Jelved håber ny minister vil lade lærerne være eksperter

Folkeskolen er blevet detailstyret og fokuseret på en snæver faglighed under Bertel Haarder, mener Marianne Jelved. Politikken er regeringens, men mediebilledet tegnes af ministeren. Hun håber, at Tina Nedergaard vil arbejde for et bredere billede.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Pisa er blevet målsætningen og det er en meget lidt ambitiøs målsætning i mine øjne", siger Marianne Jelved.

Bertel Haarders tid har været kendetegnet af brede forlig både på læreruddannelsen og folkekolen. Men hun mener, at ministeren bærer ansvaret for medierne og befolkningens billede af folkeskolen.

"Bertel har skabt et fokus i medierne på fag-fagligheden snarere end skolens opgave med dannelse af demokratiske borgere. Det har betydet, at forældrene også får et snævert fokus på om børnene lærer at læse. Det ærgrer mig, at Bertel med sin baggrund i den frie skoleverden har ladet sig fange ind af den målsætning".

Hun mener dog også, at der er sket gode ting i Haarders tid som minister. Udviklingen af ungdomsuddannelserne og brugen af globaliseringsmidlerne.

Fortrøstningsfuld i forhold til ny minister

Marianne Jelved kender den nyudpegede undervisningsminister Tina Nedergaard fra da hun sad i uddannelsesudvalget.

"Jeg synes, Tina Nedergaard skal have en chance for at sætte sine egne spor. Og jeg er meget fortrøstningsfuld. Det er regeringen, der bestemmer politikken, men derfor kan man jo godt håbe, at hun vil sætte et bredere ambitionsniveau for folkeskolen".

Hvad er de tre vigtigste ting Tina Nedergaard skal forholde sig til i forhold til folkeskolen?

"Jeg ville være rigtig glad, hvis den nye minister vil bygge sin politik på den forskning der er om folkeskolen, og dermed tage den bold op, som de seks organisationer har kastet op", siger Marianne Jelved og henviser til oplægget 'Fælles viden - fælles handling', som bl.a. Danmarks Lærerforening stod bag sidste sommer.

Den anden opgave mener hun er at holde fast i folkeskolens brede opgave.

"Den tredje opgave for Tina Nedergaard er at respektere, at det er den enkelte skole og medarbejderne, der er eksperterne i, hvordan man driver undervisning. De centrale politikere skal holde op med at gribe ind i processer og regler på skolerne".