Jens Raahauge
Blog
De ustyrlige billeder
Det er interessant at lure på, hvilke billeder vi danner, når vi hører eller læser fiktion. Noget tyder på, at netop billeddannelsen viser, at de fælles mål på nogle områder kan være fine stilladser for undervisningen, men at en styring efter dem er hører til helt ude i litteraturhampen.
Netop hjemkommet fra Oslo, hvor jeg har haft nogle vældig fine timer med programrådet for den kommende Nordisk Barnebokkonferanse i Stavanger i starten af februar 2017. Temaet er Den visuelle vendingen, og derfor har vi diskuteret billedbøger, analoge så vel som digitale, billeder og ord, billeder uden ord, multimodalitet og meget andet godt.
Et af de hængende spørgsmål, som jeg tog med mig i flyet hjem, var det hemmelige, det dulgte: Hvad er det egentlig børnene/eleverne danner af billeder, når de hører en historie?
For år tilbage var synspunktet, at billedfloden ødelægger børns evne til at danne egne billeder. Se fx personerne og stederne i Jesper Wung-Sungs En-to-tre-NU, når nu bogen er blevet filmatiseret. Eller i Rifbjergs Den kroniske uskyld. Eller i Ulf Starks Lad isbjørnene danse. Eller Astrid Lindgrens i Børdrene Løvehjerte. Eller i.... Billedmagerne har deres snabel dybt nede i ordfiktionens kar.
Men det må være noget vrøvl, at disse billeder i sig selv er ødelæggende. For på alle andre områder hylder vi netop mangfoldigheden og forrådet. Så vi må bare indse, at betingelserne for at danne billeder er blevet anderledes og på mange måder rigere.
Og indimellem mine funderinger over dette læser jeg i Søren Ulrik Thomsens En hårnål klemt inde bag panelet. Heri (s. 97-99) diskuterer han det forhold, at han ved læsning af litteratur oplever, at det er hans barndoms stevnske gårde, godser og personer, der befolker fortællinger af Johs. V. Jensen, St. St. Blicher, Dostojevskij, Poe. Alle foregår på sin vis i Store Heddinge og omegn. Selv når har ryster hovedet og søger at slippe af med billederne, er de der, så snart han giver sig hen til læsningen. "Huset Usher ... tager form af Gjorslev og Manden som var blevet slagtet viser sig at være logerende på Højskolehjemmet i Store Heddinge".
Hans overvejelser får mig til at erindre udkommet af nogle timer, jeg havde om gammeltestamentelige fortællinger ved starten af mellemtrinnet. Jeg fortalte blandt andet om Moses og den brændende tornebusk. Eleverne blev bedt om at lave hver en illustration til historien, så vi fik stof at samtale ud fra. De blev til 3½ typer af billeder: Nogle med Moses i traditionel beduindragt. Nogle med Moses i romersk officersuniform. Og nogle med Moses i moderne løbetøj - et par hvor han envidere havde medbragt en terrængående cykel.
De første havde kendskab til (bibel)historiske billedtradition. De næste havde litterær dannelse, fordi de associerede fra Asterix til Moses som hærfører i Egypten. Mens de sidste relaterede historien direkte til deres oplevede nutid af sol og sand - de to med cyklen havde reageret på at jeg indledte med: "Moses drog ud i ørkenen" - og for dem var ordet "drog" ensbetydende med familiecykeltur.
Sådanne forskellige spejlinger fører til forunderlige samtaler og opdagelser - både om fortællingen og om hinanden.
At så mange oplevelser er mulige afdækker en af hemmelighederne ved litteraturlæsning - og dem kan de fælles mål aldrig i sig selv føre os frem til, men de kan forhindre os i at opdage dem, hvis de bliver styrende.
