Fremtiden er ikke hvad den har været

Nu skal folkeskolens forenklede fælles mål ifølge undervisningsministeren forenkles, og det er lidt svært ikke at trække på smilebåndet. Det er - ligesom med opblødningen af den lange skoledag, de lokale arbejdstidsaftaler og ministeriets andre indrømmelser - småting i forhold til hele "læringsrevolutionens" grundlæggende misforståelser, men alt sammen er stadig positivt, for flere af folkeskolereformens fejltagelser er skridt for skridt ved at blive rullet tilbage.

Det er naturligvis alt for tidligt at juble, men det lysner altså i horisonten. Særligt positivt er det, at det reelt kun er Socialdemokraterne, der slet ikke vil lytte til fornuft. Partiet ser nemlig ikke ud til at få absolut flertal lige med det samme. Jeg ser derfor nu konturerne af en reel national samtale, og det er det, vi har manglet i en del år. Går alt vel, kan man således hen ad vejen komme frem til etableringen af gode skoler og uddannelser.

Jeg har, sammen med en lille gruppe kolleger, fra start peget på en række grundlæggende problemer ved den måde, en indspist kreds bestående af forskere, administratorer og politikere ønskede at "revolutionere" samfundets livsnerve, nemlig folkeskolen. Vi formulerede vores kritik offentligt, hårdt og konsekvent, både i fagfællebedømte bøger, i aviser, på blogs, på konferencer og som foredrag. Dag ud og dag ind, igen og igen. I lang tid blev jeg og de andre kritikere i den offentlige debat betegnet som useriøse, negative og fremskridtsangste - og vi har modtaget klager, smædeskrivelser, advarsler og videre i den dur (retssagen omhandlende Erik Schmidt kører stadig). I løbet af det sidste års tid er vinden begyndt at vende, og flere og flere forskere og politikere er begyndt at indse, at der rent faktisk er problemer med "læringsrevolutionen" (nyere eksempler er Per Fibæk Laursen, Kjeld Skovmand, SF og De radikale). Det var altså ikke bare os, der ikke kunne se potentialet.

Der har i de forgangne år bestemt været perioder, hvor jeg mentalt forberedte mig på at søge job som kassemedarbejder i Netto (som uden tvivl er en glimrende dagligvarekæde) - specielt dengang en meget indflydelsesrig person til min rektor bekendtgjorde, at det var bekymrende, at jeg underviste studerende, når jeg nu havde de holdninger, jeg havde. Alt det er heldigvis fortid, og for nylig blev jeg inviteret til møde på Christiansborg, hvor vi skal drøfte, hvordan folkeskolen kan komme på sporet igen. Ligeledes har jeg været inviteret til en lang række andre sammenkomster med politikere fra flere forskellige partier. Sådan kan det gå.

Det er flintrende ligegyldigt, at netop vi havde ret, da vi advarede imod "læringsrevolutionen". Det har alle af og til, og andre gange kan man så tage fejl. Sådan er det. Det afgørende er, at vi som demokrati mere og mere ser ud til at kunne overleve en alvorlig krise, hvor stærke kræfter forsøgte at argumentere for, at en nationalt afgørende reform var god, fordi et bredt flertal stod bag den (forhenværende undervisningsminister Christine Antorini sagde rent faktisk noget sådant!). Derpå forsøgte man at få al kritik til at forstumme med trusler og magt.

Nu forsøger toneangivende politikere sig så igen med en særlig dansk specialitet, som har tjent vores lille land godt: At tale sammen om, hvordan man laver gennemtænkte forandringer, som ikke er gode fordi magthaverne og deres venner selv synes, at de er gode, men fordi argumenterne for dem kan modstå flest mulige modargumenter.

Det er, når alt kommer til alt, det sidste, der har været afgørende for mit arbejde de seneste år: At forsvare en oplyst samtale i et frit land.

Referencer:

Ministeren vil forenkle de forenklede fælles mål: http://www.dr.dk/nyheder/politik/minister-vil-rydde-op-i-procesmaal-i-folkeskolen

http://www.folkeskolen.dk/588638/ellen-trane-vil-reducere-de-bindende-maal-til-en-tredjedel