Det er ikke lærernes skyld, når inklusionen ikke lykkes. Vilkår og rammer er simplet hen for dårlige.

Denne triste kendsgerning har længe været en offentlig hemmelighed blandt praktikerne ude i virkelighedens verden. Det er derimod noget nær breaking news, at to forskere nu er kommet frem til samme konklusion, efter at de i to år har samarbejdet med en gruppe veluddannede og dygtige lærere på en ledelsesmæssigt velorganiseret skole.

De to forskere er Lotte Hedegaard-Sørensen, ph.d. og forsker ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, og Sine Penthin Grumløse, adjunkt og ph.d. ved forskningsprogrammet Didaktik og Læringsrum, UCC, København. Man kan læse mere om det pågældende projekt i deres bog ”Lærerfaglighed, inklusion og differentiering”.

I fagbladet Folkeskolen(nr.7, 2016) udtaler Lotte Hedegaard-Sørensen: ”Der står én lærer over for 28 elever, og vi beder i dag lærerne om at forholde os til en mere divergent elevgruppe – en klasse med meget forskellige elever. Jeg har stor respekt for lærerne, og jeg har ikke tidligere haft lyst til at tage nej-hatten på, men efter denne oplevelse blev jeg omvendt. Det kunne ikke lade sig gøre”.

Jeg skriver det lige én gang til: Det kunne ikke lade sig gøre…

De to forskere opfordrer lærerne til at gøre politikerne opmærksom på de urimelige arbejdsvilkår: ”Lovgivningen foreskriver, at skolen skal være på en bestemt måde, og så ændrer praksis sig efter det. Man tager ikke udgangspunkt i de børn, som man står med. Politikerne har lavet skolepolitik i Finansministeriet i mange år nu, men praktikerne er nødt til at råbe højt. For det er ikke deres skyld, at de ikke kan gøre det godt nok”, understreger Sine Penthin Grumløse.

Lotte Hedegaard-Sørensen supplerer: ”Vi gør et stort nummer ud af at sige, at når vi lægger vægt på elevernes øgede faglighed, så er det på grund af Pisa, test og konkurrencesamfundet. Vi har en læringsdagsorden, eleverne skal lære så meget som muligt så hurtigt som muligt. Men det nye for mig er, at lærerne i den grad er loyale over for den dagsorden”.

Det vil føre for vidt at berette mere detaljeret om forskernes indgående studier, men en enkelt hjerteskærende observation om drengen bag skærmen skal I ikke snydes for. Her kommer den i en forkortet udgave: I 3. klasse sidder eleverne i grupper fire og fire. Undtagen Achmed. Han har sin egen plads lige ved døren bag en skærm. Han er afskærmet fra de andre børn og har en støtteperson. I løbet af en observeret dansktime deltager han på intet tidspunkt i det arbejde, de andre børn er i gang med. Han råber op, kaster ting ud i klassen, råber pludselig ”tissemand”, løber ud af klassen og smækker med døren. Støttepersonen går efter ham.

Forskerne fortæller, at lærerne ikke insisterer på, at Achmed skal deltage i undervisningen. Han er fysisk til stede i klassen, men kan hverken betragtes som et barn, der er inkluderet i klassen, eller som et barn, der indgår i undervisningen. Han er det særlige barn bag skærmen. Han er ekskluderet, selv om han sidder i almenklassen.

Og her er det så jeg for egen regning tilføjer: Jeg er ret overbevist om, at KL-toppen og Finansministeriets regnedrenge betragter ovenstående som en succeshistorie. Mens hverdagens eksperter får kuldegysninger…

Hvorom alting er, så bør denne krystalklare udmelding fra to kompetente forskere få politikere på tværs af partiskel til at hejse et opmærksomhedsflag, som Karen Ellemann så smukt udtrykte det i en helt anden sammenhæng. Skåltalernes skønmaleri kan vi ikke bruge til noget. Nu er der behov for brugbare løsningsforslag, eksempelvis bedre muligheder for tolærerordninger.