Debat

Kompetence er placeret i praksis

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De vigtige og mest interessante spørgsmål om kompetence handler selvfølgelig ikke om begrebsdefinitioner. Det kan jeg godt være enig med Lars-Henrik Schmidt i (jævnfør hans svar til mig i Folkeskolen nummer 9). De vigtige spørgsmål handler om ny erkendelse og ny praksis. Det er her, den forskningsmæssige interesse er.

Men enhver god samtale forudsætter nu alligevel også, at man ved, hvad man taler om, og at man taler om det samme. Det er måske der, det er svært mellem Lars-Henrik Schmidt og mig. Og det bliver ikke bedre af, at Lars-Henrik Schmidt ser sit projekt som et '. . . opgør med det socialpsykologiske paradigme' (jævn-før pressemeddelelsen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, januar 2001, i forbindelse med dets udsendelse af Schmidts samlede værker) - og da det netop er den tilgang, som jeg repræsenterer, siger det sig selv, at samtalen kan blive svær.

Men hovedlinjerne i min socialpsykologiske forståelse af kompetence, som gerne skulle være brugbar for både forsker og praktiker, hvordan ser den ud?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Kompetence har vist sig hensigtsmæssig til at begribe nogle generelle træk hos børn. I en nordisk undersøgelse så vi børn som søgende, initiativrige, handlende, sociale og tænksomme. Vi karakteriserede dem som kompetente i en udviklingsproces, der var anderledes sammenlignet med børn for et par generationer siden. Denne nye kompetence opfattede vi som en 'gruppeorientering', som karakterudviklingen for 50 år siden blev beskrevet af amerikaneren David Riesman i bogen 'Det ensomme massemenneske'.

I bredden omfatter denne kompetence mange forskellige færdigheder eller kvalifikationer. De er tilegnet ved undervisning eller i sociale og kulturelle sammenhænge. I dybden ser kompetencen ud til at rumme indarbejdelsen af egne erfaringer og refleksion over mening og sammenhæng af mere eksistentiel art.

Børn håndterer de udfordringer, de er stillet over for, i bred forstand. Kompetencen, som den her er beskrevet, ser den enkelte person som en aktiv deltager i skabelsen af sit eget liv. Det er et paradigme, der er kaldt social-konstruktivistisk: mennesker er hele tiden og uophørligt i gang med at opbygge, vedligeholde og udvikle et billede af dem selv og deres samspil med omverdenen. En dannelsesproces med andre ord. Kompetencen bliver en vigtig side ved denne proces.

Det er muligt, at en sådan forståelse er banal, som Lars-Henrik Schmidt siger. Men hvis det betyder, at den kan fattes af almindelige dødelige, så gør det heller ikke noget for mig. Det er også muligt, at den i Schmidts terminologi kan kaldes en observationskategori. Men den er mere end det. Forståelsen bygger på et samfundssyn, den rummer en filosofisk (epistemologisk) synsvinkel - og den har praktiske konsekvenser. Den er nemlig grundlaget for mange skolers arbejde med udvikling af en ny praksis i skolen. Det er en kendsgerning, der hverken er akademisk eller polemisk, men højst virkelig - til gavn for børn i den verden, de lever i.

Per Schultz Jørgensen

tidligere medlem af Kompetencerådet