Et forsvar for en evidensbaseret pædagogik!

I en del år har mere eller mindre behjertede forskere talt om henholdsvis evidensbaseret, evidensinformeret og – af og til også – såkaldt forskningsinformeret pædagogik. Som jeg mange gange har vist på denne plads, er der oftest tale om det rene vrøvl, især fordi pædagogik ofte forveksles med rå tilpasning. Fra mange andre kanter har der også været kritik af den håbløse forskningstrend, og i dag tales der derfor mest om de to sidstnævnte varianter, altså den evidens- og forskningsinformerede pædagogik (der dog stadig oftest er tilpasning). Herved synes nogle forskere at tro, at de herved er mere pragmatiske og sympatiske, men det er slet ikke tilfældet. Faktisk er det kun den evidensbaserede pædagogik, der – hvis den formuleres stringent og præcist – har en videnskabelig fremtid. Endda vil jeg gå så vidt, at vi nok mere end nogensinde har brug for en reelt evidensbaseret pædagogisk tænkning.

Jeg har i bøgerne Konkurrencestatens pædagogik og Pædagogikkens evige genkomst formuleret nogle bidrag til et indledende evidensbaseret grundlag for pædagogik som fænomen, og kom her frem til, at der faktisk kan etableres evidens for, at pædagogik ikke kan evidensbaseres i metodisk forstand. Til gengæld er denne teoretiske betragtning logisk evident, hvorved vi kan starte med at tænke evidensbaseret om pædagogik som alment fænomen. Det kan måske lyde kompliceret, men fortvivl ej, min kære læser. Følg blot med. Nu går vi videre.

Hvordan hænger dette sammen? Jo, hvis vi skal etablere solid evidens for en pædagogisk praksis, må vi finde nogle indlysende sandheder, vi kan basere det videre arbejde på. Hvad er egentligt uomtvisteligt sandt i ethvert menneskeliv? Hvad kan ikke omgøres? Hvad er absolut alment og irreversibelt? Det er den slags, vi må søge efter.

Stærkest evidens har vi for menneskets tidslighed. Vi bliver født og vi dør. Det er absolut indlysende og uomstødeligt. Hvor fødslen igangsætter og nødvendiggør den pædagogiske relation og praksis, er døden absolut konstituerende for den. Og det i en langt højere grad end mange synes at erkende. På trods af at langt størsteparten af fx skolefagenes indhold omhandler – eller ligefrem er skabt af – allerede døde medlemmer af menneskeheden, så er døden stadig et tabu, når vi taler pædagogik. Dertil kommer, at enhver, der opdrages eller undervises, også skal dø, og må leve et helt jordisk liv i visheden om, at legemet er forgængeligt. Hvordan opdrager og underviser man et menneske, der må og skal dø?

Døden er biologisk en definitiv afslutning. Her tænkes ikke på nærdødsoplevelser, hjertestop, hvor personen reddes ved hjertemassage og den slags. Når en person uigenkaldeligt er død og begravet, er livet slut, og de efterladte står alene tilbage. I en fysisk forstand er døden kroppens nedbrydning og disintegration – en transformation af materie. Den levende ophører med at eksistere.

Imidlertid er døden ikke en kulturel eller åndelig afslutning. Den døde vil fortsat være en del af en række fællesskaber. De efterladte vil mindes den afdødes talemåder, handlinger og måde at være på. Ligeledes vil meget af det, den afdøde gjorde i levende live blive en del af de efterladtes fortsatte tilværelse. Altså må vi leve vores liv med den vished, at vi kan og skal gøre en masse ting, der ved vores død vil påvirke andre længe efter vi selv er væk. Det gælder kageopskriften, vi videregav, stakittet, vi satte op, vuggevisen, vi sang eller maleriet, vi malede. Det gælder også de ting, vi ikke gjorde.

Dertil kan de fleste religioner præsentere en række forståelser af døden som en afslutning på et jordisk liv, men også som en begyndelse på et efterliv. Dette er ikke pladsen til at inddrage sådanne overvejelser i den pædagogiske diskussion, men på baggrund af ovennævnte kan det siges, at menneskets ansvar og betydning ikke ophører i dødsøjeblikket. Så langt har de fleste religioner ganske ret.

Altså skal ethvert menneske leve et liv, hvor ting vil blive gjort og ord vil blive sagt, og det kan ikke forudsiges, hvilken betydning, små og store begivenheder vil få. Tilmed kan det handlende menneske kun direkte påvirke disse betydninger i sit eget korte liv.

Vi har brug for en evidensbaseret pædagogik! Når vi opdrager kommende generationer, må vi tage udgangspunkt i den uomgængelige tidslighed og endelighed, menneskelivet er indlejret i. Vi må rette vores opmærksomhed på det evidente forhold, at livet leves i en kultur, der er et kontant udtryk for skiftende og overlappende tidsligheder, men også en åbning for et ophør af endelighed, idet endelige menneskers gerninger kan overskride den handlendes endelighed.

En evidensbaseret pædagogik er en uren en af slagsen, der ikke forsimpler opdragelsen til at være en tilpasning til nogle mere eller mindre tilfældigt påståede fremtidsvilkår. Derimod ser den bagud, og ihukommer, at opdragelse i grunden kun kan være et forsøg på at fortælle den opvoksende generation, hvad vi som kultur og menneskehed indtil videre har foretaget os. Dertil fastholder en evidensbaseret pædagogik, at menneskets krydsende tidslighed medfører et ansvar for både nuværende og kommende generationer, såfremt det forudsættes, at mennesket er et elskeligt væsen. Og gør man ikke det, giver pædagogik ingen mening.

Således kan man altså formulere en pædagogik på et evident grundlag. Det er indlysende sandt, dvs. dobbelt evident, og hvis man vil basere sin praksis herpå, må man acceptere, at der ikke kan konstrueres evidente metoder. Det er der uomtvistelig evidens for.

Litteratur/ videre læsning

Kemp, Peter (2012): Filosofiens verden. København: Tiderne skifter

Mårtensson, Brian Degn (2015a): Pædagogikkens evige genkomst. Vejen: Nyt Askov.

Mårtensson, Brian Degn (2015b): Konkurrencestatens pædagogik - en kritik og et alternativ. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Rømer, Thomas Aastrup, Tangaard, Lene og Brinkmann, Svend (red) (2011): Uren Pædagogik. Århus: Klim