Jens Raahauge
Blog
Øjne i Deadline
Den suveræne studievært Martin Krasnik havde inviteret et par kvindeøjne i studiet i anledning af VUC Lyngbys udelukkelse af 6 niqab-klædte elever. Det kom der et tankevækkende møde ud af.
Du gør mig usikker, når jeg ikke kan se dit ansigt, sagde den ellers sikre studievært Martin Krasnik på et tidspunkt da han i Deadline (05.05.16) interviewede en niqab-klædt kvinde. Og hele hans attitude understregede, at der ikke var tale om en smart bemærkning, men om en dybt personlig følelse.
På den måde blev de ordløse attituder i interviewet måske den stærkeste indikator på, hvad niqab-udelukkelsen fra undervisningen på VUC Lyngby bygger på: Du gør mig usikker!
Kvinden med øjnene som Krasnik havde i studiet, var i øvrigt en debatør der udnyttede den magtposition som hendes tilsløring og interviewerens usikkerhed i forening gav hende. Men ved at gense udsendelsen oplevede jeg karakteren af hendes argumentation, som om hun var en oratorisk gensplejsning af Søren Krarup og Joakim B. Olsen: Det er et valg der kun vedrører mig og min Gud, men uden Krarups syndsbevidsthed, og ingen skal blande sig i min frihed til at vælge. Når Gud og den ultimative individualisme går hånd i hånd, møder den der spørger ud fra et fællesskabs præmisser ringe mulighed for at opnå lydhørhed.
Kvinden mente, at det væsentlige i en samtale og i en undervisning er indholdet, så hvis Krasnik blev usikker på grund af hendes niqab, så kunne de jo bare vende ryggen til hinanden og fortsætte interviewet. Et boomerangagtigt argument, for det er på en måde netop det VUC Lyngby har gjort.
VUC Lyngby får støtte fra flere sider, blandt andet fra vores undervisningsminister, som udtaler at det er vigtigt for en underviser at have øjenkontakt (altinget.dk, 05.05.16). Oh, Herre Jemini. Hvornår slipper vi for den politiske cementerende overfladiskhed, der punkterer en mulig debat. Øjenkontakt er jo det eneste der er muligt over for en elev i niqab!
For mange år siden udgav Claus Detlef på Gyldendal AV nogle transparenter til billedanalyse. Et af dem forestillede et par der dansede kinddans - man så drengens nakke og pigens ansigt over hans skulder. Den første øvelse gik ud på at blænde af, så eleverne kun så pigens øjne, og på den baggrund skulle de beskrive hendes følelser. Svarene i min 9. klasse dækkede alt fra sorg over søvnig til salig, men flest sorg. Afsløringen af den kontekst øjnene indgik i, kinddansen, var en øjenåbner for eleverne.
Kære undervisningsminister, øjnene er kun af betydning, hvis du kan se dem i den sammenhæng de befinder sig i - ansigtet, personen, situationen. Og når det er vigtigt at bide sig fast i, også i denne situation, så skyldes det at Krasniks interviewperson faktisk sagde en række tankevækkende ting om ikke at ville udstille sig selv, om ikke at ville være et kønsobjekt.
På sin vis optrådte hun som den bevidste og nærmest absurd konsekvente modpol til de piger der spreder nøgenbilleder af sig selv på nettet.
Måske kunne de nøgne net-piger og den tildækkede niqab-kvinde give anledning til en debat om vores forkrampede forhold til kroppen. Der er mere på spil end et automatsvar om digital dannelse. Der er mere på spil end badeforhæng og kvindetimer i svømmehallen.
