Lærerfaget fremkalder stærke holdninger. Hvis der dukker en lærer op ved en familiefest, så kan man være sikker på, at snakken vil gå. Der vil være én, der vil udfordre lærernes lange ferie, én, der vil huske frøken Nielsen, som inspirerede vedkommende til at vælge gymnasievejen, og én, der vil have forklaret, hvad det var, lærerne havde gang i under den såkaldte lærerkonflikt i 2013.

Lærerfaget er ikke noget, folk bare trækker på skuldrene over eller forbigår i tavshed. Skolelæreren er en person, som de fleste har personlige erfaringer med og derfor også har tydelige billeder af.

Når man repræsenterer en faglighed og institution, der ofte er øretævernes holdeplads, så har man som lærer også en særlig forpligtelse til at vide, hvad der kræves for at sætte dagsorden og at tegne det rigtige billede udadtil. Alt det har lærerne sådan set gjort fremragende, men det kunne måske stadig blive endnu bedre.

Sproget - din ven eller fjende

Netop sprogets potentiale er noget af det, vi med bogen »Tag bladet fra munden« forsøger at tydeliggøre. De ord eller den framing (indramning), som vi bruger om en given sag, påvirker nemlig altid vores opfattelse af sagen. Det sprog, vi bruger, når vi taler om politiske sager, afspejler, hvordan vi opfatter verden - og det farver også opfattelsen hos dem, vi taler med. Det er pointer, som vi ofte glemmer og ikke ofrer tid på i dagligdagens diskussioner, men de har afgørende betydning for at kunne erobre den offentlige debat.

Det gælder, uanset om vi taler om »cafépenge«, »betalingsring«, »hulahoptimer« eller »skattelettelser«. Det er enkeltord, som sætter store dagsordener.

Du kommunikerer med og til hjernen

De ord, man bruger om sin egen eller sin modstanders politik, er altafgørende for, hvordan den bliver opfattet af andre. Det viser både forskning og praksis. Framing som kommunikationsredskab bygger på, at den menneskelige hjerne opfatter verden gennem metaforer og billeder. Og de ord og billeder, den ofte udsættes for, sætter sig igennem som faste aktivitetsmønstre mellem hjernens nerveceller.

Derfor skal vi være meget opmærksomme på, hvilke værdier der er indlejret i vores sprog, og hvilke billeder vores ord fremkalder. Med vores ord kan vi afgøre, om billedet af elevernes underviser skal være læreren, der dovner den på ferie, eller læreren, der gjorde den store forskel. Det bedste argument vinder kun, hvis det er godt framet.

Lærerne fik skylden for andres ballade

Et smertende godt eksempel på sprogets kraft finder man i debatten om folkeskolen i 2013. Alene det, at konflikten blev kendt som »lærerkonflikten«, er en framing, der blev toneangivende for mediernes dækning. Med navnet »lærerkonflikten« blev ansvaret for den nemlig lagt på lærernes skuldre.

Framingen »lærerkonflikt« gør, at man - helt ubevidst - forudsætter, at lærerne er skyld i konflikten. Ordet »lærerkonflikt« gør lærerne til uromagere og definerer lærerne som problemets kerne. På den måde bliver konflikten ikke framet som en kamp om, hvordan vi skaber bedre undervisning eller løfter eleverne i folkeskolen, men alene som noget, der handlede om lærerne, deres privilegier og deres arbejdstid. Det er nævenyttige lærere og ikke folkeskolen, der bliver sat i centrum.

Selvom ingen lærer vælger jobbet på grund af arbejdsvilkår og løn, så er det netop det billede, der blev tegnet af lærerne. Lærerne blev framet som selve problemet.

På trods af bestræbelser fra Danmarks Lærerforening og utallige tillidsrepræsentanter på at definere situationen som »lærerlockout« i stedet for »lærerkonflikt«, så lykkedes det aldrig helt at vinde dagsordenen. Ordet lærerkonflikt blev brugt 224 gange, mens begrebet lærerlockout fandt anvendelse 120 gange i de ni landsdækkende danske dagblade under opgøret. Lærerlockout er desuden et ord, som er enormt upræcist, ganske kompliceret og heller ikke direkte positivt for lærerne.

Lærernes samfundsindsats undermineret

Et andet eksempel er fra en kampagne kørt af KL, der i konflikten i foråret 2013 påpegede, at »en lærer underviser mindre end halvdelen af sin arbejdstid«. For det er ikke bare en objektiv konstatering, men en framing, der udnytter hjernens kognitionsprocesser. Når vi tænker på en lærer, placerer vi nemlig denne i en bestemt frame. Vi ser læreren for os i nogle helt bestemte omgivelser, som vi er vant til, at fortællinger om lærere udspiller sig i. Lærere associeres med billeder af for eksempel klasseværelse, elever, tavle, kridt og skolegård. Når vi hører ordet »lærer«, forstår vi det ud fra sansemæssige erfaringer, vi allerede har lagret i hjernen: Vi forestiller os en lærer i en undervisningssituation. Helt fra barnsben har vi lært at forstå en lærer som en, der underviser. Deraf følger også, at når læreren ikke står foran eleverne og underviser, så er læreren ikke på arbejde.

Er man ikke selv lærer, kan man ikke forestille sig andet. Forberedelsestid, hvor læreren arbejder uden at undervise, er simpelthen ikke en del af almindelige menneskers umiddelbare lærer-frame, og KL fik altså fremstillet lærerne, som om de havde ualmindelig meget tid til at slappe af i deres arbejdstid. Altså en bevidst framing af lærerne som nogle, der skulle presses ind i klasselokalet, nogle, der skulle presses til at arbejde mere, og nogle, der generelt skulle have deres rettigheder og arbejdsvilkår til eftersyn. På den måde banede KL's framing vejen for lov 409.

Tre gode råd til at sætte dagsorden

Eksemplerne skulle gerne vise, at lærernes modstandere ikke er blege for at tage fat i sprogkampen. Derfor er der også behov for, at den enkelte lærer selv opruster og indtager sproget som en politisk kampplads. Framing kræver en indsats på alle niveauer - lokal, regional og national meningspåvirkning kræver evnen til at frame. En lærer eller tillidsrepræsentant, der gerne vil sætte dagsorden, kan starte ud fra disse simple råd:

1. Spørg dig selv: Hvorfor går jeg op i denne sag, og hvad er mine grundlæggende værdier?

2. Kommuniker i dit eget konkrete, levende og billedrige sprog.

3. Stå fast på din egen frame: Accepter aldrig din modstanders afsæt eller framing!

Framing er et grundvilkår for den politiske debat, derfor kan du vælge enten at frame selv eller blive framet af dine modstandere. Det gælder ikke kun den debat, der foregår i medierne, men også de lokale politiske kampe, der udspiller sig hver dag rundtomkring på arbejdspladserne. Skal lærerne selv bestemme, hvilket billede andre mennesker har af dem, må man tage framing alvorligt og bruge det aktivt i alt fra samtaler med skoleledelsen til debatindlæg i avisen.