Evaluering anbefaler afgangsprøve i skriftlig engelsk

80 procent af engelsk-lærerne på de gymnasiale uddannelser oplever, at eleverne er dårligere til at skrive engelsk, end man burde kunne forvente, viser en ny evaluering af faget engelsk. Konklusionen er, at der bør være en skriftlig afgangsprøve.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Danmarks Evalueringsinstituts evaluering af faget engelsk gennem hele uddannelsessystemet konkluderer evalueringsgruppen, at folkeskolelærerne gør for lidt ud af fri skriftlig formulering og mener, at det kan skyldes, at undervisningen rettes ind mod afgangsprøven, hvor det pt. kun er de mundtlige engelsk-færdigheder, der prøves.

Evalueringsgruppen med direktør Claus Adam Jarløv i spidsen anbefaler derfor, at der indføres en obligatorisk skriftlig afgangsprøve foruden den mundtlige.

Danske unges mangler, når det gælder grammatik og evnen til at formulere sig på skrift, går igen gennem hele uddannelsessystemet, viser evalueringen. Engelsk er populært og har høj status, men der mangler en tydelig progression fra uddannelsesniveau til uddannelsesniveau, konkluderer den nye evalueringsrapport. Der skal fastlægges en klar ansvarsfordeling mellem de forskellige uddannelsesniveauer for, hvad eleverne skal lære på de forskellige niveauer. Ved overgangen fra folkeskole til de gymnasiale uddannelser foreslår evalueringsgruppen, at fagkonsulenterne sikrer, at gymnasielærerne har kendskab til målene for faget engelsk i grundskolen.

Powered by Labrador CMS