Anmeldelse

At ville noget med nogen

Et lille værk med meget vidtrækkende indhold

Udefra ser bogen overkommelig ud. Så går man i gang med at læse. Og kan melde tilbage, at det her ikke er for børn. Eller det er jo det, det netop er, men meget skal slås op og genlæses, førend betydningen bliver tydelig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Steen Nepper Larsen har mange ærinder. Han citerer Deleuze et sted, hvor det påpeges, at ”… filosofi er at danne, at opfinde, at fremstille begreber”. En forskrift, forfatteren følger til fulde. Et lille udsnit af nogle af de ord, han benytter sig af, er som følger: Indvånere, resonanserfaring, det mimetiske begær, kongenialt, ciselere, og så er der selvfølgelig også alt det tyske og det franske. Vi bevæger os i en sfære langt væk fra dagligdagssproget, og vil du læse dette værk, skal du huske at sætte mere tid af til det, end man umiddelbart tror.

Fakta:

Titel: At ville noget med nogen

Forfatter: Steen Nepper Larsen

Pris: 195

Sider: 168

Forlag: Turbine Forlaget

Nepper Larsen argumenterer grundlæggende for et spor- og sprogskifte i forhold til den globale konkurrencestat, hvor der lægges mere vægt på begreber som dannelse og tænkning end læring og målstyring. Han stiller spørgsmålet: Hvordan undgår vi at blive uværdige til det, der sker med os som professionelle aktører inden for uddannelses- og dannelsesinstitutionerne? Hans fokusområder er dannelse, sprogkritik og det at ville noget med nogen.

Her skal der især lægges vægt på, at dette noget er noget bestemt, noget, som er værdigt til at blive undervist i, og som højner fagligheden i de fællesskaber, lærere har ansvaret for.

Jeg får lidt blandede signaler fra forfatteren, i forhold til hvor han står, når det gælder lærere, da han i indledningen skriver, at ”lærerbranchen er sønderskudt, defensiv og alt for mundlam efter den politiske gennemsættelse af skolereformen”. Her er mit indtryk, at han står bag lærerne, men senere hen skriver han, at lærerne ”… må pinedød lære at blive bedre til at argumentere og til at træde i karakter rent sprogligt. De må kunne rive tæppet væk under de kommunikations- og styringsteknologier, der vælter ind”. En hård omgang til et i forvejen udstillet og udskældt erhverv.

Han kalder sit eget værk for en inspirations- og brugsbog. Jeg er nødt til at tilføje, at for at kunne bruge noget og ikke mindst inspireres af det, så skal man kunne forstå. Og her halter værket lidt, for selvom jeg elsker litteratur og finurligt sprogbrug - og selv er uddannet inden for filosofi - så bliver sproget til tider meget kringlet og benytter sig i høj grad af fremmedord, hvor man sagtens kunne benytte sig af mere hverdagsagtige termer. Det er ærgerligt, da budskabet bestemt er opmærksomheden værd. Men netop den ekstra tid, der skal afsættes til at sætte sig ind i værket og forfatterens specifikke sprogbrug, vil samtidig være en hæmsko i forhold til en virkelig udbredelse, frygter jeg (mit idealistiske hjerte håber på at blive modbevist).

Når det er sagt – og har man og tager man tiden – så er bogen bestemt læseværdig og et spændende afsæt til nogle interessante diskussioner på landets seminarier og lærerværelser. Og så kan man roligt læse værket flere gange, så mættet er det.