Debat

Er 2 år kort eller lang tid? – på vej mod OK18

Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke kommer til at bakke op om, at vi går til overenskomstforhandlinger i 2018 med så ukonkrete arbejdstidskrav som ved OK15. Vi har brug for at kunne tage stilling til et resultat på baggrund af en klar kravopstilling - hvad var vores krav, hvad kom vi igennem med? Vi skal ikke have endnu en urafstemning, som mest handler om, hvorvidt man har tillid til den ene eller anden part, eller er mere eller mindre overbevist om, hvorvidt vores formand har forhandlet det bedst opnåelige hjem. Lidt færre ubekendte, tak.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 4. og 5. april er Danmarks Lærerforenings Hovedstyrelse og kredsformandsskaber forsamlet til en arbejdstidskonference i Tivoli Kongrescenter, hvor vores kollektive intelligens sættes i spil i bestræbelsen på at genere idéer og opstille scenarier frem mod overenskomstforhandlingen i 2018.

I 2013 oplevede vi et hovedløst og hensynsløst overgreb, som over en nat fjernede store dele af vores rettigheder og sikkerheder. I 2015 forspildte vi efter min mening en forhandlingsmulighed, tog til takke med for lidt og valgte at udsætte de uundgåelige valg og den overhængende konflikt, fordi Hovedstyrelsen - og efterfølgende et stort medlemsflertal - mente, at det var klogest.

Jeg frygter, at vi kommer til at stå i en lignende situation i 2018, hvis vi ikke i tide får konkretiseret vores krav samt etableret et fælles sprog og et retvisende landkort over de indgåede lokalaftaler. Og vi er ikke en dag for tidligt ude, hvis vi skal skabe en kvalificeret og tilbundsgående medlemsdebat.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Lige om lidt er 2 år gået.    

Arbejdstidsbilaget fra OK15 har for et antal kredse vist sig at være et såkaldt ’skridt i den rigtige retning’, ’en trædesten på vejen’ eller ’en fod i døren’. Billedet er dog ualmindeligt broget, og variationerne er enorme. Jeg tillader mig i al stilfærdighed at spørge: Har vi et mindstemål? Hvad er såkaldte ”forbedringer” af arbejdsvilkårene? Og hvor langt er vi villige til at gå for at opnå disse forbedringer?  

Når kommunens budget er for lille til det faktiske behov, sker der det, at vores forberedelse, som er belejligt usynlig, nedprioriteres med den følgevirkning, at vi skal tåle et urimeligt arbejdsliv. Og eleverne skal udsættes for dårligere undervisning, end vi burde kunne være bekendt. Det sker i stor stil nu, og det vil fortsætte fremover i alt for mange kommuner. Tag for eksempel Guldborgsund, hvor man til næste år arbejder ud fra en gennemsnitlig undervisningsforpligtelse på 850 timer om året! I Guldborgsund vil det altså være reglen snarere end undtagelsen, at en lærer planlægges med 29-30 undervisningslektioner om ugen! Her hjælper ingen saglige argumenter eller henvisninger til gode intentioner i et arbejdstidsbilag. Det er hævet over enhver diskussion. Og oftest står læreren alene tilbage med den dårlige samvittighed og det utilstedelige valg; enten at drosle ambitionsniveaet ned og indrette sig efter at levere en utilfredsstillende undervisning eller at skrue op for tempoet og/eller gratisarbejdet for trods alt at kunne se eleverne i øjnene.

I 2013 tog man aftaleretten fra os, når det kommer til arbejdstid. Den første, vigtigste og måske mest principielle overvejelse er, om vi har accepteret, at det er sådan? Har vi mistet troen på, at vi kan vende tilbage til centralt aftalte arbejdsvilkår? I så fald må vi drage konsekvensen og anlægge vores strategier ud fra den kendsgerning.

Forfølger vi derimod ambitionen om en tilbagevenden til aftalt arbejdstid – hvad det ellers må blive for en størrelse – må vi indstille os på, at det næppe sker uden sværdslag, mulige privatøkonomiske efterveer og et enormt pres på vores organisation, fællesskab og solidaritetsfølelse.

Hvis vi er uvillige til at konflikte og har afvist konflikten på forhånd, kan vi fuldstændig forkaste tanken om at opstille krav om centrale arbejdstidsbestemmelser. Vores forhandlere er aldrig stærkere end den opbakning, de har i ryggen, så det vil være halsløs gerning. Skal der opstilles krav, som har potentiale til at føre os i konflikt, må det ske i udtalt enighed og på et tilpas oplyst grundlag. Vi skal bredest muligt i organisationen vide, hvad vi foretager os og i fællesskab arbejde for et fornuftigt resultat.     

Ingen ønsker en konflikt, men man skal have gjort sig klart, at det altid er en potentiel risiko ved en overenskomstforhandling - særligt disse år. Det har aldrig været hverken menneskeligt eller økonomisk gratis at kæmpe for bedre arbejdsvilkår, så det er medlemmerne, som må vurdere, hvor langt vi er villige til at gå.  

I et forsøg på at gøre det hele mere nærværende og tilgængeligt - og for at samle mine egne tanker - har jeg lavet nedenstående oplistning af centrale spørgsmål og temaer. Meget af det hænger uløseligt sammen, men jeg har alligevel gjort et forsøg på at skille det hele lidt ad. Medgivet, det er blevet langt, selvom jeg har forsøgt at begrænse mig.  

1. Ledelse i folkeskolen

Hvis vi mener, at folkeskoleskolen er en demokratisk samfundsinstitution, skal vi fortsat agitere for, at ledelsesretten må udfolde sig anderledes, end normaliseringen - ved Lov 409 - lægger op til? Er det tilfældet, kan vi ikke igen lade Lov 409 glide igennem en overenskomstforhandling ud fra en akademisk betragtning om, at vi ikke selv har aftalt den.

2. Forening eller forbund

Vi er i vedtægtsmæssig forstand fortsat en forening, men hvornår kan man egentlig sige, at vi reelt har overskredet grænsen og er at betragte som et forbund? Nuvel, det er fortsat kongressen, som er foreningens højeste myndighed, men i øjeblikket foregår store dele af arbejdet for bedre arbejdsvilkår lokalt - med meget store forskelle til følge. Forskelle har der altid været, men de bliver stadig større, og måske når vi til et punkt, hvor der er mere, som adskiller end samler os?

3. Normalisering som løftestang

En strategi kunne være at gå efter yderligere normalisering: fx varslingsbestemmelser og at vores arbejdstid opgøres månedligt i stedet for årligt. At sikre medlemmerne en arbejdstidsopgørelse er en kerneopgave for en fagforening, men jeg konstaterer for mig selv, at det er en utaknemmelig opgave at løfte, når lærere planlægges med en årsnorm og dybest set for størstedelen er uinteresserede i at holde styr på deres egen arbejdstid. Også her har arbejdsgiverne altså fået det, som de ville. Fik vi en månedsnorm, ville det hjælpe betragteligt, og det ville muligvis efterfølgende kunne bruges som et forhandlingsobjekt lokalt til at opnå fleksibilitet i stedet. For mig er tanken imidlertid i strid med min professionsopfattelse, da jeg grundlæggende ikke mener, at vi kan acceptere den såkaldte normaliseringsdiskurs og dermed ikke skal underlægge os tænkningen.   

4. Frihed eller fast arbejdstid

Sat på spidsen kan man spørge, om det er vigtigst for os, at vi har sikkerhed for, at vi ikke arbejder mere end 37 timer om ugen, eller om vi kan acceptere, at vi måske levere flere arbejdstimer, end vi reelt får løn for, mod til gengæld at have frihedsgrader og fleksibilitet i forhold til tilrettelæggelsen af vores arbejde? Meget indikerer, at frihedsgrader står højt på ønskelisten for os lærere, når man ser, hvordan det har været en nærmest umulig opgave at få medlemmerne til rigidt at overholde den faste tilstedeværelsesforpligtelse – jf. Lov 409 kan arbejdstid faktisk kun præsteres på arbejdsstedet. Men det kan i yderste konsekvens betyde, at vi selv finansierer den merundervisning, som folkeskolereformen har tvunget igennem.

Jeg føler mig imidlertid overbevist om, at vi ikke får både frihedsgrader og en eksakt opgørelse af arbejdstiden. Og man kan i øvrigt diskutere, om professionsidealet overhovedet er foreneligt med fast tilstedeværelsestid?

5. Et maksimalt undervisningstimetal - et ressourcebindende krav

Det er mit indtryk, at vi i foreningen har en uudtalt enighed om, at en lærers undervisningsmaksimum ikke bør overstige 750 timer om året, svarende til 25 lektioner om ugen á 45 minutter. Der er langt imellem kommuner, som planlægger lærerne med det undervisningstimetal, så rejser vi det som et centralt ressourcebindende krav, vil det næppe blive imødekommet. Men det skal vel ikke forhindre os i at rejse kravet, når vi mener, at det er sådan, det skal være. Vi er jo til for at sikre vores medlemmer rimelige arbejdsvilkår - ikke for at acceptere politiske prioriteringer.

6. Arbejdstids- eller lønforbedringer

Er vi interesseret i at udvise løntilbageholdenhed mod at bruge overenskomstmidler på arbejdstidsbestemmelser? Det er ret principielt, og vi så i 2013, hvordan sådanne midler (klasselærerakkorden og aldersreduktionen) blev eksproprieret ved lovindgrebet med ganske lille chance for, at vi nogensinde får midlerne tilbage. 

7. En central arbejdstidsaftale kan være et tilbageskridt

Det er ikke ligefrem en statshemmelighed, at centrale arbejdstidsbestemmelser – uanset hvad de måtte blive – vil være et fremskridt for nogle kredse og et tilbageskridt for andre. Det optimale vil naturligvis være, at man sikrer et vist bundniveau med efterfølgende lokale forbedringsmuligheder, men det ændrer ikke på, at vi skal forholde os til, om vi solidarisk vil konflikte for et resultat, som for en del kredse ikke vil være en forbedring. Lad os antage, at et resultat medfører forbedringer for den tredjedel af vores medlemmer, som har de dårligste vilkår. Er det så nok til at kaste hele foreningen ud i en konflikt?  

8. Opbakning fra den øvrige fagbevægelse

Det er utænkeligt, at vi får opbakning fra den øvrige fagbevægelse til en arbejdstidskonflikt. De forstår den ikke og vil formentlig opfatte os som forkælede. Ved OK13 erfarede vi på den mest brutale måde, hvordan den danske model er dysfunktionel på det offentlige arbejdsmarked, fordi arbejdsgiverne ved en konflikt ikke lider samme tab, som det ses på det private arbejdsmarked. Og derfor var de villige til at gennemføre en altomfattende lockout. Kunne man forestille sig, at fagforeningerne på det offentlige arbejdsmarked forenedes om at opstille et krav om en ændring af hovedaftalen med henblik på en ny konfliktmodel, som skaber et bedre og mere rimeligt lønmodtagerafsæt under fremtidige overenskomstkonflikter?

9. Efteruddannelse

Er finansiering af efteruddannelse fortsat et arbejdsgiveranliggende, eller har vi accepteret, at den enkelte lærer selv skal afholde noget af udgiften?

Det er en kendsgerning, at mange medlemmer i dag tager efteruddannelse, uden at det er arbejdsgiveren, som finansierer arbejdstiden, selvom foreningens politik på papiret er, at efteruddannelse er en arbejdsgiverforpligtelse. Kunne vi tænke det anderledes? Vi har del i ’Lån & Spar Bank’, ’Lærernes A-kasse’, ’Lærernes Brandforsikring’, ’Lærernes Pension’ etc. – hvad med en ’Lærernes Uddannelse’? Kunne man forestille sig en model, hvor både arbejdsgivere og lønmodtagere indbetaler til en uddannelsesfond, som helt eller delvist kan finansiere den enkelte lærers efter- og videreuddannelse?

Vi har i hvert fald at gøre med et brandvarmt tema, som arbejdsgiverne også har interesse i, at vi finder nye løsninger på.

10. Nye muligheder og rettigheder - uopdyrket land

Noget af det, vi skal hjælpe hinanden med, er at finde ud af, om der er andre forhold end de rent arbejdstidsrelaterede, som kan have positiv indvirkning på medlemmernes arbejdsvilkår. Det kunne være lærer- og ledernormeringsbestemmelser, seniorordninger, orlovsmuligheder, mere ferie etc.  

Vi kunne også indlede, hvad man kan kalde, en "mini-trepart" i perioden med henblik på at nå til enighed med regeringen og KL om en bedre måde at bruge skoleområdets ressourcer på. Det kunne være ved at skabe mere mening i udmøntningen af de lovpligtige undervisningstimetal, så skolerne kunne planlægge lærernes arbejdstid mindre belastende, fx med én-times lektioner, to-lærertimer etc. 

Medlemmerne har brug for fagforeningsledelse, som involverer, indgyder mod og håb, opstiller sandsynlige scenarier og anviser handlemuligheder. Jeg er af den opfattelse, at vi tidligst muligt skal kende vores mål, så vi som samlet forening kan tage de nødvendige initiativer, der skal til for at styrke vores forhandlingsposition. Det er allerede nu vi skal lægge sporene ud, plante vores arbejdstidskrav rundt omkring og arbejde på opinionens og politikernes forståelse og opbakning. Og det er ikke tilstrækkeligt, hvis det kun er os tillidsvalgte, som er involveret.   

Gode aftaler bygger på stærke og tillidsfulde relationer. Jeg ser derfor ikke for mig, at vi kommer igennem med noget som helst frydefuldt, hvis ikke det lykkes for os at etablere et velfungerende samarbejde med KL. Og det haster faktisk, da tilliden på nuværende tidspunkt er under nulpunktet.   

Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke kommer til at bakke op om, at vi går til overenskomstforhandlinger i 2018 med så ukonkrete arbejdstidskrav som ved OK15. Vi har brug for at kunne tage stilling til et resultat på baggrund af en klar kravopstilling - hvad var vores krav, hvad kom vi igennem med? Vi skal ikke have endnu en urafstemning, som mest handler om, hvorvidt man har tillid til den ene eller anden part, eller er mere eller mindre overbevist om, hvorvidt vores formand har forhandlet det bedst opnåelige hjem. Lidt færre ubekendte, tak.

Er 2 år kort eller lang tid? Se, tiden er jo altid relativ, så det kommer an på, hvor travlt man mener, vi har. Jeg håber dog, at jeg kan medvirke til, at vi kommer tidligere i gang og står stærkere i 2018, end vi gjorde i 2015.

Med debatlysten hilsen

Morten Refskov, formand for Ballerup Lærerforening og medlem af Hovedstyrelsen