BLOG

Empty article - Subtitle

Der er brug for ansvarlighed i skolepolitikken!

Kritik af Claus Hjortdals seneste kronik i Jyllands-Posten

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De sker ting og sager i skole- og uddannelsespolitikken i disse år, og især skolereformens problemer får meget opmærksomhed i den nationale debat. Med god grund.

Den 31. marts 2016 havde formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal en kronik i Jyllands-Posten. Her kunne den undrende læser erfare, at skoleledernes formand er positivt indstillet overfor den maltraktering af vores fælles folkeskole, skolereformen indtil videre har været. Blot ønsker han flere penge til sine medlemmer! Hjortdal skriver:

”Reformer har der altid været, og i 2014, 200-året for indførelsen af undervisningspligt og indførelsen af folkeskolen, fik vi skolereformen – en af de store reformer på området i mange år. Målene om, at flere børn skal blive dygtigere, trives bedre, og at vi skal bryde den negative sociale arv, kan ingen være uenig i. Skolelederne bakker op om reformprojektet – det skal der ikke herske tvivl om – men gør politikerne?”

Konkret er Hjortdal utilfreds med at flere kommunal- og landspolitikere – under indtryk af de mange rapporter om helt håbløse forhold i praksis – i flere omgange har udvandet dele af den forhenværende regerings skolereform. Han er tilsyneladende fuldstændig ligeglad med de negative konsekvenser den har for børnene, undervisningen og folkeskolen som institution, og har intet til overs for, at nogle særligt ansvarlige folkevalgte i det mindste forsøger at afbøde de værste katastrofer. Ingen, ej heller Claus Hjortdal, kan have overset, at både elever og lærere i alt for stort tal forlader folkeskolen, og det har da heller ikke skortet på advarsler fra forskere og skolefolk, der klart har peget på det politiske makværk, der blev begået under daværende undervisningsminister Christine Antorinis ledelse.

Skolelederforeningens formand har åbenlyst kun blik for skolereformens konkurrencestatsideologiske formål – og, måske vigtigst af alt, hans egne medlemmers snævre interesser. Dette bliver i den omtalte kronik følelsesladet udtrykt i følgende passus:

”Når vi derfor nu oplever, at det nationalt fra politikerne bag reformen og ikke mindst lokalt politisk besluttes at slække timetallet, korte skoledagene og rulle dele af skolereformen tilbage – så er det en modreform.

Fra visse sider med den simple bagtanke: En dårlig skolereform er et skridt tilbage til det, man opfatter som de gode, gamle dage, der slet ikke var så gode endda. Så Skolelederforeningen siger: Hold fast i reformen. Den fejler ikke noget.”

Heri tager Hjortdal helt fejl. Bag skolereformens floskler gemmer sig det uhyggelige faktum, at den mere og mere ligner en nedlæggelse af en ellers velfungerende folkeskole, der i det 20. århundrede mere end noget andet har dannet grundlag for et af verdens rigeste, lykkeligste og mest demokratiske lande. For ja, den danske folkeskole har generelt været en enorm succes, det er helt indiskutabelt. Idet vi er et land uden de store naturresurser eller folkemasser, kan man ikke pege på ret mange andre årsager til vores stabilitet og succes end netop vores pædagogiske tradition. Ganske rigtigt var der nogle uheldige takter fra 1970`erne og frem, men heldigvis har Danmark en stolt og stærk demokratisk og pædagogisk klangbund, der kunne holde skolen nogenlunde kørende selv i den sværeste stund. Skolereformen er et radikalt opgør med dansk pædagogik, og på mange måder en skrækkelig kombination af reformpædagogikkens dårlige sider og de værste elementer fra importerede og fejlslagne anglo-amerikanske skoleeksperimenter.

Reformen og de tilhørende tiltag kan politisk set bedst beskrives som et katastrofalt ideologisk virvar af forvitrede neomarxistiske og neoliberale udtryk, hvor staten mener sig i stand til at diktere medarbejderborgerne en produktiv tilværelse i et forestillet globalt fremtidsmarked. Fra de er helt små skal vores børn derfor måles og vejes, og derpå styres fra skolestart til arbejdsmarked med såkaldte evidensbaserede metoder og smal tjekliste-læring over hele linjen. Det er desværre lykkedes reformtilhængerne at bilde mange ikke-skolekyndige folk ind, at man herved øger både trivslen, faglighed og den sociale lighed, og derfor står vi nu med en folkeskole i dyb krise.

Rigtig faglighed får man dog ikke ved at blive målstyret ind i en malstrøm af klik på computerskærme og bevægelses-matematik. Ej heller bliver man dygtig af at blive reduceret til en læringsparat Duracell-kanin i et dyrt, digitaliseret læringskoncept, der blevet lærerne påtvunget. Og slet ikke, når faget i sig selv er ligegyldigt, men alene tjener som middel til konkurrencedygtighed og bekæmpelse af negativ social arv.

Rigtig faglighed kræver, at fagene og deres respektive traditioner tages alvorligt, og at lærerne får lov til at være lærere i stedet for lydige læringsmedarbejdere. En rigtig lærer brænder af kærlighed til sit fag, og er hverken en social- eller arbejdsmarkedspolitisk aktør, men lærer ”med stor L”. I mødet med en rigtig lærer bør man som elev blive præsenteret for et fags forunderlige verden – det være sig matematik, geografi eller noget tredje. I dette møde er arbejdsmarkedspolitiske krav og forventninger suspenderede, og kun samværet i og om kulturelle erfaringer – i form af fx geometriens fascinerende æstetik eller de Sydamerikanske floder – fylder rummet mellem lærer og elev. Bagefter – når timen eller skolegangen er slut – kan man så gøre sig tanker om, hvad man vil med det tillærte som et frit og myndigt menneske. Selv håber jeg da, at mange vil vælge at tage en uddannelse og få sig et job, men det skal hverken jeg, matematik- eller geografi-læreren forholde sig nævneværdigt til, når der undervises. Lærerne skal elske deres fag, og dele denne kærlighed med deres elever. De skal beskytte elevernes frie omgang med kulturens værdifulde vaner og erfaringer – af kærlighed til menneskeheden og dens frembringelser.

Hvad skal der til for at genskabe en faglig, menneske- og kulturkærlig folkeskole i Danmark? Jo, kort fortalt har vi brug for det stik modsatte af Hjortdals og skolereformens anti-faglige social- og arbejdsmarkedspolitik i form af bevidstløs klikke-læring på digitale platforme. Til en start bør man akut rulle reformen tilbage og midlertidigt genindføre den gamle lov og de gamle procedurer. Derefter bør man sætte ind for at løse de problemer, der rent faktisk var med folkeskolen før reformens totale hærgen.

Engang stod det i folkeskoleloven, at børn – ud over at erhverve sig kundskaber – også skulle blive til lykkelige mennesker. Det var to gode ideer, som man sagtens kunne indføre igen. Intet arbejdsmarked, ingen international konkurrence om de bedste test-resultater, men kundskaber og lykke! Førstnævnte er overordnet defineret ved den faglighed – og kærlighed – jeg har beskrevet ovenfor, og sidstnævnte definerer den græske filosof Aristoteles som fravær af stræben. Altså bør skolen igen forsøge at danne børn til at blive vidende og myndige mennesker, der har stærkere rødder end omstillingsparathed. Dette har i de sidste par hundrede år – frem til skolereformens indførelse – været opskriften på et af verdenshistoriens stærkeste samfund, nemlig det danske. Først når man ved noget og evner at stå fast i livets kaos, kan man for alvor forandre verden i fællesskab med andre ligeværdige og frie mennesker.

Skolelederforeningens formand tænker helt åbenlyst slet ikke dybere over, hvad det i grunden er, han så helhjertet støtter. Man må formode, at han rent faktisk tror, at den rodløse, omstillingsparate, livslangt lærende medarbejderborger er et godt ideal at forfølge. Det er trist, især fordi han faktisk har en vis indflydelse, og af reformpolitikerne betragtes som en loyal støtte, man bør lytte til. Jeg er dog overbevist om, at Claus Hjortdal mener det godt, og at han gør det bedste for at varetage sine medlemmers interesser. Det sørgelige er bare, at det vil få fatale konsekvenser for Danmark, hvis det lykkedes ham og hans ligesindede at forlænge skolereformens liv.

Litteratur:

Claus Hjortdals kronik i Jyllands-Posten: http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE8546750/forsoeg-paa-modreform-i-folkeskolen/