Grafen viser, hvad der efter lærernes mening skal til, hvis andelen af dårlige læsere skal mindskes

Lærerne: Læsevejleder og efteruddannelse vil give flere gode læsere

Adgang til støtte fra en læsevejleder og efteruddannelse i læseundervisning. Det er ifølge lærerne de to mest effektive indsatser, hvis regeringens og DLF's fælles mål om, at danske skoleelever skal blive bedre til at læse, skal indfries.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Op til det nu forliste partnerskab foreslog Danmarks Lærerforening regeringen et samarbejde om at halvere andelen af unge, der forlader skolen med for dårlige læsekompetencer til at klare sig videre i uddannelsessystemet. Og ifølge en ny webundersøgelse, som folkeskolen.dk har fået lavet, mener ni ud af ti lærere, at adgang til støtte fra en læsevejleder samt efteruddannelse i læseundervisningen er svaret, hvis målet skal indfries.

"Læsevejlederen kan være en nøgleperson. Men det fordrer, at skolen har råd til at bruge vejlederen og friholde denne fra at have mange bundne undervisningstimer. Hermed kunne der på hvert klassetrin laves en ekstra indsats for at højne læseniveauet", skriver en lærer.

"Lærere, der underviser i dansk, skal gennem kurser og efteruddannelse blive mere bevidste om, hvor der skal sættes ind over for elever, der ikke er indholdslæsere sidst i indskolingsforløbet", skriver en anden lærer.

Ifølge den sidste Pisa-undersøgelse læser 16 procent af de danske 15-årige for dårligt til at klare sig videre i uddannelsessystemet.

Strammere trinmål ikke løsningen

Lærerne har i webundersøgelsen fået præsenteret ni tiltag, som de er blevet bedt om at vurdere, hvis målet om, at danske skoleelever skal blive bedre til at læse, skal indfries. Hver fjerde af lærerne tilkendegiver en negativ holdning til, at en opstramning af trinmålene for faget dansk er løsningen på læseproblemerne.

"Der er i forvejen rigeligt med trinmål at leve op til, så flere mål giver ikke bedre undervisning i denne sammenhæng", skriver en lærer.

Men derudover er lærerne positivt stemt overfor de foreslåede tiltag. Cirka halvdelen mener, at forslaget om 'Øget adgang til at dele eleverne op efter fagligt niveau på tværs af klasse/årgange' er en god idé. Og mellem 70 og 80 procent af lærerne mener, at tiltagene; 'Undervisningsassistent eller tolærerordning', 'Bedre undervisningsmidler', 'Flere dansktimer', 'Efteruddannelse i klasseledelse' samt 'Færre elever i klasserne' er gode ideer.

Webundersøgelsen er udført på kort tid, så der ikke har været mulighed for at rykke de adspurgte lærere for svar. Der er i alt 165 lærere, der underviser i dansk, som har svaret på spørgsmålene, hvorfor de præcise tal skal tages med forbehold.

Forældrene skal inddrages

Lærerne har i webundersøgelsen haft mulighed for selv at komme med forslag til, hvad de mener, der skal til for at mindske andelen af elever, der forlader folkeskolen med dårlige læsekompetencer. Her skriver adskillige, at et øget forældreengagement vil forbedre elevernes læsefærdigheder.

"Forældrene skal ind og tage et større medansvar for læseindlæringen. For eksempel skal de hjælpe deres børn med at få læst 25 minutter hjemme hver dag. Der, hvor forældrene bakker op om vigtigheden af at få læst hver dag, dér får vi gode læsere", skriver en lærer.

Powered by Labrador CMS