Debat

Hold fast, Vestager

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I dagbladet Politikens søndagsudgave kunne man den 18. februar læse, at nu ønsker Venstre den svenske skolemodel, hvor lærerne specialiserer sig i bestemte aldersgrupper og ikke følger eleverne op igennem skoleforløbet, for så lærer de mere, mener til-syneladende Venstre. I samme dagblads mandagsudgave 19. februar fremgår det så, at nu skal Vestager i samråd om folkeskolen, for nu foreligger der en OECD-rapport, hvoraf det fremgår, at 'der tilsyneladende ingen sammenhæng er mellem de penge, der bruges på folkeskolen, og det, eleverne får lært'.

Jeg bliver derfor nødt til at indrømme, at jeg er glad for den minister, vi for tiden har på undervisningsområdet, for jeg kan ligesom fornemme, at hun også gerne vil folkeskolen det bedste - nøjagtig ligesom jeg og forhåbentlig stadig en hel del flere.

Jamen for pokker da. Det drejer sig jo ikke bare om læsning på tredje eller for den sags skyld på ottende årgang. Ej heller drejer det sig alene om en økonomisk beregning, som de har kunnet finde ud af at foretage i OECD. Nej, der er langt vigtigere ting på spil, og her er det, jeg glædes, når jeg får bekræftet, at det ved Vestager så ganske udmærket også.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg behøver næppe gentage de ting, Margrethe Vestager tager til genmæle med i artiklerne, for vi ved jo alle sammen, at læring, undervisning og dannelse ikke bare står og falder med, om vore elever er gode eller mindre gode til at læse på tredje eller ottende årgang, eller om de læser godt nok i forhold til de kroner, der gives ud på undervisningen. Der er jo så meget andet, vi også skal have lært eleverne henne i skolen, og det har der været tradi-tion for her i landet gennem temmelig mange år, og det synes jeg, der skal blive ved med at være.

Jeg bliver så utrolig glad, når ministeren giver udtryk for, at hun ikke mener, folkeskolen har et problem, men tværtimod siger, at udviklingen går i den rigtige retning, og at folkeskolen opfylder det behov, den skal. Sådan noget varmer i en kold tid, hvor mange i alt for lang tid har fået lov til at skabe så meget tvivl om den danske folkeskoles kvaliteter, at selv folkeskolens egne medarbejdere var begyndt at tvivle.

Det er der ingen grund til. Vi er på rette vej, og Vestager er med os. Tak for det.

Kasper Mose

Nørre Alslev