Jens Raahauge

Blog

Bliver originalerne snydt?

Både myndigheder og arbejdsgivere peger på udveksling af faglige forløb som en vej ud af den enkelte lærers forberedelsesunderskud. Men får lærerne, forfatterne og forlagene det, der tilkommer dem? Eller finder der et myndighedsinspireret snyderi sted?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På den nys afviklede Læringsfestival i det store BellaCenter i Ørestad havde CopyDan en stand, hvor man kunne få betræk til sin cykelsadel. Da jeg stod med sådan et i hånden, kom jeg til at tænke på, at det dybest set skulle sikre, at jeg ikke fik kopi af sadelvandet i min bagdel; det er så at sige et filter, der forhindrer andre i at opdage, at jeg havde sat min buksebag på sadlen på en regnfuld dag.

Det fik mig til at tænke på de samtaler, jeg har haft med forfattere, der undrer sig over, at deres CopyDan-bidrag er gået væsentligt ned, selv om mængden af henvendelser til dem fra elever og lærere bestemt ikke er vigende. Noget tyder på, at de stadig er i brug som før. På samme vis hører jeg fra en del forlag, at deres tildeling af kopipenge er gået tilsvarende ned.

Monstro det kan skyldes, at de dygtige lærere, som finder velegnede tekster, scanner dem ind og deler med andre, sådan som deres arbejdsgivere lægger kraftigt op til, men at modtagerne glemmer at indberette deres brug af de scannede tekster.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Hvis det er tilfældet, så kan det ikke gå hurtigt nok med at få et sådant myndighedsproduceret sadelbetræk flået af, så ophavene til de anvendte tekster får det, de har krav på.

I samme moment er det vel oplagt at få afklaret, om den lærer, der har udviklet et forløb, der kan lette andres arbejdsbyrde, skal honoreres for arbejdet - eller om arbejdsgiveren har copyright på lærerens ideer.

Denne problematik er selvfølgelig affødt af, at vi har et system, der er tænkt til xerox-kulturen. Men det haster med at få processerne gearet til også at omfatte den digitale virkelighed. Hvis fortalerne iøvrigt har ret, så skulle det være en smal sag at registrere alle anvendte, digitale tekster, så man end ikke skal opbygge honoreringen på stikprøver.

ps. Det er i den sammenhæng interessant, at Læringsfestivalen i København har formået Undervisningsministeren til at skrive forord til kataloget, mens den tilsvarende Skolemesse i Aarhus har fået professor Per Fibæk Laursen til at levere præamblen. Ministeren påstår med et forgrovet skolesyn, at "fremtiden er digital", mens professoren opfordrer lærerne til at huske "kernekvaliteterne - og læremidlerne".

En af kernekvaliteterne kan man læse om i Bogen fra papir til pixels. En af pointerne er, at papirbogen er til koncentration og fordybelse, mens pixelsbogen er til breddesøgning og adspredelse. Måske er det den digitale fremtidsvision, der gør, at myndighederne tilsyneladende tilskynder lærere til at brede deres arbejde ud - på bekostning af rimelighed over for lærerne selv, de forfattere der har leveret tekster, og de udgivere der har udviklet de læremidler, som Fibæk Laursen opfordrer os til at huske - vel at mærke huske, som en kvalitet, og ikke som noget, der er ved at uddø på grund af manglende kopieringsbidrag.