LB-ledelse går af

Formanden for bestyrelsen Jens Nygaard og den administrerende direktør Svend Emil Nielsen forlader ledelsen af Lærerstandens Brandforsikring med øjeblikkelig virkning, oplyser de to efter aftenens ekstraordinære bestyrelsesmøde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ny konstitueret formand er tidligere rektor for Silkeborg Seminarium, Knud Erik Bang.

"De seneste dages medieomtale har berørt Lærerstandens Brandforsikring dybt. Vi er meget kede af den forvirring, omtalen har skabt for vores medlemmer og medarbejdere. Vi kan ikke leve med denne omtale", hedder det i en pressemeddelelse, som netop er offentliggjort.

"Vi har drevet et af Danmarks allerbedste forsikringsselskaber. Formanden og den administrerende direktør bør tage det nødvendige ansvar og det gør vi nu", siger Jens Nygaard og Svend Emil Nielsen, henholdsvis formand og direktør for det medlemsejede forsikringsselskab, som siden søndag har været i pressens søgelys for kammerateri på ventelisten til selskabets boliger.

Bestyrelsen har i aften besluttet at iværksætte en uvildig advokatundersøgelse, som får til opgave at forholde sig til alle de forhold, som har været omtalt i pressen i de seneste dage, herunder udlejning af lejligheder i København, sommerhuse i Portugal og Danmark samt LBs kollegium i København. Advokatundersøgelsen skal ligge klar til næste ordinære generalforsamling. Samtidig vil LB udarbejde nye retningslinjer for udlejning af selskabets lejligheder og kollegieværelser, som vil blive offentliggjort i nærmeste fremtid.

Bestyrelsen understreger i aftenens pressemeddelelse, at alle LB's lejelejligheder er udlejet på markedsvilkår og offentliggør en liste over, hvilke bestyrelsesmedlemmer og ledende medarbejdere, der råder over hvilke lejligheder (se link til højre).