Blog

Samarbejdet med lærerne på Absalons Skole i Roskilde

På haandvaerkogdesign.net ligger der 5 videoklip med Lars Stolberg, Ljiljana Hessing og deres elever. Klippene viser forskellige sekvenser fra udviklingen af undervisningen i håndværk og design på Absalons Skole i Roskilde. Denne tekst er et forsøg på i korte træk at beskrive det udviklende samarbejde, der ligger til grund.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 2014 blev jeg spurgt om jeg ville være konsulent på en studiekreds om udvikling af håndværk og design på Absalons Skole i Roskilde. Jeg takkede ja og vi planlagde 8 eftermiddagsmøder jævnt fordelt over skoleåret 2014/2015. Udgangspunktet var, at alle skolens undervisere i sløjd og håndarbejde skulle deltage, men desværre lagde den praktiske skolehverdag hindringer i vejen for dette, så ikke alle kunne være med og nogle kun sporadisk.

#Fil 1

Skolens ledelse har besluttet at fortsætte med undervisning i de gamle fag sløjd og håndarbejde indtil faget håndværk og design bliver obligatorisk i august 2016. Men undervisningen i sløjd og håndarbejde er parallelt lagt således, at det er muligt at samlæse og samarbejde. I oplægget til studiekredsen hed det, at lærerne hver især eller sammen skulle planlægge, gennemføre og evaluere mindst to forløb med afsæt i Fælles Mål for håndværk og design. Vores arbejde tog udgangspunkt i disse håndværk og designforløb. Vi har organiseret meget struktureret ud fra Fælles Mål og sammen har vi udarbejdet beskrivelser af nogle forløb, som nu indgår i skolens videre arbejde med udvikling af det nye fag.

Håndværk og Design - et video-fagfællesskab

Fagfællesskabet Håndværk og Design er et professionelt fællesskab for lærere, pædagoger, studerende og undervisere ved professionshøjskoler. Det er &LEARNING, der har taget initiativ til og udviklet fagfællesskabet i tæt samspil med en række håndværk og design-undervisere. Det er et online læringsrum med korte videoer af god og inspirerende undervisningspraksis i danske grundskoler. Videoerne bruges som afsæt til refleksion, inspiration, dialog og udvikling i faget håndværk og design. Fagfællesskabets redaktionsgruppe er penneførere på denne blog. Fagfællesskabet findes på www.haandvaerkogdesign.net

Undervejs blev jeg involveret som frivillig i projektet haandvaerkogdesign.net . I forbindelse med dette var vi på udkik efter lærere, der ville lade sig filme til denne webside. Det var derfor nærliggende at spørge de lærere, der deltog i studiekredsarbejdet, om de ville medvirke. De havde praktiske erfaringer med nogle forløb, som tilmed var gennemdrøftet og beskrevet. Lars var med på ideen, hvorimod Ljiljana havde sine forbehold.

De fremlagte videoklip fokuserer først og fremmest på, hvad lærerne gør når de underviser, men desuden er der lagt sekvenser ind, hvor de pågældende undervisere reflekterer over og begrunder disse handlinger og aktiviteter. I de forberedende samtaler med Ljiljana og Lars på Absalons Skole var det tydeligt, hvordan de supplerede hinanden i ideudvikling og refleksion. Desværre havde Ljiljana altså ikke lyst til at stå frem på film, men hun ville gerne støtte Lars bag scenen, som hun udtrykte det. I praksis betød det, at det blev Lars, der var i fokus som underviser og Ljiljana figurerer i baggrunden. Han måtte desuden alene stå for de refleksive indklip og vi gik dermed glip af det eksemplariske makkerskab, men sådan var vilkårene altså her. I virkelighedens verden er det netop makkerskabet, der driver værket.

Vi har filmet i to omgange på Absalons Skole. Første var der tale om et forløb i en 5. klasse, hvor eleverne havde designet stole og taburetter. Vi havde på baggrund af studiekredsarbejdet et 10 sider langt dokument, hvor vi havde beskrevet og reflekteret forløbet i forhold til Fælles Mål. Eleverne var færdige med deres produkter og disse stod udstillet på skolen. Det var sekvenser fra dette forløb, vi gerne ville forevige på video.

Vi var på den ene side sikre på, at forløbet kunne lade sig gøre, det var de færdige stole og taburetter et tydeligt bevis på. Kommentarerne til udstillingen underbyggede denne opfattelse. På den anden side var tiden gået og vi manglede billeder af det allerede skete. Løsningen blev det vi kaldte en genindspilning af væsentlige sekvenser i forløbet. Skolen frigjorde lærerne og eleverne en hel skoledag og så blev udvalgte scener opført til ære for fotografen.

Det giver naturligvis nogle problemer i forhold til fx ægthed af de færdige billeder. Et nærmere gennemsyn af de tre første videoer vil naturligvis afsløre vores snyd og problemstillingen fremgår da også af kommentarerne til en af videoerne. På den anden side gav det lærerne en god trykhed, at de vidste, at sådan havde de gjort og det havde ført til gode resultater. Fotografen var vældig godt tilfreds med at vide, hvad der skulle ske og ikke mindst hvornår.

Hen mod slutningen af skoleåret blev skolen så kontaktet af det nærliggende Vikingeskibsmuseum. Museet var i gang med et projekt omkring rekonstruktion af den såkaldte Gislingebåd. Værftet byggede skibet, arbejdet kunne følges online og skoletjenesten ville gerne inddrage skoleelever omkring faget håndværk og design. Projektet var støttet af fondsmidler. Lars og Ljiljana fik tilbuddet om at være med i et forløb med start umiddelbart efter sommerferien sammen med en ny 5. klasse. Jeg fik lov at være med på sidelinjen og tænkte straks i nye videoer.

Det blev til to styks, hvor vi forsøger at vise, hvordan det er muligt at arbejde med elevers designprocesser ud fra deres møde med en materiel håndværkskultur - her vikingernes skibsbygning. Denne gang gik vi lige på med optagelserne. Man kan sige at vi nærmest konstruerede den undervisning, der handler om ideudviklingsprocesser samtidig med at vi filmede. Det bød på store udfordringer for alle, ikke mindst fotografen.

Vi valgte også denne gang at arbejde med stole og taburetter, men altså med inspiration og referencer til vikingernes bådebyggerhåndværk. Det gav lærerne en vis sikkerhed, at de vidste, at de tidligere havde haft held med sådanne produkter og der var jo tale om nogle andre elever. Lærernes trykhed omkring produkterne var medvirkende til, at de turde vove sig ud i nye og ukendte måder at arbejde med elevernes idegenereringsprocesser.

#Fil 2

Jeg vil ikke komme yderligere ind på forløbet her, det findes allerede udførligt beskrevet på Fagfællesskabet Håndværk og Design – benyt de vedlagte links og følgeteksterne til videoerne. Elevernes færdige stole og taburetter er overdraget til museet og de vil kunne ses der over sommeren. På den måde blev der tale om et forløb, der inddrog en ekstern aftager. I det hele taget er der megen inspiration at hente i det samlede kompleks af beskrivelser.

#Fil 3

De nu i alt 5 videoer fra Absalons Skole kan ses på følgende links:

http://haandvaerkogdesign.net/videos/skitsetegningens-betydning-i-designprocessen/

http://haandvaerkogdesign.net/videos/hvorfor-modeller/

http://haandvaerkogdesign.net/videos/udstilling-som-evaluering/

http://haandvaerkogdesign.net/videos/der-arbejdes-videre-med-museumsbesog-hjemme-pa-skolen/

http://haandvaerkogdesign.net/videos/ideudvikling-baseret-pa-museumsbesog/

Som medlem af Fagfællesskabet Håndværk og Design er det muligt at kommentere på og spørge ind til de enkelte videoer. Det er ganske enkelt at blive medlem og det er gratis.

God fornøjelse – Stig.