveau. Det kan godt være jeg aldrig lærer at lave ostesouffle, men betyder vel ikke at jeg helt skal opgive at fremstille et måltid mad?