Debat

Sådan kan flipped classroom give dig sammenspilslektioner uden ventetid

Sammenspil var blandt mine favoritaktiviteter som musiklærer. Der opstod dog ofte ventetid i starten af forløbet, fordi jeg kun havde to arme og ikke kunne være flere steder på samme tid. Kunne det ikke være rart at undgå den ventetid?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er fedt at være musiklærer. Men selv ikke den mest entusiastiske musiklærer kan lære Peter en Em på guitaren, Marie et C og et D på xylofonen og Albert en 4/4-rytme på trommesættet på samme tid. Sammenspil og ventetid har næsten altid hørt uløseligt sammen. Derfor gik jeg på opdagelse for at finde ud af, hvordan vi kunne minimere ventetiden og i stedet bruge tiden på at spille musik.

Flipped classroom

Bag flipped classroom ligger der en tænkning, hvor eleven bliver sat i centrum for læringen, ofte med udgangspunkt i videoer. I stedet for at vente på, at læreren får tid til at instruere i, hvad eleven skal spille på sit instrument, så kan eleven selv finde den viden ved hjælp af video. Det ændrer i mange henseender dynamikken i undervisningen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Eleverne får pludselig adgang til en viden og mulighed for fordybelse, som ikke tidligere har været set. De får med andre ord muligheden for at blive kompetente uden at være afhængige af, at der er en lærer, der følger dem hele vejen. Samtidig kan eleverne nemt have videoerne med sig på mobil, hvis man vælger en egnet platform til videoerne.

Flipped classroom i musikundervisningen

Som musiklærer begyndte jeg selv at arbejde med at lave instruktionsvideoer til mine elever, så de hver for sig kunne øve sig på deres stykke. Det er et super redskab til at få eleverne i gang med at spille musik i stedet for at vente. Det største problem var dog, at det tog lang tid at lave videoerne i en ordentlig kvalitet til de mange forskellige roller.

I Musikfagets sammenspilsmateriale har jeg brugt tankerne bag flipped classroom og lavet letforståelige instruktionsvideoer, som eleverne kan bruge uden at være afhængige af lærerhjælp. Jeg har lavet dem i tre forskellige tempi – en video med en gennemgang, en i et øvetempo og en i nummerets rigtige tempo – så eleverne kan lære numrene fra bunden i deres helt eget tempo.

Idéen er fortsat at skabe en undervisningssituation, hvor eleverne bliver sat i centrum i læringsprocessen og kan arbejde med deres stykker i ro og mag. Samtidig giver det musiklæreren tid til at komme mere rundt og sætte ind med hjælp og støtte der, hvor det giver mening. I stedet for at skulle forklare alt kan man nu nøjes med at forholde sig til de væsentlige områder.

Du kan se et eksempel på vores videoer her: https://vimeo.com/158915738

En virtuel musiklærer – bassen vender ikke forkert

Blandt mine didaktiske overvejelser er at skabe en så god læringssituation som muligt. Når dine elever sidder over for en rigtig musiklærer og lærer grebene på en guitar, vil eleven altid se lærerens guitar omvendt. I vores videoer har vi vendt guitar og bas om, så det bliver lettere for eleven at overføre fingersætningen til deres eget instrument uden at skulle ”vende instrumentet rundt” i hovedet.

En anden smart ting er, at vi ved guitar og bas har delt skærmen op i to og lavet nærbilleder af hver ende af instrumentet. Det kan være svært at se fingrenes arbejde ordentligt, når man optager på afstand. Med nærbillederne kan dine elever bedre se fingrenes arbejde, og samtidig har de hele tiden indtryk af, hvad der foregår i begge ender af instrumentet.

Lav selv dine videoer, eller kom og spil med

Jeg er overbevist om, at flipped classroom-tanken sammen med instruktionsvideoer kan give dig flere hænder til dine sammenspilslektioner. Eleverne kommer i gang med at arbejde med musikken og teknikken fra starten af timen og behøver ikke at vente på, at læreren får tid til at komme og vejlede. Så tøv ikke med at kaste dig ud i at lave videoer til din undervisning, eller prøv metoden gratis af på Musikfaget.