Jens Raahauge
Blog
Latteren der forstummede
Efter en rundtur til et par håndfulde lærerværelser er det påfaldende, som stemningen mange steder er forandret: latteren er forstummet.
I de seneste par måneder har jeg haft lejlighed til at besøge skoler rundt om i landet; de fleste af dem skoler, som jeg også har været gæst hos tidligere. Og det er slående som stemningen er anderledes end for et par år siden.
Den livgivende pause er ødet bort til fordel for at lærere sidder i forberedelsesbokse eller står og tripper i kopikøen eller hvad ved jeg. Pausen er gået i opløsning, så snakken, samværet, hjemmebagen og de dårlige vitser er borte.
Sunderlands manager, Koemann, klandrer de unge spilleres lukken sig inde i deres sociale medier-univers, for når man ikke har uformelt samvær i pausen, så forstår man heller ikke hinanden på banen.
Lærerne minder meget om de unge spillere, blot med den forskel, at lærerne ikke har lukket sig ude af det uformelle fællesskab; de er blevet lukket ude af et stift forberedelses-univers; de har fået forberedelsesplugs i sjælen.
For mange år siden - på Storebæltfærgernes tid - skulle jeg uddele Dansklærernes pris til maleren og forfatteren Herman Stilling. Hele min motiveringstale var bygget op omkring hans funderinger over, hvor lang en badebro kan være. Hvis den bliver for lang, så er der tale om en fast forbindelse. Og mens badebroen tvinger en til at overveje, hvad man vil, når man kommer til enden, så gælder det blot om at komme videre, når der er tale om en fast forbindelse. Da Herman ankom til Vejle, hvor prisen skulle uddeles, satte han træt ned i en stol og sagde: "Når håber jeg at de snart får bygget den bro!" Jeg blev lidt rystet, for jeg stod jo der med min motiveringstale om badebroens velsignelser. Men Herman forklarede: "På færgen kan man kun få hvidt brød med kødpålæg, ikke rugbrød. Og når man misbruger pausen, så har man mistet sin berettigelse."
En af de skoler jeg har besøgt, er en friskole. Her holdt man frikvarter, der levede op til alle mine erindringer om den gode pause, der skaber energi, fællesskab og glæde. En lærer, som jeg kunne genkende fra en folkeskole, var skiftet - især på grund af stemningen.
Hvis folkeskolen ikke skal miste sin berettigelse - for nu at bruge Hermans udtryk - må ledelserne sørge for, at lærerne får forberedelsespløkkerne ud af sjælene, når det er tid til den livgivende pause!
