Læreropbakning til kamp for efterlønnen

Næstformanden for Danmarks Lærerforening og formand for Lærernes A-kasse dlf/a, Stig Andersen, støtter op om underskriftsindsamlingen 'Hold fast i efterlønnen', som fagforbundene FOA og BUPL har taget initiativ til.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det kan vi kun bakke op om. For A-kassernes medlemmer bør fortsat sikres mulighed for efter eget valg at kunne gå på efterløn. Og det bør være den enkelte, der selv træffer beslutningen", siger han til FOA.

"Jeg finder det fornuftigt at arbejde for, at flere bliver længere på arbejdsmarkedet. Men alt for mange lønmodtagere er i dag så nedslidte - fysisk eller psykisk - at det er helt nødvendigt for dem at have efterlønsmuligheden. Hertil kommer, at mange kommer på efterløn direkte fra arbejdsløshed. Det er det billede, der skal ændres, hvis flere skal blive længere i arbejde", siger Stig Andersen og forstår ikke angrebene på efterlønnen.

"Efterlønsordningen giver jo et fleksibelt arbejdsmarked og en tryghed, som sikrer, at de ældre lærere allerede i dag forbliver længere for arbejdsmarkedet. Og blandt Lærernes A-kasses medlemmer i 35-årsalderen er der fortsat 90%, som tilmelder sig efterlønsordningen i forventning om, at den fortsat vil eksistere".

Man kan skrive under for at bevare efterlønsordningen, som den er i dag, på hjemmesiden www.efterlon.nu