"Der er nogle af tingene, som vi er nødt til at prøve at få kigget på”, siger formand for Vejles Børne- og Familieudvalg Dan Skjerning (S).

Lærere fra 23 Vejle-skoler sender nødråb til politikerne

Skab balance mellem opgaver og resurser, lyder det i et fællesbrev til Vejles byrådspolitikere fra tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter på 23 af kommunens skoler. Det er først og fremmest manglen på tid til forberedelse og samarbejde, der presser lærerne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det startede med en henvendelse fra Mølholm Skoles lokale MEDudvalg, hvor medarbejderne oplevede hverdagen så presset, at det fik medarbejdersiden i det overordnede MEDudvalg for skolerne i Vejle til at skrive ud til alle Vejles 27 skoler for at høre, om det blot var situationen på en enkelt skole, eller om det gælder alle kommunens skoler. Efter blot en uge var der svar fra 22 skoler.

"Normalt er det meget svært at få svar fra skolerne. Vi havde bedt om, at tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter fra både pædagoger og lærere satte sig sammen og svarede. Og det gjorde langt de fleste inden en uge. Det er en virkelig flot besvarelsesprocent", siger lærer Trine Rafaelsen, som er næstformand i Vejle Lærerforening og næstformand i kommunens overordnede udvalg; FagMED Uddannelse og Læring. 

Hun tror, at svarene faldt prompte, fordi Mølholm Skole ikke er alene om at føle sig presset. 

"Der er ubalance mellem opgaver og resurser, og det gør, at det giver et pres på arbejdsmiljøet. Vi ser også en stigning i korttidssygefraværet, hvilket medfører øget brug af vikarer. Nogle steder kan man ikke få vikarer, og så har læreren tilsyn med flere klasser eller også har man ikke læreruddannede vikarer, hvilket yderligere medfører et pres for de der er tilbage, fordi de skal støtte og vejlede vikarerne", siger Trine Rafaelsen. Og understreger, at det især er manglende tid til forberedelse og efterbehandling af undervisning, der presser lærerne.

"Vejle kommune bruger i 2014 5214 kroner mindre end landgennemsnittet per elev, samtidig vil man gerne vil have landet bedste folkeskole".

Udvalgsformand er klar til at handle

2015:Vestjylland og Vejle: Lærerne kan ikke nå at forberede sig 

Formand for Vejles børne- og familieudvalg, Dan Skjerning fra Socialdemokratiet, har modtaget brevet. Han er selv lærer og tager henvendelsen fra skolerne meget alvorligt.

"Budskabet er: Send flere penge. Det er mangel på resurser. Det er den største anke. Det kan jeg ikke løse for dem. Hvor end jeg gerne ville, så kan jeg ikke løse det. Men der er nogle af tingene, som vi er nødt til at prøve at få kigget på", siger Dan Skjerning.

En af de ting, som han håber på sigt kan give mere luft, er indførelsen af læringsplatformen Minuddannelse i kommunen.

"Er der noget i vores dagligdag, hvor vi kan hjælpe hinanden med at gøre det bedre? Er vores skolesystem blevet for decentralt", spørger han og fortsætter; "Det er ikke fordi, jeg blåøjet siger, at det kommer til at give mere tid med det samme, men vi er nødt til at bruge hinandens viden meget mere, end vi har gjort tidligere. Der er potentiale".

Efteruddannelse presser

Også den massive kompetenceudvikling presser lærerne, fortæller Trine Rafaelsen, der har prøvet det på egen krop.

"Vi får kompetenceudvikling på utilstrækkelige vilkår. Vi får ikke timer til forberedelse af kurserne, eller hvis man skal op til en eksamen. Jeg har det nye fag håndværk og design og skulle på et kursus i Vejle. Jeg fik 67 timer til kurset, og skulle så selv forhandle med skolen om tid til forberedelse. I Esbjerg får lærerne otte uger fri, og i Herning får de 200 timer til det samme kursus".

Dan Skjerning mener, at den kommunens satsning på kompetenceudvikling presser skolerne.

"Det er en del af reformen. Men måske er vi for hidsige, for det går ud over forholdene derhjemme. Jeg ville være ked af det, hvis det betyder at vi ikke får lavet den udvikling, vil vi, men omvendt hvis det skader skolen så meget, så det er en endnu værre bivirkning - så det skal vi kigge på", lover han.

Efteruddannelse: Hedensteds høje ambitioner

 Kortere skoledag ville lette lærerne

Trine Rafaelsen så gerne, at Vejle konverterede understøttende undervisning til tovoksentimer, fordi lærerne på den måde ville få lidt mere luft til forberedelse. Dan Skjerning forstår ønsket - men tror, det bliver svært.

"Det er ikke den hellige ko for mig. Det kræver meget at gøre det i udskolingen. Vi skal have nogle dispensationer, som ikke ligger lige til højrebenet. Jeg synes, der er blevet overfortolket på det, som ministeriet har sendt ud. Vi har søgt dispensation for vores specialskoler, men lovgivningen lægger ikke op til et generelt tiltag i udskolingen, som er dér, hvor jeg synes, de godt kunne få høvlet en halv time af om dagen". 

Powered by Labrador CMS