Tydelige lærere giver bedre læring

Disciplinvanskeligheder blev reduceret med 24 procent, koncentrationsvanskeligheder med 27 procent, og 30 procent færre elever mobbede deres kammerater, da lærerne fulgte det norske Connect-program og blev mere tydelige over for eleverne.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Center for Adfærdsforskning ved Universitet i Stavanger har netop offentliggjort resultaterne af et flerårigt projekt, Connect Oslo, som omfatter 30 Oslo-skoler med tilsammen 12.000 elever. Grete S. Vaaland kalder i Aftenbladet resultaterne opsigtsvækkende gode.

"Connect-programmet handler om at udvikle lærere, som evner at give eleven støtte, og som samtidig kan og vil have kontrol. Det drejer sig om at vise respekt og omsorg".

Connect-programmet består af kurser, kollegavejledning, netværk mellem skolerne, generelle tiltag og specielle tiltag udviklet efter evaluering på den enkelte skole.

Kurserne omhandler blandt andet: hvordan man starter på et nyt skoleår på en måde, så eleverne fra starten føler sig velkomne og trygge og bevidst om, at det er de voksne, der har kontrollen. Håndtering af forskellige typer forstyrrende adfærd. Klasseledelse, herunder blik for den enkelte elev, klare forventninger og gode rutiner. Skolehjemsamarbejde.